Escape to Victory (eller bare Victory, som den hedder i USA) var tilbage i 1981 et stort økonomisk flop, men filmen har gennem tiden i stigende grad opnået en ret stor kultstatus. Og det er fortjent.
Idéen til Escape to Victory er fra en ungarsk film fra 1962, som var baseret på en virkelig fodboldkamp mellem tyske soldater og ukrainske krigsfanger den 9. august 1942.
Efter Tyskland i efteråret 1943 måtte gå på tilbagetrækning fra byen Kyiv i Ukraine, og Sovjetadministrationen igen var genoprettet, startede de første beretninger om en fodboldkamp mellem spillere fra den tyske værnemagt og ukrainske krigsfanger, der skulle have været spillet den 9. august 1942 i Kyiv.
Kampen skulle efter sigende have været et propaganda-event fra tyskernes side, der skulle vise deres gode vilje som besættelsesmagt, men mest deres overlegne styrke.
Så de ukrainske spillere var tvunget til at tabe, og der var et massivt opbrud af soldater fra SS på stadion. Men i trods og med stort mod kæmpede de ukrainske spillere og vandt kampen – med det resultat, at spillerne efterfølgende blev henrettet.
I tiden fra midten af 1960’erne, hvor Sovjetunionen var ledet af Leonid Brezhnev, blev kampen og de ukrainske spillere et symbol på sovjetborgernes heltedåd under Anden Verdenskrig.
Der var omfattende dokumentation af kampen: Hvor og hvordan den havde fundet sted, hvilke spillere, der havde deltaget, og hvem, der var blevet henrettet. Alle spillere, både de døde og de overlevende, blev tildelt tapperhedsmedaljer og æresbevisninger. I 1971 blev der rejst to monumenter til deres ære.
Men da USSR gik i opløsning i starten af 1990’erne, fremkom flere og flere vidneberetninger fra mennesker, der rent faktisk havde været på stadion den dag. Lokale historikere kunne forelægge overvældende dokumentation for, at The Death Match havde været sovjetisk propaganda og aldrig havde fundet sted.
Virkeligheden er, at mens Kyiv var besat af Tyskland, blev der formet et hold, FC Start, der alle var krigsfanger.
Overvejende var det spillere, der inden krigen havde spillet for byens lokale klub, Dynamo Kyiv, og enkelte spillere fra ærkerivalerne FC Lokomotyv Kyiv.
Der blev spillet langt over hundrede kampe i en slags liga, hvor FC Start spillede mod andre ukrainske hold, ungarske militærhold og tyske hold, der bestod af soldater fra forskellige divisioner.
Den 6. august 1942 spillede FC Start en kamp mod Flakelf, som var spillere fra det tyske Luftwaffe. FC Start vandt denne kamp, så tyskerne ønskede en revanchekamp.
Den skulle spilles den 9. august 1942. Et event, der blev slået stort op og var et kæmpe tilløbsstykke på daværende Zenit Stadion. Men øjenvidner kunne berette, at der ingen SS’ere eller shäferhunde var, dommeren var ikke tysker, og alt i alt var alting foregået i god stemning i en fair spillet kamp. Hvor FC Start igen sejrede.
Det er et faktum, at flere af spillerne senere blev henrettet af tyskerne, heraf nogle i arbejdslejre. Men det er meget veldokumenteret, at ingen af disse henrettelser skete som et resultat af, at de havde spillet i den famøse kamp og vundet den.
Men det må have været en utrolig svær opgave at modbevise den sovjetiske propaganda og censur, eftersom ingen øjenvidner i hele den sovjetiske æra turde sige sandheden.
De overlevende spillere, der havde været med, holdt sig enten tavse eller bekræftede endda den sovjetiske version af kampen. De levede under opsyn for at have samarbejdet med tyskere under besættelsen. Fordi de havde spillet venskabskampe med fjenden.
I 1962 kom der en ungarsk film, Két félidő a pokolban, instrueret af mesterinstruktør Zoltán Fábri. På engelsk Two Half-Times in Hell eller The Last Match. Filmen er baseret på den sovjetiske udgave af The Death Match.
