Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Kødets Afveje

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Kødets AfvejePå trods af et noget ujævnt sprog, er Kødets Afveje en både spændende og velfortalt lille gyserroman med lovecraftianske undertoner, der får ekstra charme og kulør af, at den foregår i Århus og København.

Nicolai Svaneborg er i begyndelsen af trediverne, og har aldrig rigtig fundet ud af, hvad han skal med sit liv. Efter at have arvet fra sin noget excentriske bedstemoder, åbnede han et lille ejendomsmæglerfirma, men derudover fiser han lidt forvirret rundt i Århus, hvor han bor, og prøver at finde meningen med sit liv.

Pletter på pikken

Anders Hoberg (f. 1975)

Det er denne rodløshed, der fører til det mareridt, han kommer ud for i løbet af Kødets Afveje, for på et billedkunstkursus møder han en pige, som han har et kortvarigt (og alt andet end vellykket) seksuelt forhold med. Det er derefter, at pletterne dukker op. Og ikke et sted på sin krop, man har lyst til at opdage pletter efter at have dyrket ubeskyttet sex. Ja, Nicolai Svaneborg får pletter på sin pik.

Han er for pinligt berørt til at opsøge sin egen læge, så han spørger sin barndomskammerat og ansatte, nørden og døgenigten Jonas, til råds. Det ender med, at Nicolai træffer en aftale med Jonas’ læge, der bærer det besynderlige navn Lalartu. Lægen optræder yderst professionelt, men så begynder de mærkelige ting virkelig at tage fart.

Pludselig falder en appelsin i Nicolais turban – eller rettere i ejendomsmæglerfirmaets. De får en stor klient, en vis enkefru Vacui, der både ønsker at sælge en række lejligheder i Århus og sit store hus i Risskov. Da Nicolai og hans anden ansatte, den midaldrende Valdemar, besøger enkefruen, fanger Nicolai et kort glimt af doktor Lalartus ansigt i en halvåben dør. Men hvad laver doktoren dér, og har det noget at gøre med Nicolai?

Sammensværgelse med lovecraftianske undertoner

Den gode Nicolai når ikke at komme til bunds i mysteriet, før han bliver viklet endnu dybere ind i det. Da han en dag træder ind i sin lejlighed, bliver han overmandet og bedøvet, og da han igen kommer til bevidsthed befinder han sig slemt forslået i kælderen under Villa Vacui. Forinden har han gennemgået et længerevarende forhør med både bank og sandhedsserum, men Nicolai har ingen anelse om, hvad det er for en “hemmelighed”, hans overfaldsmænd er ude efter.

Enkefruen, der kommer for at hovere over ham, bliver han ikke meget klogere af at tale med, men til gengæld finder han til sin rædsel ud af, at Vacui og hendes medsammensvorne har tænkt sig at æde ham for at få del i den hemmelighed, de mener, Nicolai bærer rundt i sin krop. Hvad der videre sker, skal jeg ikke afsløre her.

Som man nok kan fornemme på handlingsreferatet, der dækker de første ca. 75 af romanens 236 sider, er Kødets Afveje ikke en helt almindelig “spændingsroman”, hvilket ellers er, hvad forsiden definerer romanen som. Selv om romanen bestemt er spændende, er der genremæssigt snarere tale om en fint sammenskruet lille gyserroman, og uden at afsløre for meget kan jeg roligt fortælle, at der er kraftige lovecraftianske undertoner. For Nicolai finder snart ud af, at der er mere mellem Himmel og Jord end man kan se med det blotte øje, og at enkefru Vacui og hendes folk repræsenterer de, der er ude på at ombringe det hele.

Forfatterdebutant

For at løse gåden må Nicolai til København for at finde pigen, der gav hemmeligheden videre til ham, og det er også i hovedstaden, at romanens klimaks finder sted. Som århusianer er det en smule ærgerligt, at hele handlingen ikke kunne finde sted her i byen, men det er naturligvis bare lokalpatriotisk pladder, for romanen fungerer også fint, efter handlingen flytter østover.

