Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Masirs Vogtere 2: Havets Øje

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Havets Øje er den type album, man vil læse igen og igen. Ikke så meget på grund af historien, men mere i kraft af den energi og visuelle skønhed, som albummet besidder til overflod.

Masirs Vogtere 2: Havets ØjeSå er andet bind af Masirs Vogtere endelig udkommet, og det var med stor iver, at jeg læste albummet. Som det fremgår af anmeldelsen af Dværgenes Ø var der en del problemer med, at historien aldrig rigtig udfoldede sig, men det kan man så sandelig sige, at den gør i Havets Øje. Albummet er mere helstøbt end det første, og det skyldes også, at konflikten, personerne og settingen bliver mere klar.

Havets Øje er sammensat af bind tre og fire i den originale serie, som blev udgivet i år 2000 under titlerne Les Gardiens du Maser 3: L’oeil de la Mer og Les Gardiens du Maser 4: La Tour de Fer.

Albummet er meget lækkert og er udgivet i en slidstærk hardcoverudgave. Størrelsen er 32*24 cm – og det er stort, når man tager i betragtning, at et almindeligt dansk tegneseriealbum er 29*22 cm og G. Floy Studios andre udgivelser er omkring 26*17 cm. Så der er på det område fuld valuta for pengene.

En fjern planet
Frezzatos lumre humor.

Frezzatos lumre humor.

Forhistorien i fortællingen er – naturligvis identisk med den vi så i Dværgenes Ø – at vi befinder os på en fjern planet, hvor tingene er gået helt galt. For mange år tilbage var civilisationen på sit højeste – noget der originalt nok betegnes som Guldalderen. Det kulturelle og videnskabelige knudepunkt var Tårnet, hvor videnskabsmændene formede den omkringliggende verden – små bysamfund henlagt til de mange små øer, som pryder planetens overflade.

Det skal her tilføjes, at man i appendikset ser en grov skitse af planeten, hvor man tydeligt kan se, at der er store områder af fastland og noget, der ligner kontinenter, og som er en viden, der nok er gået tabt for planetens nuværende beboere.

Men det hele gik galt, da dværgene gjorde oprør – man får ikke nogen forklaring i selve historien på, hvad disse dværge er, men i appendikset bliver der svagt hentydet til, at de måske blev skabt som arbejdskraft. Appendikset er ikke med i Havets Øje, så man må hive Dværgenes Ø ned fra reolen og se i den.

Postapokalyptisk setting

Borgerkrigen varede i otte år, og efterfølgende mistede de små samfund kontakten med Tårnet samtidig med, at de fleste beboere på planeten døde i den lange krig – noget man godt kunne tolke som en form for Dommedag. Da vores historie tager sin begyndelse, er der gået 60 år, og de mennesker, der lever, tror, at deres små samfund er de eneste på hele planeten, og Tårnet er kun en svag erindring fra fortiden.

Samtidig er der ingen, der længere husker navnet på planeten. Vi kastes kort sagt ind i en postapokalyptisk setting, hvor de maskiner og robotter, der er, er noget fra en svunden tid, og hvor Tårnet måske vil kunne give de overlevende et håb om at genfinde den civilisation, der gik tabt under krigen.

Tårnet kommer inden for rækkevidde
Dyret bliver en forlængelse af Fangos...

Dyret bliver en forlængelse af Fangos…

Havets Øje starter, hvor Dværgenes Ø sluttede, med, at vores tre hovedpersoner Fango, Zerit og Erha alle er taget til fange af den ondskabsfulde Ivolina Yugher, de små blodtørstige dværges leder. Men de kommer hurtigt fri, og en imponerende flugtsekvens fører vores helte frem til et sted, der kaldes Havets Øje – en ø, hvor en tidligere storvogter, Succo, bor sammen med den stumme kvinde Tyta.

Succo forsvandt for mange år siden i sin søgen efter Tårnet, og med de tres ankomst ser han mulighed for at fuldende sin opgave. Der sker mystiske ting i Havets Øje, og Fango indleder et forhold til den smukke Tyta. Men snart finder den lille gruppe en løsning på deres problemer, og Tårnet kommer inden for deres rækkevidde. Men Ivolina har indledt jagten på dem, og hun finder frem til dem i det øjeblik, de når frem til Tårnet.

Og så slutter albummet ellers af med en fyrstelig cliffhanger, som gør, at man næsten ikke kan vente på, at G. Floy Studio udgiver tredje og sidste bind, Verdens Ende, i midten af juni. Ventetiden kan man dog forsøde ved at kaste sig over G. Floys imponerende katalog af mesterlige albums, som alle er anmeldt her på Planet Pulp.

En højere enhed
Erha i den 'dystre' tegnestil.

Erha i den ‘dystre’ tegnestil.

En af de markante forskelle på Dværgenes Ø og Havets Øje er historiens fokus. I Dværgenes Øje stak historien i flere forskellige retninger, og de enkelte passager og personer blev i mine øjne vægtet en anelse mærkværdigt. Stadigvæk fungerede Dværgenes Ø dog ganske fortrinligt på grund af Frezattos streg og historiens skæve indfald, men i Havets Øje går det hele op i en lidt højere enhed.

