Jacob Krogsøe
2 kommentarer

Legetøj

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

LegetøjLegetøj er en underfundig, underholdende, skræmmende og tankevækkende novellesamling, som både indeholder sci-fi, horror og hverdagsproblemer i en ikke så fjern fremtid. En fin udgivelse på den danske genrescene.

Med Legetøj har Mikala Rosenkilde begået en solid debut, hvor vi gennem 16 noveller oplever Danmark på en noget anderledes måde. Der er tematiske elementer, som løber som en rød blodig tråd igennem novellesamlingens sider. Og så er der også personer, der går igen.
hvid
hvid

Uhygge, satire og sci-fi

Overordnet set er Legetøj befolket af et godt sprog, spændende personer, fede drejninger i fortællingerne og et meget højt niveau. Enkelte af novellerne falder lidt til jorden, men det bliver aldrig kedeligt. Og her har novelleformen også sin styrke: Hvis det ikke fungerer helt optimalt, er der ikke langt til næste historie.

Mikala Rosenkilde veksler fint mellem det uhyggelige, det satiriske og det fantastiske. Og samtidig formår hun at gøre det realistisk inden for fiktionens rammer, hvilket er ret godt gjort, når vi både spises af med kæmpeedderkopper, flyveøgler, kannibaler og andet godtfolk fra de fantastiske genrer.

Det skyldes Mikala Rosenkildes sprogbrug, som er meget nede på jorden, og samtidig er det underfundigt og levende. Jeg kan ikke lade være med at omtale novellesamlingen som en blanding mellem Stephen King, Phillip K. Dick og den elskelige danske forfatter Finn Søeborg: Der er både horror, sci-fi og dansk underfundig humor og satire, når den er bedst.

Neglebidende spænding

Samlingen indledes af Det tynde forhæng, som sætter overliggeren højt: Den er neglebidende spændende, og fortælleformen er fremragende: Vi oplever handlingen gennem den kvindelige hovedpersons samtaler med en diktafon. Hun taler til sin mand, som åbenbart er væk, og kvinden er alene med to børn. Udenfor er en stor øgle på lur, og kvinden bliver mere og mere desperat. Enkelt og effektivt, og samtidig har slutningen et lækkert lille twist – et type twist som bruges igennem det meste af novellesamlingen.

Efter Det tynde forhæng følger 15 meget forskellige, men alligevel meget ens, noveller. Længden på novellerne varierer: Den længste, Revnen, er tyve sider mens den korteste, Afgang, er små tre sider lang. Mikala Rosenkilde kredser om et samfund i forandring og et samfund, hvor dommedagen konstant lurer. Der er religiøse over- og undertoner, vilde sci-fi-elementer, forskellige grader af vanvid og grafisk ubehag, men det hele holdes nede af det realistiske sprogbrug og de mange hverdagselementer.

Forfatterens fine sprog

Her et eksempel fra H1N13 på, hvordan det absurd voldelige blandes med det nøgternt almindelige: ”Hans-Henrik mærker den sære fornemmelse af at få indvoldene revet ud gennem rygmusklerne. Det sidste, han sanser, før hans bevidsthed slår fra, er tallene på håndledets guldur, der med nanopræcision afslører, at han nok alligevel må påregne en vis forsinkelse i dag.”

Novellesamlingen rundes fornemt af med Legetøj – en novelle der samler op på tematikkerne og leverer en fremragende fortælling gennem sit ensembleagtige format. Her viser Mikala Rosenkilde, at hun har haft en overordnet tanke med sine værker, og hendes store potentiale rulles ud for fuld skrue.

Novellens styrker

Novelleformen er god til flere ting. For det første er den en gave til den læser, som ikke orker, eller har tid til, en roman på 400 sider. For det andet undgår man tomgang. Og for det tredje kan man på forholdsvis kort plads komme omkring utroligt mange ting. En faldgrube kan være, at man som læser overhovedet ikke når at engagere sig i personerne og handlingen, men det sker ikke for Mikala Rosenkilde, som med meget få ord formår at gøre sine personer levende.

Min personlige favorit er alkoholikeren Gert i Nephila Clavipes? Hør blot her: ”Gert rejser sig besværet for at gå de 300 meter ned til Aldi efter nye forsyninger. Det er ellers hendes tur, men han nænner ikke at vække hende.” Med de to sætninger får vi så meget at vide om Gert, som mange andre forfatter skal bruge fem sider på.

Og da man fire sider længere fremme læser det følgende, føler man faktisk for Gert, og på den måde formår Mikala Rosenkilde både at skabe konkret spænding og menneskelig indlevelse: ”Kl 14:00, kort før fyraften, synker Gert sammen og taber kassen, han bærer på skulderen. Da ambulancen dukker op syv minutter senere, er han gået i koma, og tre timer efter dør han.” Kort, præcist og blottet for patos.

De varmeste anbefalinger

Flere personer dukker op på kryds og tværs af novellerne, blandt andet den usympatiske vicevært Arne Jørgensen. Og jeg tror bestemt ikke, at det er det sidste, vi har hørt til hverken Arne, et Danmark i en ikke så fjern fremtid eller Mikala Rosenkilde. Jeg var meget positivt overrasket over denne fine udgivelse, som er udgivet af det lille forlag Kandor – på redaktionens skrivebord ligger der endnu to udgivelser fra Kandor, som vi glæder os til at læse og anmelde i den nærmeste fremtid.

Legetøj er en underholdende novellesamling, som holder et højt niveau, og hvor Mikala Rosenkildes sprog glimter som et øgleøje igennem alle novellerne. De varmeste anbefalinger skal lyde herfra.

Legetøj er venligst stillet til rådighed af Forlaget Kandor.

4 stjerner

Titel: Legetøj
Forfatter: Mikala Rosenkilde
Forlag, år: Forlaget Kandor, 2011
Format: Paperback
Sideantal: 171
hvid
Samlingen indeholder følgende noveller:
Det tynde forhæng
Nephila Clavipes?
Veras vaskedag
Hypnotisøren
Sne i juli
Middagsgæsten
H1N13
Afgang
Guds udvalgte
Lavkonjuktur
Meteoritten
Tusmørkefolket
Invasion
Revnen
En anderledes dag
Legetøj

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/10/2011

2 kommentarer til Legetøj

  1. Pingback: Legetøj: første læseoplevelse fra Replikant :: Replikant

  2. Pingback: “Jeg vil underholde og sætte gang i læserens fantasi.” | Horsens kommunes biblioteker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *