Frankenstein

10 minutters læsetid
Frankenstein-boksen der bl.a. indeholder den originale Frankenstein

I 1930’erne skabte Universal Studios en række af de monstre, der har levet i skrækindustrien lige siden. Nu er det måske for meget sagt, at Universal skabte disse væsner, for både vampyren og mumien havde længe været en del af den litterære gysertradition, og det samme gør sig naturligvis også gældende for historien om Frankensteins monster.

Det Universal gjorde, var at give disse gammelkendte skikkelser et filmisk ansigt. Gennem effektiv markedsføring og fabelagtige make-up-effekter skabte selskabet et univers, der gav de gamle victorianske skabninger et nyt liv og for alvor førte dem ind i det 20. århundrede.

Visuelle ur-monstre

Filmplakaten fra 1931.
Filmplakaten fra 1931.

De litterære forlæg var oftest vage omkring monstrenes faktiske udseende, men her gik Universal den anden vej og gav publikum fuldt udsyn til de sære væsner. Det betyder at Universal Studios stod fadder til mange af de filmmonstre, vi stadig i dag kan følge på det store lærred, og man kan gå så vidt som at sige, at Universal skabte en stribe visuelle ur-monstre, der siden er blevet en uundgåelig del af gyserfilmens udvikling.

Historien om Frankenstein, der skaber et kunstigt menneske, sammenstykket af kropsdele, er, hvad de fleste jo nok ved, baseret på Mary Shelleys roman af samme navn fra 1818. Romanen har ikke det store tilfælles med den film, Universal producerede i 1931, men den helt overordnede handling var dog baseret på romanen.

Efter Shelleys historie var blevet udgivet, blev dens potentiale som skuespil med det samme bemærket, og fra bogen blev udsendt og frem til James Whales filmatisering i 1931, blev Frankenstein opført igen og igen som teaterforestilling. Det var også ud af denne teatertradition, de tre første indspilninger af romanen kom, for Universals Frankenstein-film var nemlig ikke den første, hvilket ellers ofte bliver hævdet.

Desværre kender vi ud af disse tre i dag kun J. Searle Dawleys stumfilm fra 1910. Nogen stor indflydelse på James Whales produktion fra 1931 havde Dawleys film ikke, om end de første udkast til monstret skulle stamme herfra.

James Whale

I 30’erne fik gyserfilmen sit store gennembrud, og da Frankenstein var velkendt og en særdeles populær teaterforestilling, var det meget nærliggende at få historien filmatiseret, mens publikum stadig hungrede efter nye skrækfilm. Universal udvalgte derfor Robert Florey til at stå for filmatiseringen, men af uvisse årsager blev han erstattet af James Whale efter ret kort tid.

I sig selv er det næsten ærgerligt, at Florey aldrig fik lov at forsøge sig med filmen, for han var om nogen inspireret af de tyske ekspressionistiske film, og han havde utvivlsomt skabt et visuelt mesterværk. Sådan skulle det imidlertid ikke blive, og i stedet kom den engelske teaterinstruktør James Whale på banen. Whale kom, som sagt, fra en teaterbaggrund, og om end også han var påvirket af tysk film, var han det ikke i samme grad som Florey.

Whale var en særdeles stærk personlighed, og da han kom ind i projektet, måtte man stort set begynde forfra med planlægningen af filmen. Den mandlige hovedrolle blev udskiftet, det visuelle formsprog blev ændret og flere scener blev skrevet om.

Alt dette har nok ikke været Whales skyld alene, for Universal var givetvis ikke tilfredse med den drejning produktionen havde taget med Florey i instruktørstolen. Det endelige resultat kan man dog ikke sætte en finger på, for Whale skabte filmhistorie med Frankenstein.

Kriminel hjerne

Dr. Frankenstein og hans medhjælper Fritz i gang med at fremskaffe materialer til deres projekt.
Dr. Frankenstein og hans medhjælper Fritz i gang med at fremskaffe materialer til deres projekt.

Handlingen åbner på en øde kirkegård, hvor der netop er en begravelse i gang. To skikkelser lurer på begravelsen, og da kisten er kommet i jorden, springer de straks frem og begynder at grave den op igen. Skikkelserne er ingen andre end baron Dr. Henry Frankenstein og den pukkelryggede medhjælper Fritz. De er ude for at samle dele til Frankensteins store forsøg, der skal bevise hvordan livet er opstået.

