Prometheus

7 minutters læsetid
Prometheus

Prometheus. Smag lidt på titlen. Det ligger godt i munden. Det gør filmen, som gemmer sig bag titlen, ikke. Det er som en vin, hvor flasken er smuk og indbydende, men hvor indholdet er kedeligt og mat i smagen. For der er ingen tvivl om, at Prometheus er en smuk film. Faktisk en meget smuk film. Og jeg vil mene at 3D-effekterne er de bedste jeg har set, selvom jeg stadig foretrækker 2D.

Forventninger

Kan man tillade sig, at anmelde en film ud fra sine forventninger? Kan man anmelde en film ud fra sin placering i en serie? Eller skal man bedømme filmen som et enkeltstående værk, der kun bedømmes ud fra det, man ser på lærredet?

Når man har set mange film og er vokset op med den filmkanon, som Prometheus er en del af, så vil jeg mene, at det ikke giver mening kun at se den som en enkeltstående film. De andre film ER lavet, og filmen indskriver sig i en tradition, som man ikke kan, eller bør, fornægte. Jeg vil dog også forsøge at bedømme filmen “objektivt” og se på de elementer – stilen, manuskriptet og skuespillet – som er byggestenene i en film.

Jeg havde glædet mig meget, for ikke at sige rigtig meget, til Prometheus. Den gamle mester der vender tilbage til den franchise, han selv var med til at starte i 1979 med Alien. Men som filmen nærmede sig, og trailerne dukkede frem, faldt mine forventninger – det så ud til at blive et ligegyldigt effektbrag. Så det var med ro i sjælen, og med forventningerne i bund, at jeg satte mig ind i biografen: Nu kunne den da ikke skuffe. Men det kunne den!

Hvor stammer vi fra? En mælkemands-alien!

Filmens indledes med en prolog, hvor en stor kridhvid, og meget menneskeligt udseende alien, sættes af på en planet, opløser sig selv og lader sit DNA spredes i vandet. Så er kimen lagt til mennesket. Der klippes mange år frem i tiden, nærmere bestemt til 2089. To forskere, Elizabeth Shaw og Charlie Holloway, finder i Skotland beviser på, at der har været fremmede på Jorden. Der klippes yderlige fire år frem i tiden, hvor rumskibet Prometheus er på en mission: Menneskehedens oprindelse skal findes.

Med på skibet er de to forskere fra filmens indledning, og snart ankommer Prometheus til sin destination. Her finder man et gammelt tempel, hule eller whatever, hvor man finder beviser på en fremmed eller flere fremmede livsformer. Så langt så godt. Det er spændende og velfortalt. Men så knækker filmen. Masser af ting skal forklares, der skal fyres lidt humor og action af, mens vi venter på ”the horror, the horror.” Og ellers ikke mere om handlingen her.

Forskellige parametre

Når jeg bedømmer filmen, vil jeg gøre det ud fra flere parametre og med forskellige tilgangsvinkler: Som en decideret Alien-prequel, som en sci-fi-film og som en film i det hele taget. Og desværre fejler filmen på alle tre forskellige fronter.

Vi så det med de tre Star Wars-prequels og vi så det med Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skulls (2008): Noget der var faldet i søvn, og som ikke burde vækkes, blev vækket. Og man ville så gerne kunne lide filmene. De tog os tilbage til vores ungdom, men desværre. I Star Wars bliver det hele afmystificeret med fjollede semi-videnskabelige forklaringer på “the Force”, og Indiana Jones blev fjollet og langt ude på den langt ude måde. Af lignende stinkere i forsøget på at følge op på en succes kunne nævnes de to Matrix-sequels og Terminator Salvation (2009)

Noget af det samme sker for Prometheus: Det fede ved specielt de tre originale Alien-film var netop, at væsnernes oprindelse lå i det uvisse – eller den lå i det område, hvor man som tilskuer for alvor kunne lade fantasien løbe ned i mørke afkroge. Så hvorfor skal vi spises af med Darwinistisk Alien-evolution?

Og dem der siger, at det gøres subtilt, forstår jeg ikke. Specielt ikke når man ser filmens slutning, hvor det skæres ud i pap. Bevares. Der er fede scener og mytologiske aspekter, som får hårene til at rejse sig. Men som med så meget andet i filmen forløses det ikke og lades i stikken af det ligegyldige amokløb, som filmen tager i jagt på klimaks.

Uforløst sci-fi

Også som sci-fi-film er Prometheus lunken og kan bedst beskrives som en dårlig blanding af Mission to Mars (2000), Contact (1997) og Event Horizon (1997): Der er missionen til en fremmed verden, en pseudoreligiøs filosofisk tilgang til universet og menneskets ophav og døren, der åbnes ind til noget ubehageligt.

Desværre forløses disse helt klassiske sci-fi-elementer heller ikke ordentligt, og hvor underligt det end lyder er det bedre skildret i de tre førnævnte film, hvoraf de to også er meget ujævne og har et par skruer løs i manuskriptet – men hvis man skal have pseudoreligiøs sci-fi i en moderne form bliver det i min bog ikke meget bedre end i Contact.