I anledning af Hitlers fødselsdag ønsker en naziofficer at arrangere en fodboldkamp mellem ungarske arbejdsfanger og Tyskland (ungarske fanger i stedet for ukrainske).
Tyskerne får en krigsfange, Onodi, en tidligere stjernespiller ved De olympiske lege til at sætte et hold sammen og træne det. Som betingelse kræver Onodi forbedrede levevilkår i form af mere mad og ingen arbejde.
Der trænes hårdt for at blive i stand til at slå nazisterne, men krigsfangerne bliver alligevel enige om, at de skal udnytte den knapt så restriktive overvågning til at flygte. Flugtforsøget fejler. Fangerne skal stadig spille kampen, men vil blive henrettet efter.
De spiller totalt modløse og kommer bagud 3-0. Men så scorer Onodi et mål lige inden pausen. I pausen indser fangerne, at eftersom de alligevel skal dø, så kan de lige så godt give alt, de har i sig i 2. halvleg. Og de vender kampen til 3-4. Under jubelscenerne ved det fjerde mål, skyder naziofficeren en spiller, hvorefter alle spillerne bliver mejet ned af tyske soldater.
Filmen vandt the Critics’ Award ved Boston Cinema Festival i 1962.
De første meldinger om en amerikansk krigsfilm med fodbold var i 1979, da producer Freddie Fields bekendtgjorde, at instruktør Brian G. Hutton skulle instruere en film med titlen Victory.
Eftersom Hutton tidligere havde instrueret to (nu udødelige) krigsfilm med Clint Eastwood, Where Eagles Dare (Ørneborgen, 1968) og Kelly’s Heroes (1970), forventede man, at Eastwood ville være med i Victory. Også den franske stjerneskuespiller Alain Delon var tilknyttet projektet.
Men det blev mastodontfilmskaber John Huston, der skulle instruere, og skuespillere Michael Caine og Sylvester Stallone ville medvirke sammen med den største fodboldspiller af alle, Pelé, og den engelske VM-helt fra 1966, Bobby Moore.
Max Von Sydow kom også med ombord sammen med flere engelske, tyske og franske skuespillere, ligesom en lang række stjernefodboldspillere skulle medvirke. Så da optagelserne begyndte i østbloklandet Ungarn i 1980, var der stor opmærksomhed på den film, der nu havde titlen…
I den originale trailer fortælles det, at handlingen foregår i 1942. I en tysk lejr for allierede krigsfanger starter handlingen, da den engelske kaptajn John Colby (Michael Caine) møder den tyske major Karl Von Steiner (Max Von Sydow).
Von Steiner besøger lejren for at sikre sig, at alt kører efter reglerne i Genève-konventionen. Majoren genkender Colby, der er tidligere anfører for West Ham United og England, da majoren selv er tidligere spiller.
En lille snak om en landskamp mellem fanger og Tyskland bliver snart alvor, da major Steiner nævner det for sin officersstab. Straks øjnes der mulighed for en stor propagandabegivenhed.
Da Steiner vender tilbage til Colby med et reelt tilbud om at sætte et hold sammen, bestående af allierede krigsfanger, der skal spille mod et hold fra Der Wehrmacht på Stadion Colombe i Paris, kræver Colby, at der skal være forbedrede levevilkår i form af mere mad og rigtigt fodboldudstyr, og han ubetinget selv skal kunne vælge spillerne – også dem fra Østeuropa.
Da kampens afvikling er en realitet, ser officersstaben blandt fangerne i lejren, ledet af oberst Waldron (Daniel Massey), det som deres pligt, at bruge kampen som en mulighed for en masseflugt.
Og således starter John Colby udtagelsen af spillere og forberedelsen og træningen til en kamp mod Tyskland.
Herefter introduceres de forskellige spillere af forskellig nationalitet, der skal med til Paris. Ud af det blå dukker en fantastisk tekniker op – korporal Luis Fernandez (Pelé). Gennem sin opvækst i Trinidad har han udviklet sine fodboldevner ved at spille fodbold på gaden med appelsiner (Trinidad bruges her, da Brasilien ikke var med i krigen).
Den amerikanske fange, kaptajn Robert Hatch (Sylvester Stallone), der er kommet tidligere ind i krigen end USA via den canadiske hær, ønsker brændende at komme med på Colbys hold grundet de bedre levevilkår. Men som amerikaner kan han slet ikke spille den rigtige form for fodbold.