I al sin enkelhed går forsøget ud på, at den gode doktor vil give liv til noget der aldrig har levet. Derfor stykker han et grotesk legeme sammen af aflagte kropsdele, der via energi hentet fra lyn, skal vækkes til live. I løbet af indsamlingsfasen begår Fritz imidlertid en fejl, for da han skal stjæle en hjerne til skabningen, kommer han til at snuppe en kriminel en af slagsen. Det får alvorlige følger for filmens videre forløb.

Den kriminelle hjerne der skal blive skyld i så megen ballade.
Den kriminelle hjerne der skal blive skyld i så megen ballade.

Imens Henry eksperimenterer med døde kroppe i et afsidesliggende vagttårn højt oppe i bjergene, sidder Henrys forlovede Elizabeth tilbage i Goldstadt og venter. De skal snart giftes, men Henry har ikke vist den store interesse. Det er kun eksperimenterne, der tæller, og da han fortæller Elizabeth dette i et brev, beslutter hun sig for at opsøge ham. Sammen med Henrys bedste ven, Victor, og hans tidligere chef, Dr. Waldman, opsøger de vagttårnet.

Elizabeth og de andre ankommer netop den nat, hvor det store eksperiment skal udføres, og til lyden af tordenbrag kan de overvære hvordan Henry skaber nyt liv. Under bulder og brag vækker han et gigantisk legeme til live. Blot bliver den store triumf hurtigt til et knusende nederlag, for skabningen kan ikke kontrolleres.

Misforstået

Det ensomme vagttårn hvor Frankenstein har sit laboratorium.
Det ensomme vagttårn hvor Frankenstein har sit laboratorium.

I sig selv er skabningen, Frankenstein har kreeret, ikke ond, men ingen forstår tilsyneladende, hvordan de skal behandle den. Derfor kommer det hurtigt til en konfrontation, der først koster Fritz livet og ikke lang tid efter må Dr. Waldman også bide i græsset. Monstret flygter da fra Frankensteins varetægt og løber ud i skoven, hvor den ulykkelige skabning kommer til at dræbe en lille pige.

Væsnet erkender åbenbart her, at det har forbrudt sig mod en form for universel lov, og som hævn for sin usle tilværelse opsøger det Henry og Elizabeth på deres bryllupsdag. Monstret overfalder Elizabeth, men når ikke at dræbe hende før husets mænd fordriver skabningen.

Nu er det blevet alvor, og ledsaget af fakkelbærende indbyggere fra Goldstadt, indleder Henry en klapjagt på monstret. Kulminationen og filmens endelige forløsning kommer, da den store skabning har slæbt den sårede Henry med op i en gammel mølle, der hurtigt bliver omringet af den vrede pøbel. Naturligvis overlever monstret ikke denne klapjagt, og det sidste vi ser til den ynkelige skabning, før flammerne fra den brand pøblen starter, sluger alt, er skikkelsen liggende ydmyget på mølleloftets gulv.

Gotisk potpourri

Baron Dr. Henry Frankenstein (Colin Clive).
Baron Dr. Henry Frankenstein (Colin Clive).

Hvornår Frankenstein udspiller sig er ret svært at afgøre, for folk render rundt i en festlig blanding af sene 1800-talskostumer og for 1930’erne helt nutidige jakkesæt. Det elektriske udstyr, der bruges i filmen, er moderne, men man ser ikke en eneste bil i filmen. Dette er imidlertid helt typisk for Universals monsterfilm, der stort set alle udspiller sig i et mytisk Europa uden for tid og rum. Gammelt blandes med nyt i en form for gotisk potpourri af eventyr og spøgelseshistorie.

På samme måde er det heller ikke klart, hvor Frankenstein egentlig udspiller sig, for ganske vist har vi de tyskklingende navne, men stedet bliver aldrig angivet. Vi er, med andre ord i det romantiske “old Europe”, der hverken bindes af grænser eller nationaliteter. Et sted hvor folk lever som på frilandsmuseet, glemt af tid og udvikling.