Og så er vi fremme ved Prometheus som ”bare” en film: Manuskriptet er simpelthen for ringe, og det er uanset, om man har forventninger til filmen, ser den som en prequel, ser den som dyb sci-fi, horror eller noget helt andet. Uanset hvilke briller eller tolkninger man ser på filmen med, kommer man ikke uden om, at håndværket bag manuskriptet simpelthen er decideret dårligt.

Og det er specielt i filmens anden halvdel, hvor ”knækket” for alvor bliver tydeligt, da et smittet besætningsmedlem brændes med flammekasteren. Indtil da har tingene fungeret nogenlunde, spændingen har været fin osv. Men så går det galt, og filmen tager den ene underlige drejning efter den anden i forsøget på, at “komme hele vejen rundt”. I stedet bliver det bare til en løben frem og tilbage mod en slutning, som er direkte pinagtig. Da den mystiske gæst gør sin entre, løber det for alvor ud i sandet, og jeg tog mig selv i at sige, højt i biografen, ”nu stopper det altså.”

Ligegyldige karakterer og jammerlig musik

Et andet og meget vigtigt aspekt vedrørende manuskriptet er den totale mangel af indlevelse i karaktererne. I bedste fald er de ligegyldige, og i værste fald bliver de karikaturer på karikaturer. Det fede ved specielt de tre første Alien-film var, at man havde sympati for personerne, og at de fremstod som ægte mennesker på trods af, at de var placeret i sci-fi-land.

Og så er der musikken, som er et af de værste enkeltstående elementer: Ikke fordi musikken i sig selv er dårlig; den er bare helt malplaceret, særligt i forhold til hovedtemaets storladne epik, der trækker veksler på musikken fra 2001: A Space Odyssey (ikke i konkret musikalsk forstand, men stilistisk). Påfaldende nok vælger Scott da også at tracke en tidlig scene i filmen med noget af Jerry Goldsmiths score fra den første Alien. Ikke at et fremragende score kunne have reddet Prometheus, men i det mindste ville man ikke sidde og krumme tæer over musikken undervejs, hvilket man gør.

Men lad os lige tage en tur tilbage til det positive. Filmen er mageløst smuk. Og så spiller Michael Fassbender fremragende som David – lige indtil der går C3PO i den. Der er nogle få intense scener, og filmen er, langt hen ad vejen, mildt underholdende. Og det var så det. Resten af skuespillerne er ganske horrible, anført af en nærmest ikke tilstedeværende, men naturligvis smuk, Charlize Theron, en stærk skuespillerinde Noomi Rapace, som desværre ikke får meget at arbejde med, og en Guy Pearce, som sjældent er set værre. Men det er faktisk ikke deres skyld, men derimod de karakterer, som manuskriptet har skabt.

Puhaaathemus

Som prequel til Alien, eller sequel til Blade Runner (1982), som nogle meget fint påpeger, at filmen også kan opfattes, så er Prometheus en fejl, da den for mig ødelægger meget af den oprindelige myte ved at være overforklarende. Som science fiction-film er den i passager udmærket og fyldt med fine idéer, som desværre ikke forløses.

Det er bestemt ikke verdens dårligste film. Langt fra endda. Den er bare så middelmådig, at det gør ondt. Og her forpligter talent og penge altså: Med den instruktør og den pengepung i baglommen, burde man have kunnet levere et bedre resultat. At filmen er så prætentiøs, som den er, og hele PR-apparatet har ladet den komme med håret tilbage, stiv pik og forsidedrømme, gør som sådan ikke filmen ringere, men det får bare det færdige resultat til at runge så meget mere hult. Men det værste er og bliver manuskriptet.

Et manuskript, der er blevet tabt ned i toilettet, er blevet samlet op igen, og så har man lavet en film ud fra det. Desværre. Man har faktisk lyst til at synge “Will the real Prometheus please stand up, please stand up”… Og det var IKKE ment som en opfordring til Hr. Scott om at lave hverken en director’s cut eller en sequel til denne fesne prequel.

Uanset hvad har filmen sat gang i en spændende debat. Der er mange der simpelthen elsker filmen. Og det har jeg som sådan ikke noget problem med. Uden at være nedladende vil jeg blot mene, at det skyldes, at mange gerne VIL have at filmen var god. Jeg vil dog bare slutte af med dette: Velkommen til Puhaaathemus og Kejser Aliens nye klæder.

2 stjerner
Titel: Prometheus
Instruktør: Ridley Scott
Manuskript: Jon Spaihts & Damon Lindelof
Cast: Noomi Rapace (Elizabeth Shaw), Michael Fassbender (David), Charlize Theron (Meredith Vickers), Idris Elba (Janek), Guy Pearce (Peter Weyland), Logan Marshall-Green (Charlie Holloway), Sean Harris (Fifield), Rafe Spall (Millburn)
Producere: David Giler (producer), Walter Hill (producer), Ridley Scott (producer), Tony Scott (producer), Michael Costigan (executive producer), Michael Ellenberg (executive producer), Mark Huffam (executive producer), Damon Lindelof (executive producer)
Foto: Dariusz Wolski
Klip: Pietro Scalia
Musik: Marc Streitenfeld
Spilletid: 124 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2012
Produktionsselskaber: Brandywine Productions, Dune Entertainment, Scott Free Productions

Anmeldt uden for nummer | 10/06/2012

Stikord: Androider, Prequel, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

1 Comment

Skriv et svar

Your email address will not be published.