Imidlertid ødelægges Hatchs planlagte flugt fra lejren, grundet de ændringer, fodboldholdet forårsager i lejren. Så Colby lader Hatch komme med på holdet som træner.
Det er fangernes officersstab, der godkender flugtforsøg, og en betingelse for, at Hatch kan få lov at flygte, er, at han tager kontakt til den franske modstandsbevægelse og giver dem informationer om kampen, så de kan assistere i en flugt.
Hatchs flugtplan lykkes, og han rejser til Paris og tager kontakt til modstandsbevægelsen. Og her møder Hatch sin love interest, Renée (Carole Laure).
Modstandsbevægelsen mener, sådan et flugtforsøg er alt for risikabelt. Indtil de hører, kampen skal spilles på Stadium Colombe.
Her ser de en mulighed for via kloaksystemet under stadion at grave en tunnel op i spillernes omklædningsrum. Den eneste hage er, at Hatch nu må lade sig fange igen. Han må tilbage til lejren for at overlevere informationen til officererne.
Hatch kommer tilbage til lejren, men er nu nødt til at blive en del af holdet som spiller. Som Luis fortæller ham, så kan han hverken skyde eller drible, men han er en habil målmand.
Den eneste måde, tyskerne vil tro på, Hatch skal stå på mål, er, hvis holdets rigtige målmand, Tony Lewis (Kevin O’Calloghan) ikke er i stand til at spille – så Tony må lade Colby brække hans arm for at gøre det ægte.
Stadion i Paris er fyldt til randen. Tyskerne har sørget for, at der er en dommer, der “macht kein Fehler”. Tyskerne er i langt bedre form end de allierede, Hatch har ikke fundet ud af, hvor han skal stå ved et hjørnespark, og Luis bliver skadet.
De allierede kommer bagud 4-0, og det er en total ydmygelse. Men så scorer Terry Brady (Bobby Moore) til 4-1 lige inden pausen.
I omklædningsrummet i pausen kommer modstandsbevægelsen op gennem gulvet. Men de fleste af spillerne vidste ikke, der var en flugt planlagt. De vil spille!
Og i den gravede tunnel er der, for de virkelige fodspillere, filmens største dramatiske scene, hvor de skal overtale Hatch til ikke at flygte, men i stedet gå tilbage og spille anden halvleg. Som Luis siger til Hatch: “If we run now, we lose more than a game”.
I udvælgelsen af spillere til filmen gik producenterne efter forskellige nationaliteter, der skulle repræsentere de allierede og de tyskbesatte lande i Europa. Og de har forsøgt at få store navne fra hvert land.
Der er ingen tvivl om, at man først er gået efter planetens største og mest kendte spiller, brasilianske Pelé. På tidspunktet for optagelserne havde han endegyldigt stoppet sin professionelle karriere i New York Cosmos.
Da der skulle findes spillere fra England, har Pelé peget på Robert Frederick Chelsea Moore, bedre kendt som Bobby Moore. Han var mangeårig anfører for West Ham United og England (og dermed forbilledet for Michael Caines John Colby) og legendarisk for at vinde VM-finalen over Vesttyskland i 1966.
Pelé har flere gange sagt, at Moore er den bedste forsvarsspiller, han har spillet overfor. Bobby Moore henvendte sig til sin ven siden teenageårene, Mike Summerbee – en legende i Manchester City. De to var altid værelseskammerater, når det engelske landshold var på udebane.
Et af de største hold i England og Europa i 1980 var engelske Ipswich Town. En af filmens producenter kendte holdets daværende manager, Bobby Robson. Så en dag indkalder Robson spillerne til møde og spørger, om nogen har lyst til at medvirke i en film med Pelé, Sylvester Stallone, Michael Caine og Bobby Moore.
Det var der ingen, der ikke havde. Tværtimod. De spillere, der tog til Budapest i sommeren 1980, var John Wark, Russell Osman, Laurie Sivell, Kevin O’Callaghan, Robin Turner, Paul Cooper og Kevin Beattie. Engelske Russell Osman er den, der har de fleste replikker i filmen.