Visuel perle

Dr. Waldman (Edward Van Sloan).
Dr. Waldman (Edward Van Sloan).

Det er svært at blive skræmt af Frankenstein i dag, for meget har ændret sig siden, men man kan sagtens forstå hvorfor publikum dengang lod sig skræmme. I filmen fik publikum nemlig lov til at se både grusomme og makabre scener, der ikke tidligere havde været vist på samme eksplicitte måde. Vi ser lig ligge frit fremme, vi ser hjerner i glas, hører den ubehagelige lyd af jord, der rammer kisten i filmens begyndelse, ser en hængt mand, og sidst men ikke mindst, selve monstret, der vidner om Frankensteins yderst usømmelige omgang med lig.

Filmen byder på, for den gang, meget stærke billeder, og kronen på værket er utvivlsomt den monstrøse skabning, make up-geniet Jack Pierce skabte. Det var ham, der udtænkte monstret i samarbejde med James Whale, og i øvrigt også ham, der udtænkte stort set alle de andre klassiske væsner, Universal præsenterede for verden. Frankensteins monster er uden tvivl et af de bedst kendte ikoner i gyserindustrien, og man må bestemt ikke undervurdere Pierces betydning for gyserfilmens triumf i 30’erne.

I det hele taget er Frankenstein en visuel perle, lige fra åbningsscenen på kirkegården til den sidste scene i den brændende mølle. James Whale var en blændende dygtig instruktør, og med sin europæiske forståelse for filmmediet, gav han Frankenstein et særdeles stærkt udtryk.

It’s Alive! It’s Alive!

Frankensteins laboratorium.
Frankensteins laboratorium.

Den cykliske handling er todelt. I første del bygger filmen op til det øjeblik, hvor Henry vækker skabningen til live i vagttårnet, omgivet af futuristisk udstyr i en parafrase over et middelalderligt stentårn. Vi har fulgt Henry og Fritz gennem deres makabre arbejde for at skabe kroppen, hørt om de personlige omkostninger, arbejdet har for Henry, og endelig kommer øjeblikket, hvor lynet skal oplive væsnet. Rammen er perfekt, og i afslutningen på denne første akt skabte Whale et filmhistorisk øjeblik.

Det morbide arbejde og situationens alvor har drevet doktoren til randen af det totale sammenbrud, men så hejses skabningen op i maskineriet og lynet slår ned. Hurtigt får lægen taget kroppen i øjesyn, og da kan han begynde den så berømte og fabelagtigt spillede passage, hvor Henry med manisk stemme skriger “It’s Alive! It’s Alive!”, efterfulgt af filmens måske bedste replik: “Now I know what it’s like to BE God!”. Selve laboratoriet blev i øvrigt én af de vigtigste inspirationskilder for gale videnskabsfolks laboratorier i meget lang tid frem, og Universal brugte selv dele af Frankenstein-settet helt frem til slutningen af 70’erne!

Hovmod og fald

Monstret (Boris Karloff).
Monstret (Boris Karloff).

Efter skabningen er vækket til live, begynder anden akt, der konkluderes i det episke sammenstød mellem Henry og monstret på møllens loft. Henry har da erkendt, at han har forbrudt sig mod Guds verdensorden og indset, at han med videnskabens hjælp har sat sig ud, hvor han ikke kan bunde. Fejlen kan dog genoprettes ved at dræbe skabningen, men med skabningen dør der også en del af Henry, for monstret og ham er to sider af samme sag.

Skabningen er Henrys drøm, lidenskab, hovmod og skygge. Monstret er Henrys drifter og ambitioner, det der flytter ham ud af livets omklamrende rammer og frigør ham. Denne frihed er bare blevet købt for dyrt, og det indser Henry, da skabningen skal dræbes. Whale illustrerer dette på fabelagtig vis, da skaber og skabning betragter hinanden gennem møllevingernes roterende akse.

På den led iscenesættes filmens budskab om hovmod og fald i to akter, der hver kan ses som afsluttede segmenter. Det er forbistret godt sammenstykket og hver af filmens to klimaktiske øjeblikke er uforligneligt intense. Meget af dette ville imidlertid ikke kunne lade sig gøre uden det særdeles velvalgte cast.

