The Ninth Gate

6 minutters læsetid
The Ninth Gate

Roman Polanski er en mester. Uden tvivl. En af sin generations bedste instruktører, som bevæger sig på kanten af det, man kan betegne som mainstream. Hans film har høstet stor anerkendelse, mens hans person er lagt for had af mange på grund af ting, han har gjort i sit privatliv.

Han var gift med Sharon Tate, der i 1969 blev myrdet af fire Manson-kultmedlemmer, og i 1977 måtte han flygte fra USA, da han blev anklaget for seksuelt overgreb på 13-årig pige. Siden har han været bosat i Europa, da en fængselsdom venter ham i staterne.

Med meget specielle film som Chinatown (1974), Rosemary’s Baby (1968) og Le locataire (The Tenant) (1976) bag sig er han i de senere år blevet mere ordinær, og hans to sidste film efter The Ninth Gate er The Pianist (2002) og Oliver Twist (2005). Det der kendetegner den moderne Polanski er en stringent visuel stil, sans for detaljen, dygtig personinstruktion og den skæve historie.

Den lette ende af Polanskis film

Bogen Dumas-Klubben af Arturo Pérez-Reverte – som også er anmeldt her på Planet Pulp – ligger til grund for filmen. Som det altid er tilfældet, vil der være mange ting at sammenligne, og nogle vil hade filmatiseringen. Denne anmeldelse vil hovedsageligt se på filmen som et enkeltstående værk, men jeg vil dog kommentere på ligheder og forskelle med bogen, når det er passende.

The Ninth Gate lægger sig i den lette ende af Polanskis film, men selv når han laver mainstream, er det milevidt bedre end så meget andet. Filmen er da også blevet en solid thriller, hvor det okkulte og overnaturlige – i modsætning til i romanen – træder i forgrunden. Dog har manuskriptforfatterne Enrique Urbizu, John Brownjohn – den samme Brownjohn, som også har arbejdet på tre andre Polanski-film: Bitter Moon (1992), Pirates (1986) og Tess (1979) – og Polanski selv indfanget det vigtigste i romanen. Nemlig karakteren Corso, det spændende plot og den gode miljøskildring.

Desuden er filmen rent visuelt en nydelse og kan fint ses, uden at man har læst bogen. Filmen er en klassisk international produktion – spansk, fransk og amerikansk – hvor de medvirkende både foran kameraet og bagved er en skøn blanding af nationaliteter.

Ude efter okkult bog

Dean Corso (Johnny Depp)
Dean Corso (Johnny Depp).

Boris Balkan – som i romanen har en helt anden rolle – vil have vores hovedperson Dean Corso til at undersøge de tre udgaver af den sjældne bog “De ni døre”. Corso starter i USA med Balkans udgave, hvorefter han rejser til Europa, nærmere bestemt Portugal og Frankrig. Balkan er en inkarneret samler af okkult litteratur, nærmere bestemt det, der omhandler Satan. Den opmærksomme beskuer vil lægge mærke til, at Balkan trykker 666 på kodelåsen, da han skal åbne døren til sin bogsamling.

Boris Balkan (Frank Langella)
Boris Balkan (Frank Langella).

Undervejs får Corso følgeskab af en smuk og mystisk kvinde – med nogle meget markante kondisko som der fokuseres meget på – og hun hjælper ham i hans søgen. Men langsomt begynder ligene at hobe sig op, og det går op for Corso, at nogen vil slå ihjel for den viden, han besidder. For efter sigende skulle bogen “De ni døre” – eller nærmere bestemt de ni træsnit, som er i den – være nøglen til Helvede, og Lucifer selv har hjulpet med at lave træsnittene.

Bogen blev udgivet i 1666 – læg her igen mærke til tallet 666 – og den, der kan bruge bogens træsnit rigtigt, kan åbne en portal og få uanede kræfter. Men som altid når man handler med Satan, har det sine konsekvenser. Filmens imponerende klimaks finder sted i et forladt slot i Frankrig, og mere skal der ikke afsløres her.

Tre trumfkort

Corso undersøger én af udgaverne af 'De ni døre'
Corso undersøger én af udgaverne af ‘De ni døre’.

The Ninth Gate har, udover Arturo Pérez-Revertes originale spændingshistorie og det velskrevne manuskript, tre trumfkort, som hæver den over den anselige mængde af okkulte thrillere, som Hollywood spytter ud på samlebånd: instruktøren Roman Polanski, skuespilleren Johnny Depp og komponisten Wojciech Kilar.

Polanski har sammen med sin kameramand og sin production designer skabt en meget smuk film. Alle scener er fyldt med stemning, og der er en sjælden kælen for detaljen – en ting filmskaberne har overført til perfektion fra romanen. Filmen har flere visuelle lækkerbiskener – som f.eks. det subjektive kamera, der følger Corsos synsfelt i flere af de scener, hvor han slås bevidstløs.

Liana Telfer (Lena Olin)
Liana Telfer (Lena Olin).

Det der imidlertid kendetegner filmens visuelle udtryk, er det rolige og iagttagende kamera. Her er ingen smarte klip, unødvendige special effects eller unødvendige bevægelser. Alt er timet og tilrettelagt fra Polanskis side, og det giver filmen et sobert og meget gammeldags udtryk, som jeg personligt finder meget fascinerende i en tid, hvor alt for meget teknik og computereffekter ødelægger historien.

Det er dog heller ikke hvem som helst, det fører kameraet. Darius Khondji er en visuel mester, hvilket vi har set udtrykt i så forskellige film som Se7en (1995), Delicatessen (1991), La cité des enfants perdue (The City of Lost Children) (1995) og Evita (1996). Han er en alsidig herre, der underkaster sig det visuelle udtryk, som en given instruktør ønsker, og derefter udfører han det til perfektion.

En uovertruffen Johnny Depp

Baronesse Kessler (Barbara Jefford) er i besiddelse af én af eksemplarerne af 'De ni døre'
Baronesse Kessler (Barbara Jefford) er i besiddelse af én af eksemplarerne af ‘De ni døre’.

Desuden har Polanski en sans for det basalt spændende, og thrillerelementerne fungerer optimalt. Endvidere er han en dygtig personinstruktør, som får det optimale ud af sine spillere, hvad enten det er Frank Langellas Balkan, som bevæger sig på grænsen til overspil, eller den forførende femme fatale Liana Telfer, spillet af den smukke Lena Olin.

Også baronessen må lade livet
Også baronessen må lade livet.

Men helt uovertruffen er Johnny Depp i det, der i mine øjne, er en af hans bedste roller nogensinde. Dean Corso – i bogen har han det mere europæiske navn Lucas – passer perfekt til Depps mimik og underspil. Corso er en ulv i fåreklæder, og det formidler Depp til perfektion. Depp har en sjælden evne til at leve sig fuldt ind i sine roller, og man fornemmer at han vitterligt har VÆRET Corso under indspilningen af filmen. Alt fra gestik til ansigtsudtryk og levering af replikker går rent ind.

Selv banale one-liners får Depp løftet op. Efter et endt samleje prøver Liana at stjæle en bog fra Corso. Hun kan ikke finde den, hvorefter hun råber: “Don’t fuck with me”. Hvortil Corso tørt svarer: “I thought I already had”. Den replik er både komisk, men også meget sigende om karakteren Corso. Han skyr ingen midler i jagten på sit bytte. Johnny Depp spiller røven ud af bukserne, og han indfanger de vigtige elementer ved Corso, som er meget tæt på karakteren fra romanen.

En satanisk messe, som Corso sniger sig ind til på et chateau i Frankrig
En satanisk messe, som Corso sniger sig ind til på et chateau i Frankrig.

Den polske komponist Kilar har skabt et score, som i mine øjne er noget af det bedste, jeg har hørt. Vi er langt fra John Williams og hans bombastiske temaer og Hans Zimmers actionmusik. Kilars musik er mere personlig end man er vant til fra filmscores, og specielt hans tema til Corso – som man nynner for sig selv efter at have set filmen – er helt i top. Desuden er hans spændingsmusik meget virkningsfuldt og til tider ekstremt dystert. Han løfter filmen op på et niveau, hvor den måske ikke helt fortjener at være.

Solid thriller

Borgen hvor filmens klimaks finder sted
Borgen hvor filmens klimaks finder sted.

Samlet set er The Ninth Gate en solid thriller, som dog hæver sig over de fleste film i genren på grund af de personer, der har været inde over filmen. For i sig selv er historien ordinær, og det vigtige subplot fra Dumas-Klubben er helt væk. Og måske kunne man også have forventet sig noget mere af den nu mere eller mindre konservative Polanski. Men når alt dette er sagt er filmen meget underholdende og en fornøjelse at se på.

4 stjerner
Titel: The Ninth Gate
Instruktør: Roman Polanski
Manuskript: Enrique Urbizu, John Brownjohn, Roman Polanski
Cast: Johnny Depp (Corso), Frank Langella (Balkan), Lena Olin (Liana Telfer)
Producere: Roman Polanski (producer), Michael Cheyko (executive producer), Wolfgang Glattes (executive producer), Adam Kempton (executive producer)
Foto: Darius Khondji
Klip: Herve Deluze
Musik: Wojciech Kilar
Spilletid: 136 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Spanien/Frankrig/USA, 1999
Produktionsselskaber: Canal+ m.fl.
Distributør (DVD): Scanbox
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Filmatisering, Okkultisme, Satanisme

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.