The War of the Worlds

7 minutters læsetid
The War of the Worlds

Mange vil sikkert huske tilbage på Byron Haskins filmatisering af H. G. Wells’ roman The War of the Worlds (1898) med varme følelser. Sådan en dejlig sci-fi-basker fra 1950’erne med en fin historie og meget gode effekter, og jeg var netop én af dem, der havde en god erindring om filmen. Effekterne er stadigvæk rigtig gode – man forstår godt, at de vandt Oscaren for bedste special effects tilbage i 1954 – og lyddesignet i top, men det er fortællingen desværre ikke. Og da filmen samtidig er en ganske dårlig filmatisering gør det i mine øjne bestemt ikke tingene bedre.

Den er rivende gal på Jorden. De onde Marsboere har udset sig vores frodige planet, og de påbegynder invasionen tæt på Los Angeles. Deres fartøjer, skjult i meteoritter, dukker pludselig frem, og menneskeheden, altså nogle naive amerikanere, møder de fremmede med venlighed. Det skulle de aldrig have gjort, og snart er vores hovedperson Dr. Clayton Forrester og hans kvindelig flirt Sylvia Van Buren i problemer. Marsboernes rumskibe, og deres dødsstråler, slår al modstand ned, og snart finder vi ud af, at denne invasion er påbegyndt over hele jordkloden. Og så ikke mere om den handling, og ikke et ord om skuespillerne, som alle gør det, de skal, og uden at man bider mærke i noget som helst.

Store navne

Noget falder ned fra himlen
Noget falder ned fra himlen.

Allerede i 1924 sikrede Paramount sig rettighederne til H. G. Wells’ roman, vel at mærke stumfilmsrettighederne, men da produktionen gik i gang fik man hurtigt ordnet det, så det også gjaldt talefilm. Wells selv døde i 1946, så han nåede ikke at se den første filmatisering af sin mesterlige roman.

Store navne som Orson Welles, der havde haft stor succes med et radiospil over romanen tilbage i 1938, Cecil B. DeMille og Alfred Hitchcock var i tale som instruktører. Men alligevel skulle vi helt op til starten af 1950’erne, før der begyndte at ske noget. Multitalentet fra det, der frem til 1918 hed Østrig-Ungarn, George Pal, blev tilknyttet som producer, og amerikaneren Byron Haskin blev valgt som instruktør.

Ved første øjekast ligner det en meteorit
Ved første øjekast ligner det en meteorit.

George Pal, i sit hjemland bedre kendt som György Marczincsák, var en af pionererne indenfor trickfilm og generelt special effects. I 1930’erne producerede han stopmotioneffekter til europæiske reklamefilm, og i 40’erne slog han igennem i USA med Puppettoons – en form for tredimensionelle tegnefilm. Ellers er han meget kendt for at producere science fiction-film og for sit samarbejde med Ray Harryhausen. Derudover var Pal også instruktør, og fik stor succes med The Time Machine (1960) – Wells-familien var så tilfredse med Pals arbejde på The War of the Worlds at han fik tilbudt rettighederne til en valgfri Wells-roman, og Pal valgte The Time Machine.

Effekt-film

Imens hygger vores to hovedpersoner sig
Imens hygger vores to hovedpersoner sig.

At The War of the Worlds har sit store fokus på science frem for fiction kan ikke undre, når man ser på instruktørens navn, og sammenstiller dette med at produceren er George Pal. Byron Haskin, der startede sin karriere som filmfotograf, høstede størst succes som special effects-mand, hvor han i 40’rne var nomineret hele fire gang uden at vinde en Oscar-statuette. I midten af 1940’erne stoppede han sit virke som effektmand, og satte sig i instruktørstolen. Hans sidste film, sci-fi-thrilleren The Power, udkom i 1968. The War of the Worlds er fra 1953, hvilket betyder, at Haskin ikke har hverken fotograferet eller lavet effekter, men han har nok alligevel haft en finger med i spillet.

Man fornemmer også tydeligt, at dette er en “effekt-film”, når man erfarer, at ud af filmens budget på 2 millioner dollar, blev de 1,4 millioner brugt på effekter. To tidligere effektmænd, en sci-fi-fortælling og et stort budget: det siger næsten sig selv, at denne film ville blive et visuelt tilløbsstykke. Det er så bare ganske ærgerligt, at manuskriptet ikke kunne støtte op om dette, og derfor er det færdige resultat da også nærmest effekterne for effekternes skyld, på trods af at man med romanen har haft mulighed for at lave et sandt mesterværk, hvor historien og effekterne går op i en højere enhed.

Amerikanisering

Velkomstkomitéen får selv en varm velkomst
Velkomstkomitéen får selv en varm velkomst.

Manuskriptforfatteren Barré Lyndon har lavet en amerikanisering af romanen, og tid og sted er rykket fra slutningen af 1800-tallets London til 1950’ernes Los Angeles. Det med ændring af tid og sted i forhold til romanen er som sådan ikke det store problem, man da filmen på de fleste områder savner intensiteten og de vigtige pointer fra romanen, opstår problemerne. Man kan naturligvis vælge at se filmen uden kendskab til romanen, men også i en sådan receptionssammenhæng kommer filmen til kort: den er ganske enkelt ikke spændende nok, og filmens dramaturgiske forløb løber af skinnerne hen imod slutningen. Til gengæld bør man stadig se filmen udelukkende på grund af dens effekter, som selv i dag virker ganske forrygende og til tider skræmmende.