Rollen der skabte Boris Karloffs karriere

Den grusomme Fritz (Dwight Frye).
Den grusomme Fritz (Dwight Frye).

Den vigtigste er engelske Colin Clive i rollen som Henry. Det var Whale, der fik Clive ind i filmen, og det kan man ikke klandre ham for. Navnlig i filmens første akt spiller Clive rollen som den halvgale, maniske Henry forbløffende godt. Henry Frankensteins sidestykke er den skurkagtige, men også ynkelige medhjælper Fritz, der spilles af den absolut fabelagtige Dwight Frye, der er mindst lige så imponerende i rollen her, som i Dracula (1931), hvor han spillede Renfield.

Monstret møder den uskyldige lille pige.
Monstret møder den uskyldige lille pige.

Elizabeth spilles af den store starlette Mae Clarke, uden at rollen dog fremstår synderligt interessant i dag. Det samme kan man sige om Edvard van Sloan, der spiller den vise mentor Dr. Waldman, i en rolle, der stort set er en gentagelse af rollen som Van Helsing i Dracula. Mest opsigtsvækkende, men mindst synlig, er Boris Karloff som monstret. Sminket til ukendelighed, og dog stadig i stand til at udtrykke mimik med øjne, hænder og mund, leverer Karloff den præstation, der skabte hans karriere.

Han havde medvirket i meget før, men det var med denne film han fik sit gennembrud, og selv om han blev typecastet til horror fra da af, var han livet igennem taknemmelig for rollen. Bela Lugosi fik tilbudt rollen som monstret før Karloff, men Lugosi der red på sin succes med Dracula, ville ikke spille en rolle, hvor han ikke havde nogen dialog og skulle sminkes, så man ikke så hans ansigt. På den led gjorde han plads til den skuespiller, der skulle gå hen og blive hans værste konkurrent i de følgende år, men det er en helt anden historie.

Fabelagtigt, gribende univers

Fra den dramatiske slutsekvens.
Fra den dramatiske slutsekvens.

Frankenstein er på alle leder og kanter en filmperle. Den er gammel og har naturligvis ikke ret meget af det, der skaber en spændende film i dag, men de nu så ofte omtalte klimaktiske scener, gør filmen et gensyn værd. Jeg har svært ved helt at udtrykke, hvor fabelagtigt det er at se skabningen blive vakt til live, og samtidig hvor uendeligt trist det er at se den omkomme på kummerlig vis i den brændende mølle.

Samtidig er det ganske interessant at bemærke, at Whale og folkene bag manuskriptet skabte en film uden egentlige skurke og helte. Hverken Henry, monstret eller Fritz er virkeligt onde. De har alle forsonende træk, og mest af alt føler man medlidenhed med dem. Det er ret tankevækkende for en film fra den tid, hvor ting helst skulle stilles meget firkantet op.

Det gør dog bare Frankenstein endnu mere seværdig – ikke fordi den er specielt underholdende og slet ikke fordi den er uhyggelig, men fordi den rummer glimt af et fabelagtigt, gribende univers, som man kun alt for sjældent oplever på film.

6 stjerner
Titel: Frankenstein
Instruktør: James Whale
Manuskript: Peggy Webling (skuespillet filmen er baseret på), John L. Balderston, Francis Edward Faragoh, Garrett Fort, Robert Florey & John Russell
Cast: Colin Clive (Dr. Henry Frankenstein), Mae Clarke (Elizabeth), John Boles (Victor Moritz), Boris Karloff (Skabningen), Edward Van Sloan (Dr. Waldman), Frederick Kerr (Baron Frankenstein), Dwight Frye (Fritz), Lionel Belmore (Herr Vogel)
Producere: E.M. Asher (associate producer), Carl Laemmle Jr (producer)
Foto: Arthur Edeson
Klip: Clarence Kolster
Musik: Bernhard Kaun (Der bruges kun musik under for- og slutteksterne)
Spilletid: 71 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1931
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Home Entertainment
Udgave/region: 2
hvid
Denne anmeldelse er baseret på filmen, som den er blevet udgivet i Frankenstein – The Legacy Collection-boksen fra 2004.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Filmatisering, Frankensteins monster, Gotika

Skriv et svar

Your email address will not be published.