Vi finder nu ud af, hvem personerne er, hvor Tårnet ligger, og der kommer samtidig en ganske spændende og dyster skæbnefortælling ned over det hele. Samtidig med dette er historien fortalt i et meget højt tempo, hvor den ene medrivende actionsekvens efter den anden sørger for, at historien aldrig går i tomgang. Og denne håndgribelige action går godt i spænd med de bjergtagende illustrationer og den lumre humor.

Alt i alt en ganske effektiv cocktail, den gode Frezzato har skruet sammen. Som det var tilfældet med Dværgenes Ø er Havets Øje spækket med fede og underfundige detaljer, både i historien og i stilen. Min personlige favorit er den lille sidehistorie om den lille dværg Vyon, der er fulgt efter vores helte. Vi ser i små doser Vyon i forskellige situationer, hvor han konstant udsættes for nye ubehageligheder. Ganske godt fundet på, og jeg håber da også, vi får en afrunding på hans historie i sidste bind.

Lummer humor
Erha og Succo i den 'rene' tegnestil.

Erha og Succo i den ‘rene’ tegnestil.

Det bliver også mere tydeligt i Havets Øje hvilken størrelse, forfatteren og tegneren Frezzato er. Han er en meget dygtig kunstner med en forkærlighed for den store episke fortælling tilsat pubertær og fræk humor. Havets Øje er fyldt med lumre fallossymboler – og der er ikke tale om de subtile af slagsen. Prøv blot at se et par af billederne her i anmeldelsen.

Men samtidig er denne lumre humor et virkemiddel til at bløde op på den ellers noget skæbnetunge historie, som truer med at falde sammen og levere en stor, episk maveplasker. Det bliver så i denne sammenhæng meget spændende at se det tredje og sidste bind i serien for at være vidne til det færdige resultat af Frezzatos anstrengelser.

Illustrationerne er flere steder hypnotisk smukke, og det befriende ved Frezzatos humor er, at han undgår, at tegningerne og historien bliver selvhøjtidelig, som det er tilfældet hos flere andre store europæiske tegneserietegnere/forfattere – ingen nævnt, ingen glemt.

Visuelt stilskift
Vyons strabadser.

Vyons strabadser.

Der er lige en lidt underlig og meget væsentlig detalje ved tegningerne, som bør påpeges. Havets Øje er som sagt sammensat af to bind. Det første bind holder stilen fra Dværgenes Ø, men så sker der ellers ting og sager, da anden del af Havets Øje går i gang.

Det der kendetegner Dværgenes Ø og første del af Havets Øje er, at tegningerne er meget rene og klare. Anden del af Havets Øje er stadig smuk, og stilen er Frezzatos, men den er blevet mere grumset, skitsepræget og mørk. Personerne ligner sig selv, og så ligner de alligevel noget helt andet. Den eneste fornuftige forklaring er, at Frezzato i takt med, at historien bliver mere dyster og tung, har valgt at lade stilen blive det samme.

Jeg håber mine iagttagelser giver mening, når I kigger på billederne i spalten til højre. Jeg tror ikke, der er tale om en fejl fra udgiverens side, men det er en spøjs ting, som man bider mærke i med det samme, og personligt syntes jeg, at det er et fedt tiltag.

Seagal-samlingen på højkant

Havets Øje er ved første øjekast ren eye candy. Det er smukt og lækkert og pakket ind i G. Floy Studios vanlige høje kvalitet. Samtidig er historien også god – om end lidt uoriginal – men fortællingen lever på sin opfindsomhed, både i stil og i handling. Det tangerer flere steder stilistisk overkill, men Frezzato formår at holde sig på den rigtige grænse af tåleligheden.

Det er sådan et type album, som man vil læse igen og igen. Ikke så meget på grund af historien, men mere i kraft af den energi og visuelle skønhed, som albummet besidder til overflod. Nu glæder jeg mig bare til at læse afslutningen på serien for at se, om Frezzato kan følge projektet til dørs, eller om det går over grænsen og bliver til en omgang hø.

Men som med mit gamble i anmeldelsen af Dværgenes Ø vil jeg denne gang gerne sætte samtlige af mine Steven Seagal-film på højkant – og der er mange – og sige, at tredje bind nok skal blive en mesterlig afslutning på sagaen om Masirs Vogtere.

Masirs Vogtere 2: Havets Øje er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

5 stjerner

Titel: Masirs Vogtere: Havets Øje
Originaltitel: Les Gardiens du Maser: L’oeil de la Mer & Les Gardiens du Maser: La Tour de Fer
Forfatter: Massimiliano Frezzato
Tegner: Massimiliano Frezzato
Forlag, år: G. Floy Studio, 2007
Forlag, år (originaludgivelse): Éditions USA, 1999 & 2000
Albumlængde: 96 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 2’er, Fortsættelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *