A View to a Kill

Da James Bond i Sibirien finder en perfekt kopi af en tophemmelig britisk computerchip, falder mistanken straks på den stenrige computerchipfabrikant Max Zorin (Christopher Walken). Zorin er en østtysker, der er flygtet til vesten og har opbygget et industrielt imperium, og Bond lugter straks blod.

Zorin er også ejer af et eksklusivt hestestutteri, og her er der også mistanke om snyd, så Bond rejser til Paris for at mødes med en privatdetektiv, der har Zorin i kikkerten. Detektiven – med det latterlige navn Achille Aubergine – bliver dog taget af dage af en mystisk sortklædt snigmorder, der efterfølgende kaster sig ud med faldskærm fra Eiffeltårnet.

Bond får sine chefer til at skaffe ham adgang til Zorins kommende hesteauktion, der foregår under luksuøse forhold på Zorins slot (læg i øvrigt mærke til Alison Doody i en lillebitte rolle som én af Zorins kvindelige håndlangere – senere snoede hun Harrison Ford om sin lillefinger som Dr. Elsa Schneider i Indiana Jones and the Last Crusade, 1989).

Bond går undercover som den lapsede rigmand St. John Smythe sammen med hesteeksperten Sir Godfrey Tibbett (Patrick Macnee), der indtager rollen som St. John Smythes chauffør. Sammen opdager de ikke alene hemmeligheden bag Zorins vinderhest Pegasus, men Bond kan også konstatere, at Zorin lader til at hamstre mikrochips.

Efter nær at være blevet taget af dage, rejser Bond videre til Californien, hvor hovedplottet udfolder sig. Sammen med den kvindelige geolog (og filmens primære Bond-babe) Stacey Sutton (Tanya Roberts), finder Bond ud af, at Zorin planlægger at sætte sig på verdensmarkedet for mikrochips ved at oversvømme Silicon Valley.

Gamle Roger

A View to a Kill er en underholdende omgang vrøvl, der faktisk kun har to virkelige problemer: For det første ser Roger Moore alt, alt for gammel ud i rollen som Bond. Han havde allerede problemer med troværdigheden i den to år ældre Octopussy (1983), men i A View to a Kill begynder det faktisk at blive en smule pinagtigt.

Det er svært at sætte fingeren på præcist, hvad det er, der gør, at Moore ser gammel ud, for lige bortset fra, at han er blevet en smule kraftigere, fejler fysikken sådan set ingenting – og der har jo i øvrigt været stuntmen til det grove arbejde. Det er noget ved Moores ansigt, særligt øjnene, der er begyndt at have et mærkeligt gammelmandsudseende allerede på dette relativt tidlige tidspunkt.

Som sådan holder både Sylvester Stallone og Harrison Ford, der begge har haft actionroller i en moden alder, sig betydeligt bedre: De ser hærgede og slidte ud, men ikke på den lettere indsunkne facon, Moore ser ud på i A View to a Kill.

Det andet problem ved A View to a Kill er Bond-baben. Tanya Roberts, der spiller Stacey Sutton, har måske nok udseendet med sig (selv om andre Bond-babes klart har været lækrere), men hun er bare virkelig, virkelig kedelig.

En del positive aspekter

Men der er bestemt også positive aspekter ved A View to a Kill – faktisk en del af dem. Som sagt er historien en underholdende omgang vrøvl, der virker ikke så lidt inspireret af Alistair MacLeans roman Goodbye California fra 1977. Selv om filmen henter sin titel fra en Bond-novelle af Ian Fleming (novellen From a View to a Kill fra samlingen For Your Eyes Only, 1960), har filmen intet at gøre med novellens handling.

Manuskriptet, af Richard Maibaum og Michael G. Wilson, fungerer upåklageligt, om end forudsigeligt, og plottet er fint bundet op på én af datidens store nye ting, mikrochippen, der i midtfirserne for alvor var ved at invadere folks hjem i form af videospil og hjemmecomputere.

Vigtigere end det strømlinede plot er de skuespillere, der omgiver Bond – eller nogen af dem i hvert fald! Christopher Walken overspiller klart i rollen som Zorin, men selv når han overspiller, er Walken værd at se på, og der er få, der kan spille stjernepsykopater lige så godt. Og overspil eller ej så tilføjer Walken faktisk rollen noget regulært uhyggeligt, der er med til at gøre Max Zorin til én af de klart mindeværdige Bond-skurke. I rollen som May Day gør Grace Jones en imponerende figur, ligesom May Day må betegnes som én af de mest aparte Bond-piger til dato.

Endelig er Patrick Macnee ret forrygende som den engelske gentleman, der må gå undercover som Bonds chauffør og finde sig i at blive hundset rundt med af Bond. Macnees optræden i en Bond-film er på mange måder også long overdue, da han sideløbende med mange af de tidlige Bond-film fra 1960’erne havde hovedrollen i den klassiske spion-TV-serie The Avengers (1961-69), der også havde to Bond-piger på rollelisten (Honor Blackman fra Goldfinger, 1964, og Diana Rigg fra On Her Majesty’s Secret Service, 1969).

Som et kuriosum kan det nævnes, at A View to a Kill var Dolph Lundgrens første optræden i en spillefilm – før han for alvor slog igennem som Drago i Rocky IV, som også er fra 1985. Dolph kan ses i en ekstremt lille rolle som KGB-gorilla. Endelig bør det også nævnes, at Lois Maxwell i A View to a Kill havde sin sidste optræden i rollen som Miss Moneypenny.

Maxwell var jævnaldrende med Roger Moore, og havde medvirket i samtlige 14 Bond-film op til dette punkt. Maxwell var fast inventar, og på dette tidspunkt var det utænkeligt at have en Bond-film uden mindst én scene med lidt humoristisk dialog – gerne med seksuelle undertoner – mellem Bond og Moneypenny.

Velfungerende og basalt underholdende

Produktionen af A View to a Kill er der heller ikke mange fingre at sætte på. Mest imponerende er nok faldskærmsudspringet fra Eiffeltårnet, som producenterne efter mange og lange forhandlinger med Paris’ bystyre endeligt fik lov til at filme – endnu én af Bond-filmenes mange imponerende faldskærmsstunts. Også den klimaktiske kamp på San Franciscos berømte Golden Gate-bro er flot realiseret som en blanding af effektskud og virkelige optagelser af broen.

Det hele er afviklet uden svinkeærinder af John Glen, der også havde stået i spidsen for de to forudgående Bond-film og skulle komme til at lave de to næste.

A View to a Kill er måske langt fra nogen perfekt Bond-film, og man kan kun tænke på, hvor stærk den kunne have været med en yngre skuespiller som Bond og en lidt mere interessant Bond-babe. Det ændrer bare ikke på, at der er tale om en velfungerende og basalt underholdende historie, som Roger Moore bestemt godt kan være bekendt som sin svanesang i rollen.

Anmeldt i nr. 81 | 13/07/2012

Stikord: James Bond