Russel Osman (Doug Cloure i filmen), John Wark (Arthur Hayes i filmen) og Kevin O’Calloghan er på de allieredes hold. Det var den oprindelige plan, at Ipswichs målmand, engelske Laurie Sivell, skulle være målmand for de allierede i filmen. Men hans dialekt var for uforståelig for filmfolkene.
Så i stedet blev det irske Kevin O’Callaghan, som ellers i virkeligheden var venstre wing, der spillede målmanden Tony Lewis – der som sagt må have armen brækket, så Sylvester Stallone kan stå i mål.
Laurie Sivell blev således “degraderet” til – i filmen – at spille den tyske målmand, Schmidt. De øvrige Ipswich-spillere var stand-ins på begge hold, for f.eks. Michael Caine.
Ipswich Town vandt i øvrigt UEFA Cup finalen i 1981…
I England fandt man også Osvaldo Ardiles, der havde vundet VM i 1978 med Argentina. Han spillede på det tidspunkt i London for Tottenham Hotspurs. En kæmpe (aktiv) stjernespiller at få med i filmen. Navn i filmen: Carlos Rey.
Fra Belgien fandt man Paul Van Himst. Han spillede i 16 år for Anderlecht og har spillet 81 kampe og scoret 30 mål for det belgiske landshold. Han havde stoppet sin professionelle karriere i 1977. Navn i filmen: Michel Fileu.
Kazimierz Deyma er en af polsk fodbolds allerstørste spillere med 12 sæsoner i Legia Warszawa, 97 kampe og 41 mål for det polske landshold, som han har vundet bronze med til VM i 1974 i Vesttyskland.
På tidspunktet for hans medvirken i Escape to Victory spillede han i England for Manchester City. Deyna omkom den 1. september 1989 i en alder af kun 41 år i en bilulykke i San Diego. Navn i filmen: Paul Wolchek.
Hollandske Jacobus Theodorus Wilhelmus “Co” Prins spillede 184 kampe for Ajax Amsterdam. Hans professionelle karriere var stoppet i 1974, men han døde efter sigende af et hjerteslag under en fodboldkamp i 1987. Navn i filmen: Pieter Van Beck.
Fra Norge gik man efter Hallvar Thoresen, som var Norges store navn på det tidspunkt. Thoresen spillede en del år for FC Twente i den hollandske Eredivisie, hvor han i sæsonerne 1979/80 og 1980/81 var klubbens topscorer.
Han har 50 kampe for Norges landshold, og er allermest husket for at score det sejrsmål til 2-1 mod England i september 1981, der sendte Norge i ekstase. Thoresen arbejder i dag med Norges U21 og som talentspejder. Navn i filmen: Gunnar Hilsson.
Og der er også en dansk spiller med i filmen: Søren Lindsted! Sørens fodboldkarriere startede i Holbæk i 2. division, hvor han var en ægte målræv. Der er en nærmest sagnomspunden historie om afslutningen på sæsonen i 1978.
I den sidste kamp mod IHF, der i tabellen var uden betydning, manglede Søren Lindsted tre mål for at nå de magiske 30 i én sæson. Og der skulle udspille sig et sandt drama foran de godt 1.600 tilskuere.
I kampens overtid manglede Lindsted endnu det sidste mål, men da chancen var der, var Lindsted ikke med fremme. Så en holdkammerat trådte på bolden inde på selve målstregen, indtil en stakåndet Lindsted nåede frem helt oppe fra midterlinjen og hamrede bolden i mål.
Målet gjorde ham til den første vinder af TIPS-bladets topscorerpris. Dette udløste en check på 30.000 kr., men måske mere vigtigt: Det fik ham på radaren hos FC Twente i Holland. Godt otte år som professionel spiller i Holland og Belgien blev det til, inden karrieren blev afsluttet tilbage i Holbæk i 1990.
Det var mens, Søren Lindsted spillede som professionel fodboldspiller for FC Twente i den hollandske æresdivision, at han blev spurgt, om han ville medvirke i Escape to Victory.
Sørens holdkammerat, Hallvar Thoresen, var allerede blevet hentet. Søren var ikke producenternes første valg til at spille den danske spiller i filmen, og andre var blevet spurgt inden – herunder Allan Simonsen.
Men da ingen af disse havde mulighed for at tage 5-6 uger ud af skemaet den sommer i 1980, vendte man tilbage til FC Twente og spurgte Søren Lindsted.
Sørens navn i filmen: Erik Ball.
Fælles for alle spillerne var det, at ingen af dem rigtigt vidste, hvad de havde indvilliget i at være med til. Alle blev overrasket over at få stukket et manuskript i hånden og indse, at der var tale om en stor Hollywood-filmproduktion, og at der var tiltænkt forskellige roller til dem.
Som ovenfor skrevet fik den ungarske film Két félidő a pokolban i 1962 opmærksomhed helt ovre i USA. Og det er jo tydeligt, hvor idéen til Escape to Victory stammer fra. Og i 1981 troede alle på, at The Death Match var en kamp, der virkelig var blevet spillet.
Der er rygter om, at det oprindelige manuskript til Victory havde en slutning lig den i Two Half-Times in Hell, men dette er formodentlig omskrevet som noget af det første.
Det er svært at forestille sig Pelé, Bobby Moore og Osvaldo Ardiles blive skudt ned i en byge af kugler fra de tyske maskingeværer. Slutningen i Escape to Victory er i stedet en form for deus ex machina, da tilskuerne stormer ind på banen.
John Huston var i 1980 legendarisk i Hollywood efter sine præstationer – både foran og bagved kameraet i fire årtier.
Han var instruktør af udødelige Humphrey Bogart-klassikere som The Maltese Falcon (1941), The Treasure of the Sierra Madre (1948, der gav ham to Oscars) og The African Queen (1951), men også The Night of the Iguana (1964) med Richard Burton og Ava Gardner, The Man Who Would Be King (1975) med Sean Connery og Michael Caine, og utallige film som skuespiller, bl.a. som den hæslige skurk, Noah Cross, i Roman Polanskis Chinatown (1974).
Huston vandt masser af priser og nomineringer, men han var også medvirkende i diverse genrefilm, f.eks. italienske B-horrors som Tentacoli (1977) og Stridulum (The Visitor, 1979).
Huston var i sin karrieres efterår i 1980, og med den filmografi, og det faktum i mente, at han aldrig havde set en kamp i hans liv, var han et noget overraskende valg til at instruere en fodboldfilm.
Men mens Sylvester Stallone hævdede, hans grund til at medvirke i Escape to Victory var, at han ikke ville misse chancen for at arbejde med en instruktør af denne kaliber, har Huston ærligt fortalt, at dette projekt alene var for pengene.
Filmen har da også en venstrehåndsarbejde-følelse over sig. Stilmæssigt er der sandelig ingen tvivl om, at man er inspireret af (læs: stjæler fra!) John Sturges’ klassiker The Great Escape (1963).
Fangelejren, der blev bygget over tre måneder lige udenfor Budapest, ligner nærmest en tro kopi af lejren i The Great Escape. Og historiemæssigt er de to film opbygget næsten ens, hvor den ene ender med en kæmpe masseflugt og den anden med en fodboldkamp.
Også tydelig er det, at f.eks. Sylvester Stallones karakter er som Steve McQueen i The Great Escape – den amerikanske fange, der er rebelsk, kampklar og hele tiden gør tingene på sin egen måde.
Masser af andre karakterer, scener og dialog kan man også se er kopieret. Men skal man stjæle, så er det okay at stjæle fra de bedste. The Great Escape er og bliver nærmest blåtrykket for film, der skal handle om at flygte fra noget. Adskillige film igennem historien har stjålet og kopieret fra denne klassiker.
Eftersom John Huston intet vidste om fodbold, og sikkert ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan man skulle filme det, var han klog nok til at søge hjælp hos nogen, som formodentlig i højere grad ville vide, hvordan det skulle skrues sammen.
Til at filme kampen kom den ni-gange EMMY-vindende TV-reporter, fotograf og instruktør, Robert Riger, med ombord. Riger var kendt for sine banebrydende dækninger af sport rundt omkring i verden, da han arbejdede for ABC Wide World of Sports samt under OL i 1968, 1976, 1980 og 1984. Til at hjælpe sig, rekrutterede Riger på sin første dag, Pelé, Bobby Moore og Werner Roth.
Werner Roth er en legende i amerikansk soccer. Han var en af de få amerikanere, der spillede for New York Cosmos, der jo havde stjerner som Franz Beckenbauer, Carlos Alberto og Pelé. Og det var netop via Pelé, at Roth blev introduceret for John Huston.
Huston kunne lide hans perfekte ariske udseende, og som spiller i Escape to Victory fik han en ret stor og central rolle i kampen som tyskernes anfører, Baumann.
Den eneste scene i kampen, som John Huston instruerede, er straffesparket til sidst, hvor Roth står overfor Sylvester Stallone.
Werner Roth havde nogle år tidligere medvirket i filmen Manny’s Orphans (1978), hvor han spiller sig selv. Filmen er en familiekomedie, også kendt under titlen KICK!, som på pudsig vis er instrueret af Sean S. Cunningham, der i 1980 blev kendt for Friday the 13th.
Roth var meget interesseret i filmproduktion og var altid på settet, også når optagelserne var uden ham i fangelejren.
Som sagt skal det forestille, at kampen spilles på Colombes Stadium i Paris, og her kunne man bruge det nu hedengangne Hidegkuti Nándor Stadium i Budapest, da dette stadion var uden projektører/lysmaster.
I manuskriptet var der 10-12 fodbold-situationer, som ifølge planen skulle filmes. Men det var scener, der teknisk var så svære at udføre, at man tidsmæssigt begyndte at komme langt bagefter i optagelserne.
Så Pelé, Bobby Moore og Werner Roth indkaldte til et møde med instruktører John Huston og Robert Riger. Herefter blev det besluttet, at der simpelthen bare skulle spilles fodbold, og så måtte man se, hvad Rigers kameraer ville fange.
Man spillede frit spil i 10-15 minutter ad gangen. Det tyske hold bestod overvejende af ungarske divisionsspillere, og i disse sekvenser kom både Sylvester Stallone og Michael Caine ud på sidelinjen – for der blev i den grad gået til “stålet”.
Faktisk i sådan en grad, at Ipswich Towns John Wark fik et skrub, og derfor ses i anden halvleg i filmen siddende ude på udskiftningsbænken.
Der var to ugers optagelser på Hidegkuti Nándor Stadium, hvor man gjorde brug af godt 4.000 statister som tilskuere, som man så ville flytte rundt i kameraernes vinkel.
I de to weekender ville man dog fylde stadion helt op med tilskuere, som alle var mere end interesserede i at se disse virkelighedens storspillere (naturligvis især Pelé), og på disse dage var stemningen rødglødende og hjalp til den ægte intensitet i spillet.
Der var dog to vigtige situationer i kampen, der skulle med i den færdige film: Saksesparket og straffesparket.
I filmen scorer Luis Fernandez (Pelé) et spektakulært mål. Og det var meningen, det skulle ske efter en lang aflevering fra højrefløjen. Når man læser interviews med mange af de medvirkende spillere, beretter de, at Pelé var fantastisk, og han udførte det i ganske få forsøg.
Men vores egen Søren Lindsted kan på ærlig vis berette, at det tog godt en halv dag at få det mål i “kassen”, så at sige. For at det til sidst kunne lykkes, kastede man en kort bold til Pelé, som han kunne sparke på.
Sylvester Stallone kom til optagelserne som en kæmpe stjerne. Han havde jo vundet en Oscar med Rocky (1976). Herefter kom film, hvor han spillede karakterer, der slås, som fagforenings-boss i F-I-S-T (Bossen, 1978), Paradise Alley (Tæv for dollars, 1978) og så den meget ventede Rocky II (1979). Men også den ret glemte Night Hawks (Terror Patruljen, 1981).
Han tog jobbet seriøst og havde tabt sig, inden han kom til Ungarn, så han kunne ligne en krigsfange og ikke Rocky Balboa. Han vidste dog intet om fodbold.
Han havde et ønske om, at hans karakter, Hatch, til sidst i kampen skulle drible forbi alle tyske spillere og så score kampens afgørende mål. Selvom han var målmand.