De fremmede angriber
De fremmede angriber.

En af mine store anker, når jeg sammenligner romanen med filmen, er filmens religiøse elementer. Her har vi den gode præst, som i filmens begyndelse bliver dræbt af Marsboerne, og til sidst har vi så scenen i kirken, hvor bønnen på mange måder bliver katalysatoren for, at menneskeheden kan sejre. I romanen er der et langt mere nuanceret billede af religionen gennem hovedpersonens møde med den skøre kapellan. Det havde givet filmen en meget tiltrængt spænding, hvis den havde inddraget dualismen, som findes til overflod i romanen. Et andet element, der virker helt malplaceret, men som er forståeligt, når man taler om Hollywoodfilm, er den dårligt skildrede love story. Den virker påklistret, og tager for meget fokus væk fra handlingen.

Et andet problem, i forhold til romanen, er, at filmen slet ikke har den isolerede stemning, som romanen har. Vores hovedperson bliver en del af et team, vi ser billeder fra hele verden, og i det hele taget mangler filmen den desperation og frygt, som er romanens varemærke. Det har filmfolkene glemt i deres iver efter at gøre filmen spektakulær.

Ikke god nok

Fra filmens klart mest intense scene
Fra filmens klart mest intense scene.

Jeg har ikke noget mod at ting er banale og amerikaniserede, se blot anmeldelsen af Independence Day (1996), men når det skal være banalt, skal det altså være bedre udført end her, og den helt konkrete spænding skal være bedre formidlet. Kun i én enkelt scene, udover selve effekt skuddene med rumskibene og ødelæggelserne, viser filmen, hvor god den kunne være blevet. Jeg taler om scenen på gården, hvor vores to hovedpersoner bliver udsat for nærkontakt af tredje grad. Her kan man tale om håndgribelig spænding og uhygge, og samtidig fanger scenen ånden fra romanen. Her har vi til overflod den paranoia og spænding, som kendetegner andre af genrens hovedværker.

Jeg ved godt at denne hårde kritik af The War of the Worlds vil vække afsky hos mange: for kan man overhovedet tillade sig at være kritisk over for én af de film, som betegnes som en milepæl for genren? For det første er det ikke altid kvaliteten, der bestemmer, om vi har at gøre med en milepæl, og for det andet er det helt tydeligt, at The War of the Worlds lever gennem sine effekter, som naturligvis også er en essentiel ting, når vi taler sci-fi og skildringer af invasioner fra rummet. Det gør det bare ikke nødvendigvis til en bedre film. Rent visuelt er The War of the Worlds en vigtig film, som man også vil se tilbage på om 100 år. Men man kommer bare ikke udenom, at filmen har sine store svagheder. At nogle så vælger, hvilket jeg fint forstår, at lade filmen stå på dens nostalgiske piedestal, er så op til dem. Men som science fiction-film, og en filmatisering af en af genrens helt stor værker, er den bare ikke god nok, hvilket skyldes det til tider jammerlige manuskript, hvor man har troet, at effekterne kunne redde filmen, og i forbifarten har man glemt at lave troværdige personer og et spændende narrativt forløb. Og så har den slet ikke den paranoia og frygt, som det ellers lægger op til.

Endnu et eksempel på de imponerende effekter: husk at filmen er fra 1953
Endnu et eksempel på de imponerende effekter: husk at filmen er fra 1953.

At 1953-versionen af The War of the Worlds alligevel har haft en kolossal betydning for filmhistorien kommer man ikke udenom. Men som sagt er det i min bog udelukkende på grund af effekterne og den visuelle tilgang, at den fortjener den plads. En film som Independence Day har ladet sig inspirere noget så grusomt af filmens ødelæggelser, også ned til mindre detaljer som at A-bomben ikke virker mod fjenden, og dermed hele “skjold”-ideen, som er et meget vigtigt element i Independence Day. Også andre sci-fi- og katastrofefilm kan trække mange af deres rødder tilbage til The War of the Worlds. Når alt kommer til alt bør man se The War of the Worlds, og mange vil sikkert være uenige med mine betragtninger. Man skal huske, at en bunke skrot også godt kan markere en filmisk milepæl. Hvis man derimod skal se en klart bedre filmatisering af Wells’ roman, og en betydeligt bedre film i al almindelighed, bør man i stedet finde Spielbergs War of the Worlds (2005) ned fra hylden.

2 stjerner
Titel: The War of the Worlds
Dansk titel: Klodernes kamp
Instruktør: Byron Haskin
Manuskript: Barré Lyndon baseret på roman af H.G. Wells
Cast: Gene Barry (Dr. Forrester), Ann Robinson (Sylvia Van Buren) og Les Tremayne (General Mann)
Producere: George Pal (producer), Frank Freeman Jr. (associate producer), Cecil B. DeMille (executive producer, ukrediteret)
Foto: George Barnes
Klip: Everett Douglas
Musik: Leith Stevens
Spilletid: 82 minutter
Aspect ratio: 1.33:1 (oprindelig aspect ratio)
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, engelsk, fransk, italiensk, svensk, norsk, portugisisk, hollandsk, tyrkisk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1953
Produktionsselskaber: Paramount Pictures
Distributør (DVD): Paramount Home Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: 1950’erne, Alien Invasion, Filmatisering, Mars, Red Scare, Rumvæsner

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.