Mit første indtryk af Kødets Afveje var ellers ikke just positivt. I løbet af de første få sider opdagede jeg med det samme adskillige slåfejl, foruden et noget svulstigt og ujævnt sprog, der også byder på indtil flere knækkede metaforer. Sproget bliver noget bedre, jo længere man kommer ind i romanen, men man kommer ikke uden om, at man sagtens kan mærke, at det er Hobergs forfatterdebut. Det noget ujævne sprog bunder bl.a. i, at Hoberg er meget glad for metaforer. Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting, men alt med måde, og stedvist bliver det ganske enkelt lidt for meget af det gode. Det er også især i metaforerne, at Hobergs udprægede humoristiske sans finder vej til romanen, og det er faktisk lidt ærgerligt, at humoren sniger sig ind, selv i romanens mest intense passager.

Det sidste er dog en mindre anke, og sproget bliver som sagt bedre i løbet af romanen, og hvis Hoberg fortsætter som forfatter vil hans sprog sikkert også udvikle sig i den rigtige retning. Endeligt må man også konstatere, at det ikke er Hobergs skyld det hele. Generelt fornemmer man helt klart, at bogen mangler en dygtig redaktør, og den hænger forlaget på. Ikke alene ville en redaktør have kunnet påpege de sprogligt mest ujævne passager, men i denne proces ville en del uheldige stavefejl og slåfejl også være blevet fanget.

Når jeg, trods min irritation over det stedvist svulstige og hele vejen igennem ret ujævne sprog, godt kan lide Kødets Afveje, skyldes det, at bogen er skrevet med hjertet på rette sted. Det er et ærligt forsøg på at fortælle en gyserhistorie i danske omgivelser, og det tilmed en gyserhistorie, der plotmæssigt ligger meget tæt op ad Lovecraft. At bevæge sig ind på lovecraftiansk territorium ender ofte helt galt, men her har Hoberg været så klog, at han både undgår deciderede lovecraftianske referencer og de fleste klichéer. Således formår han nærmest at etablere sin egen “mytologi”, og under alle omstændigheder er kannibalismemotivet en ny ting. Med idéen om at man kan bære hemmeligheder rundt i sit kød, er vi nærmest inde på Cronenberg-territorium, og det virker faktisk enormt godt i den kontekst, Hoberg sætter det ind i.

Af en nørd for nørder

Endelig må det bemærkes, at Kødets Afveje er skrevet af en nørd for nørder, og det giver for mit vedkommende charmeniveauet et ekstra nøk opad. I løbet af romanen er der mange referencer til mere eller mindre nørdede ting såsom Star Trek, Marvel-tegneserier og genrefilm – og selv om Carpenters Flugtaktion New York (Escape from New York) omtales som “Flugten fra New York”, ved vi godt, hvad forfatteren mener. Når forfatteren i sin dedikation takker en ven for “fornøjeligt selskab ombord på Arkham Ekspressen” kan man kun gætte på, hvad det er, men det skulle ikke undre undertegnede, om der er tale om rollespil – mere specifikt Call of Cthulhu. Omtalen af Arkham antyder jo under alle omstændigheder for den belæste nørd, at der kunne være noget lovecraftiansk i vente, og her bliver man da heller ikke skuffet.

På trods af de temmelig mange genrereferencer kan Kødets Afveje sagtens læses af uindviede, men der er ingen tvivl om, at det sætter lidt mere kulør på romanen, hvis man kender Hobergs referencer.

Alt i alt er Kødets Afveje et positivt bekendtskab, så længe man kan sætte sig ud over det ujævne sprog. Er man i stand til det, vil man blive belønnet med en stærkt underholdende og stedvist intenst spændende dansk gyserroman, der tilmed formår at tilbageholde præcis så megen information for læseren, at man gerne vil have mere.

Kødets Afveje er venligst stillet til rådighed af Forlaget Facet.

4 stjerner

Titel: Kødets Afveje
Forfatter: Anders Hoberg
Udgivet: 2008
Forside: Anders Hoberg
Forlag: Forlaget Facet
Format: Paperback
Sideantal: 236

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *