Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Kvælerens hemmelighed

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jeg kan næsten ikke anbefale Kvælerens hemmelighed nok, og når du sidder med den mellem dine fedtede hænder, håber jeg, at du kan forstå hvorfor. Den er simpelthen fremragende.

Kvælerens hemmelighedKvælerens hemmelighed er blevet til i et samarbejde mellem krimiforfatteren Pierre Siniac og tegneren Jaques Tardi. Tegneserien er en adaption af Siniacs roman Monsieur Cauchemar (1992).

Her på Planet Pulp har vi tidligere stiftet bekendtskab med den dygtige franske tegner Tardi gennem den fremragende og minimalistiske Soldat Varlot (2004). I modsætning til den mere enkle Soldat Varlot kræver Kvælerens hemmelighed rigtig meget af læseren.

For det første er den teksttung. For det andet har den en masse litterære referencer, man kan forholde sig til, samtidig med at man skal have fokus på den enkle krimihistorie. Og for det tredje venter der en stor overraskelse hen i mod slutningen af albummet.

Teksttung indledning
Midnatskvæleren slår til - bemærk de overdrevne hænder.

Midnatskvæleren slår til – bemærk de overdrevne hænder.

Før selve tegneserien går i gang, er der 12 siders tung tekst med enkelte illustrationer, tegnet af Tardi. De første fem sider er avisartikler fra perioden 2.-6. februar 1959, der beskriver mordene og kommer med meget baggrundsstof. Man kan mene, at disse tekster fjerner noget af spændingen fra selve tegneserien, men på den anden side fungerer de fremragende til at indfange tidsånden og slå stemningen an.

Måske burde de blot have været som et appendiks bagerst i bogen, men samtidig er selve tegneserien så velfortalt, at man faktisk glemmer, at man godt ved, hvad der skal til at ske.

De næste syv sider er tekster, som ikke har noget direkte med fortællingen at gøre, men som er med til at slå stemningen an og pirre læserens reception af selve tegneserien, der konstant krydser grænsen mellem roman og tegneserie, og derfor er betegnelsen graphic novel meget rammende, når man omtaler Kvælerens hemmelighed.

Det er her tekster som “Slumbyernes tid”, der beskriver et slumkvarter i Paris og “Mens vi venter på Hitchcock”, som beskriver Alfred Hitchcocks kommende film – som er North by Northwest (1959).

Alle disse ting viser, at albummet virkelig kræser om sin læser, og samtidig viser det, hvor dygtigt det leger med vores forventninger om, hvad vi efterfølgende skal læse. For eksempel hører vi også om Hitchcock i selve tegneserien, da Alphonse er i biografen for at se en Hitchcock-film. Og efter de 12 indledende sider går selve tegneserien så i gang.

Kvælerens lærling
Alphonse og Esbirol i boghandlen.

Alphonse og Esbirol i boghandlen.

Historien udspiller sig i Paris i februar 1959. Politiet strejker, og en tung tåger har lagt sig som et tæppe over gaderne i Paris, hvilket naturligvis gør, at de kriminelle har gode arbejdsvilkår. Under et teaterstykker ser vi en mand, der forbander hovedrolleindehaveren Malinguet langt væk. Efter stykket er slut, følger manden efter skuespilleren.

Det bliver klart, at manden, der viser sig at være albummets hovedperson Valentin Esbirol, har tænkt sig at slå skuespilleren ihjel. Esbirol har et antikvariat, hvor specielt krimigenren, sjovt nok, fylder meget på hylderne.

Den efterfølgende aften myrdes Malinguet – han kvæles – og næste dag døbes morderen Midnatskvæleren af pressen. Men det er kun det første mord. Vi finder ud af, at Esbirol har en evne til at hypnotisere folk, og det bruger han, mens han kvæler sine ofre.

I Esbirols butik hænger den lille, tykke knægt Alphonse ofte ud. Han elsker at læse krimier frem for at gå i skole. Alphonses stedfar er en politimand ved navn Budé, og som handlingen skrider frem, begynder Budé at efterforske sagen på trods af, at politiet strejker. Alphonse er dybt betaget af Esbirol, og snart får han da også lov til at overvære et mord, og han bliver på en måde kvæleren Esbirols lærling.

Tingene begynder at tilspidses, da Alphonse finder ud af, at Esbirol har skrevet en krimiroman med titlen Kvælerens hemmelighed – og sjovt nok er romanens forside tegnet af en tegner ved navn Tardi – endnu engang noget, der viser de utallige lag, der er i fortællingen.

Flere lig dukker op, og hen mod slutningen præsenteres vi for en meget overraskende drejning, som helt er i krimigenrens ånd, og hvor en masse overraskende begivenheder indtræffer. Rent faktisk er der flere forskellige slutninger, hvor mere og mere af kvælerens hemmelighed kommer frem til overfladen.

Nyskabende og gammeldags
Eksempel på meget realistisk miljøskildring.

Eksempel på meget realistisk miljøskildring.

Tardis streg er på én og samme tid stiliseret og realistisk. Hans persontegninger tangerer flere steder det manierede, hvor specielt kroppene flere steder er helt ude af proportioner – nøjagtig som det var tilfældet i Soldat Varlot – men samtidig er hans miljøskildringer helt sublime og ofte meget detaljerede. Og dem der kender til Paris vil givetvis finde steder, som de kender. Det er en sær blanding, som ikke desto mindre er helt fantastisk at se på. Nyskabende og gammeldags på samme tid.

Albummet er spækket med metalag og referencer til krimilitteraturen. Da Alphonse kigger på sin stedfader, kommissær Budé, tænker han for sig selv: “Han tror, han er Maigret, men de har kun piben tilfælles, ikke omløbet i hovedet”. Maigret, eller Commisaire Maigret, er en af de kendte skikkelser i krimilitteraturen; en fiktiv person fra Georges Simenons krimier, som ofte på egen hånd løser den ene kriminalgåde efter den anden (skrevet fra 1931-1972).

Og referencen til Maigret er meget præcis, da Budé forsøger at opklage sagen om kvæleren på samme måde, som Maigret ville gribe det an. Desuden er Esbirol stor fan af Conan Doyle, og Alphonse hugger også en Edgar Wallace roman fra Esbirols butik.

Kvælerens hemmelighed vil utroligt meget, og kan heldigvis utrolig meget. Historien er godt fortalt, og tegningerne helt sublime, så det lykkes at få det store projekt helskindet i land.

Simpelthen fremragende
Alphonse i biografen.

Alphonse i biografen.

Kvælerens hemmelighed er noget så sjældent som en teksttung metakrimi, fortalt i et meget stilistisk formsprog. Så hvis du forventer en letbenet krimi, bør du holde dig væk, da Kvælerens hemmelighed kræver meget af sin læser. Personligt er jeg meget imponeret af Kvælerens hemmelighed, og da jeg læste den igennem anden gang, gik det op for mig, hvor helstøbt den er.

Jeg kan næsten ikke anbefale den nok, og når du sidder med den mellem dine fedtede hænder, håber jeg, at du kan forstå hvorfor. Den er simpelthen fremragende og et meget godt alternativ til de amerikanske tegneserier, som oversvømmer de danske butikker.

Kvælerens hemmelighed er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

6 stjerner

Titel: Kvælerens hemmelighed
Originaltitel: Le Secret de l’étrangleur
Forfatter: Pierre Siniac
Tegner: Jaques Tardi
Forlag, år: Carlsen Comics, 2007
Forlag, år (originaludgivelse): Casterman, 2006
Albumlængde: 95 sider
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Frankrig, Paris

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *