The Icewind Dale Trilogy – Book One: The Crystal Shard

11 minutters læsetid
The Icewind Dale Trilogy - Book One: The Crystal Shard

Det er femte gang, jeg læser The Crystal Shard, og den står for mig som noget af det mest underholdende indenfor fantasygenren. Det er lidt det samme, som når jeg gang på gang ser Die Hard (1988) eller Raiders of the Lost Ark (1981). Jeg ved præcis, hvad der sker, men samtidig er det som at sige goddag til en gammel ven. Jeg føler mig i godt selskab med Drizzt og de andre, og er underholdt hver eneste gang, jeg tager bøgerne ned fra reolen.

Et møde med en gammel ven

Der er nu gået tre år, siden den sidste bog om Drizzt og co, The Two Swords (2004), udkom, men ventetiden er nu slut. I slutningen af september udgav Salvatore The Orc King (2007), som er første del i en ny trilogi, og jeg glæder mig som et lille barn til at læse den.

Kort fortalt kan man sige, at The Crystal Shard var Salvatores debutroman, som foregår i Forgotten Realms – som de lokale kalder Faerûn – som var en af TSR’s bedst sælgende rollespilsverdener, og som man også kender fra computerspillene Baldur’s Gate (1998), Icewind Dale (2000) og Neverwinter Nights (2002). I denne sammenhæng har Salvatore også spillet en stor rolle, da flere af hans personer og steder optræder i spillene, specielt i Icewind Dale, og det kulminerede også, da Salvatore blev krediteret som forfatter bag computerspillet Demon Stone (2004).

For en god ordens skyld vil jeg nævne, at et kendskab til Forgotten Realms, og til rollespil generelt, ikke er nødvendigt for at kunne nyde Salvatores værker. Men et lille kendskab kan dog give et ekstra lag, som enten vil gøre det til en federe oplevelse, eller til en omgang nørderi, hvor man undrer sig over, at Wulfgar kan skade så mange hit points, at han fælder en kæmpe med ét slag, og hvordan Drizzt kan klare alle de vilde terningslag, som han nu engang ville gøre, hvis der var tale om et rollespil.

The Crystal Shard er inddelt i tre afsnit, “Book 1: Ten Towns”, “Book 2: Wulfgar” og “Book 3: Cryshal-Tirith”, og de 333 sider er fordelt på 31 kapitler samt en prolog og en epilog.

Den episke handling

Og lad os så tage et kig på handlingen i The Crystal Shard. Fortællingen indledes af en dyster prolog, hvor vi i The Abyss møder dæmonen Errtu. Den onde skabning tænker kun på én ting, og det er den magtfulde og diabolske magiske ting, som bærer navnet Crenshinibon. Artefaktet blev i sin tid skabt af syv udøde troldmænd, liches, som i skabelsen af artefaktet blev opslugt af det. Og det er netop et artefakt som Crenshinibon, der vil kunne give Errtu magten til at blive en endnu mere magtfuld dæmon. Vi hører, at tingen nu befinder sig i en verden ved navn Forgotten Realms, og så springer handlingen til Icewind Dale, som ligger i den nordligste del af netop Forgotten Realms.

Her møder vi den ynkelige magikerlærling Akar Kessel, som sammen med sin mester og nogle andre troldmænd har taget turen fra Luskan mod syd til Ten-Towns, som ligger i Icewind Dale. Man skal her forstå, at Icewind Dale er et meget hårdt landskab, hvor der konstant er kulde fra den vind, som har givet dalen sit navn. Dalen ligger nord for bjergkæden Spine of the World, og syd for det store ishav med navnet Sea of Moving Ice. Det er i denne dal, at flygtninge, kriminelle, lykkeriddere og andet godtfolk har søgt tilflugt omkring tre store søer, hvori man kan fange en bestemt fisk, der kun lever i den del af verdenen. Fisken er kendt for sit indhold af elfenben, hvilket gør det til en meget værdifuld fisk.

I bogen findes også en skitse af Icewind Dale, hvor man ser søerne og byernes placering.
I bogen findes også en skitse af Icewind Dale, hvor man ser søerne og byernes placering.

Rundt omkring de tre søer er der ni byer, og mellem søerne ligger områdets hovedstad. Det hele benævnes meget originalt Ten-Towns. Når vejret tillader det, kommer der handlende fra syd, som køber ting af de lokale. Der er naturligvis ti byer, hvoraf Bryn Shander er den største. Udover det lille menneskesamfund bor der også en dværgeklan, som er anført af Bruenor Battlehammer. Og længere væk, rundt omkring på den store tundra, lever barbarerne. Udover mennesker og dværge er der naturligvis også et utal af farlige monstre. Så velkommen til et vaskeægte fantasyland.

Den onde magiske krystal

Akar Kessel overtales af de andre troldmænd til at slå sin mester ihjel, og det gør han. Men snart svigter hans nye “venner” Akar, og lader ham ligge i sneen for at dø. Men sjovt nok finder den lille ynkelige Akar selveste Crenshinibon, som er udformet som en krystal, og som hjælper ham med at overleve. Og så skifter vi scene igen. Vi møder halflingen Regis og drow-elveren Drizzt, som begge er gode venner med dværgen Bruenor. Men noget er helt galt. En invasion truer, og vennerne forsøger at få bysamfundene til at stå sammen. Det lykkes, og de angribende barbarer bliver da også tæsket sønder og sammen. Bruenor tager en ung barbar som sin fange, så han kan råde bod på de fejltagelser, som hans folk begik.

Så springer handlingen fem år frem i tiden. Akar Kessel planlægger en storstilet invasion af Ten-Towns, og som sin hjælper har han Crenshinibon, der med sin magtfulde ondskab leder Akar frem. Med krystallen får Akar mægtige evner, og han får samlet sig en kæmpehær bestående af orker, gobliner, trolde og kæmper. Og ved sin side får han dæmonen Errtu, der langt om længe har fundet frem til det magtfulde artefakt. Crenshinibon har sin egen vilje, og det er den, der får Kessel til at kridte skoene. Ud over sin evne til at manipulere, kan Crenshinibon skabe et magisk tårn, som giver bæreren, i dette tilfælde Akar, stor magt.

I mellemtiden er den unge barbar, ved navn Wulfgar, blevet til en mand. Han er gennem sit arbejde i minerne blevet en meget stærk mand (rollespilsnørder vil nok sætte ham til at have en styrke på 19), og samtidig har Bruenor gjort ham til en god mand, og Drizzt lærer ham at kæmpe. Men igen er fanden løs i Icewind Dale, og igen er det op til vores helte at redde dagen. Her skal der først nedkæmpes en hulens masse kæmper, dræbes en drage, snydes en troldmand og meget mere, som jeg ikke vil røbe her. God fornøjelse med en herlig omgang pop-fantasy.

Hvorfor elsker man det?

Men hvad er det så lige, der – i mine øjne – gør, at Salvatore er så dygtig, og gør The Crystal Shard til en milesten inden for den moderne fantasygenre? For det første gør Salvatore det ikke mere besværligt end som så. Han benytter sig af en enkel setting, omend han i senere bind folder større scenerier ud, og han har en håndfuld gode karakterer. Hovedkonflikten er simpel og gennemtænkt, og sproget er enkelt og effektivt. Men det vigtigste er nok Salvatores evne til at underholde og udvise en nærmest filmisk sans for timing og dramaturgi. De 333 sider er spækket med så meget handling, som Tolkien ikke engang kunne klemme sammen i sine tre store murstensbind i The Lord of the Rings. Ja, Salvatore har ikke Tolkiens evne til de malende beskrivelser og kedelige passager, men derimod har han evnen til at underholde fra start til slut. The Crystal Shard har ikke, heller ikke efter femte gennemlæsning, noget, der minder om kedelige passager.

Salvatore veksler fremragende mellem de kortfattede og rammende stemningsbeskrivelser, samspillet mellem sine hovedpersoner, små intermezzoer, hvor vi hører, hvad skurken har gang i, klassiske dungeonpassager og, sidst men ikke mindst, de store og episke slag. Og her viser Salvatore én af de ting, som er blevet hans varemærke: sin evne til at formidle kamp og action. Hvad enten Drizzt og Wulfgar kæmper mod en hvid drage, eller når vi befinder os midt i kæmpleslag, har Salvatore fingeren på pulsen, og river sin læser gennem den ene fantastiske kamp efter den anden. Han veksler mellem imponerende beskrivelser af kampteknik og brutale skildringer af død og vold. Salvatore er garant for pop-fantasy af den fineste slags, som Tolkien-fanatikere vil hade, men alle os andre elske.

Fantasyhelte af den rette støbning

Salvatore er en forfatter med et stort talent for at fortælle medrivende historier. Han formår samtidig at gøre det noget utroværdige univers troværdigt, hvilket man må sige er noget, som ikke alle fantasyforfattere magter. Han har derudover et godt greb om sin setting – man mærker eksempelvis flere steder, at Salvatore selv er rollespiller – og hans hovedpersoner er gjort af det stof, som skaber legender. Drizzt Do’Urden er en vaskeægte helt, hvis folkeslag er et af de mest nederdrægtige, men han er unik. Han er god som dagen er lang, og gør sit til at gøre ”Jorden” til et bedre sted. I The Crystal Shard antager han ikke nogen dominerende hovedrolle, men det er tydeligt, hvorfor han blev så populær, at Salvatore valgte at skrive hele hans forhistorie, og lade ham være hovedpersonen i resten af serien.

Drizzt er bare en sej motherfucker, som appellerer til både rollespillere og folk, der godt kan lide helte med en kant, og vi vil i de kommende mange bind komme meget tættere på ham. Han er sammen med magikeren Elminster, der er skabt af forfatteren Ed Greenwood, nok den mest kendte og højtelskede fantasyhelt.

Drizzt er flankeret af en gruppe fantasy-allstars. Vi har den grove og meget voldelige dværg Bruenor, der har hjertet på det rette sted. Regis er den lille hafling, som med sin snilde konstant overrasker. Catti-brie er den unge kvinde, som gør Wulfgar, og i senere bind også Drizzt, blød om hjertet. Og til sidst er der Wulfgar, som er alle drenges definition på en helt: en muskuløs barbar med en hammer, der vender tilbage, når han kaster den, og et hjerte af det pureste guld. Og her er det på sin plads at nævne nogle af de ting, som helt sikkert har inspireret den unge Salvatore tilbage i slutningen af 80’erne. Vi starter med Wulfgars hammer. Hvis jeg siger Thor, siger I Mjølner.

Kopicentral

Da Bruenor fortæller om sit gamle hjem, Mithril Hall, nævner han, at dværgene kom til at grave for dybt, og der kom rædsler fra dybet, og tvang hans folk væk. Det lyder da ret meget som Morias Miner fra The Lord of the Rings, og generelt minder Bruenor da også om Gimli. Og i denne sammenhæng kan man også nævne det spil, som Drizzt og Wulfgar har kørende, når de dræber monstre. Her tæller de, og ser hvem, der har dræbt flest, nøjagtig som Legolas og Gimli gør det i The Lord of the Rings. Og så har vi haflingen Regis, der med sin ring, nej undskyld juvel, bliver den, der skal redde dagen.

Da man hører om Wulfgars ”opvækst” i minerne kommer man grangiveligt til at tænke på Conans omgang med hjulet i Conan the Barbarian (1981), og da Wulfgar, før han får sin frihed, bliver trænet af en ”eksotisk” mester, tænker man også på Conan-filmen. Hele slutslaget i romanen ligner noget, der er taget ud af Star Wars Episode VI: Return of the Jedi (1983) – hele settingen minder om filmen, hvor sci-fi elementerne naturligvis er undladt, og den snakkesalige Akar Kessel minder om Kejseren. Og man kunne fortsætte med at nævne elementer, som er set før. Det gør jo også, at The Crystal Shard aldrig kommer til at virke videre original, og det tror jeg bestemt heller ikke har været Salvatores hensigt. Han er et stort legebarn, som heldigvis besidder en fin evne til at fortælle, som gør den uoriginale historie vedkommende.

Debutroman

Det skal dog lige pointeres, at man godt kan mærke, at The Crystal Shard er Salvatores debutroman. Det skinner tydeligt igennem, at vi har at gøre med en ung forfatter, som ikke helt har fået finpudset sit sprog. Flere steder optræder der også lidt fjollede passager, som, når man har læst flere bind i serien, forekommer lidt malplacerede. Men igen har det også sin helt umiddelbare charme, som står i stærk kontrast til nogle af de mere følelsestunge og karakterdrevne bind, som vi ser senere i serien. I The Crystal Shard er alt unødvendigt skåret væk, og det er det stærke og medrivende plot, som er i fokus.

På trods af, at historien er ganske banal, og sproget til tider lettere barnligt, kommer man heller ikke uden om, at The Crystal Shard flere steder er følelsesmæssigt ganske rørende. Det vil jeg illustrere med tre eksempler. Det første finder sted, da barbarerne lige er blevet besejret. Her ligger Drizzt besvimet mellem venner og fjender, og den skeptiske Kemp beslutter sig for at dræbe ham, da han hader drow-elevere. Men her kommer den retfærdige Agorval til. Han ved godt, at Ten-Towns ville være blevet jævnet med jorden, hvis det ikke havde været for Drizzt og hans heltemodige gerninger. Han stopper Kemp, og det er dejligt, når en helt anerkendes uanset sin baggrund. Det andet eksempel finder man, da Bruenor smeder den magtfulde hammer Aegis-fang til Wulfgar. Det kræver alle Bruenors talenter som smed, og på trods af, at han måske vil miste lysten til at arbejde i en smedje, vælger han alligevel at lave hammeren til den unge barbar. Rørende.

Episk så man kommer i bukserne

Det sidste eksempel finder man på slagmarken hen i mod slutningen, hvor Bruenor og hans dværge overvejer at grave sig ned i deres mine. Men så hører Bruenor en velkendt sang, som varsler, at Wulfgar er på vej til undsætning. Jeg vil lade Salvatores egne ord beskrive dette meget episke og storladne øjeblik:

“But Bruenor unexpectedly ordered the tunnel experts to come back out of the shafts and the dwarves to hold their line. He had heard the first notes of an ancient song, a song that, just a few years before, would have filled him with dread. Now, though, it lifted his heart with hope. He recognized the voice that led the stirring words.”

Det er mine øjne ganske smukt og voldsomt episk, og hver eneste gang, jeg læser denne passage bliver jeg rørt. Men jeg er også en sucker for den slags.

Hvis du aldrig har læst noget fra Salvatores hånd, vil jeg på det varmeste anbefale, at du kommer i gang. Det kan godt være, dine venner vil grine af dig, og sige, at det er banal litteratur. Men hvad fanden – når det er så godt lavet som her, kan du grine hele vejen fra butikken med din trillebør med Salvatore-romaner med en viden om, at du skal læse en røvfuld underholdende fantasylitteratur. Meget bedre bliver det ikke, så længe du ikke forventer et stort litterært mesterværk. The Crystal Shard er da også til dato én af Salvatores bedste. Og hvis du har læst den, er det jo bare at komme op på hesten og læse den igen, igen, og igen.

6 stjerner
Titel: The Crystal Shard
Seriens titel: The Ice Wind Dale Trilogy
Forfatter: R.A. Salvatore
Udgivet: 1988
Forlag: TSR
Format: Paperback
Sideantal: 333 sider

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Fantasy, Rip-off, Trilogi

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.