Her måtte Pelé og Bobby Moore fortælle ham, at dette slet, slet ikke ville være muligt. Men Pelé ændrede manus, således at Stallone kunne blive en helt i målet ved kampens slutning.
Men Stallone kunne i virkeligheden overhovedet ikke gribe en bold. Til trods for, at han faktisk fik undervisning og personlig træning af selveste Englands VM-vindende målmand, Gordon Banks, tog det det meste af en dag at filme straffesparket. Som sagt den eneste scene i kampen, John Huston instruerede.
Sylvester Stallone var under optagelserne ved at skrive manuskriptet til Rocky III (1982), men efter, han under de første dages optagelser havde brækket et ribben, slået skulderen af led to gange og brækket en finger fra et skud fra Pelé, fandt han ud af at fodbold ikke var så nemt endda og begyndte at lytte til Gordon Banks.
Ikke mange ved, Gordon Banks var med under optagelserne til Escape to Victory. Han var primært bag kameraerne som Stallones assistent, men da der skulle spilles ægte fodbold, ville han gå i målet som stand-in.
Escape to Victory gjorde ikke noget godt for Sylvester Stallones karriere i 1981, men allerede i 1982 kom hans altafgørende, genredefinerende gennembrud som John J. Rambo i First Blood (1982).
Med et produktionsbudget på 12 millioner USD og en indtjening på bare 5 millioner USD, var Escape to Victory et alvorligt flop.
Filmen landede uden tvivl mellem flere stole. Der var på det tidspunkt i USA meget lidt interesse for fodbold (det har med tiden ændret sig), så til trods for en instruktør som John Huston og navne som Stallone og Caine, har man overvejende fundet filmen aldeles uinteressant. Og for Europa, særligt England, var den alt for Hollywood-agtig.
Hvis man ønsker det, kan man totalt dissekere filmen. Det er nemt at udpege en syndflod af fejl set i et krigshistorisk perspektiv, ligesom det fodboldmæssige heller ikke giver mening, hverken i træningsøvelser, taktik under kampen, eller kampens udfald.
Og flere af fodboldstjernerne var pensionerede og virkede lidt gamle. Og hvor Sylvester Stallone kom trimmet til optagelserne, var det ganske anderledes med Michael Caine. Set i lyset af, at ikke mange fanger tog på i vægt under deres ophold i en fangelejr.
Som teenager så jeg filmen utallige gange på VHS! Jeg var selv aktiv fodboldspiller og var opvokset med krigstegneserier og film om Anden Verdenskrig. Ublu helteportrætter i totalt gung ho.
I mine barnlige øjne var Escape to Victory et mix af krigs- og fodboldhelte – begge dele noget, jeg i den grad kunne relatere til. Og måske den danske distribution så denne mere uhøjtidelige indgangsvinkel med titlen Fangelejrens helte. En klassisk drengefilm!
Det ser ud til, at folk med tiden har lært at se filmen med disse barnlige øjne. Escape to Victory nyder i dag stor kultstatus – også i England, hvor den er en af disse sæson-film, der altid vises omkring jul, og som ses i et fællesskab.
Men helt nøgternt står den filmisk også på egne ben efter mere end 40 år. Instruktør Robert Rigers optagelser fra kampen er fænomenale. Hans indgangsvinkel med at “dække” kampen som en sportsbegivenhed giver filmen et ret imponerende, historisk ægte look.
Og den kammeratlige følelse, som kommer ud fra filmen, er ligeledes ægte. Under de godt fem ugers optagelser, gik spillerne op ad hinanden 10 timer hver dag.
Når de ikke filmede, ville de spille små-bold, og om aftenerne havde de såkaldte “fodbold-runder” – hvor man til langt ud på natten talte om fodbold. Her ville Pelé f.eks. fortælle anekdoter fra sit fantastiske liv og synge og spille guitar.
Og de engelske spillere ville, deres kultur tro, gå til den med masser af pints. Tænk at kunne spille fodbold og hænge ud med legender som Pelé og Bobby Moore (som også var idoler og forbilleder for de øvrige spillere!) eller en nyslået verdensmester som Osvaldo Ardiles og spillere fra Ipswich Town, som var et storhold på tidspunktet.
Alle fodboldspillerne, der medvirkede i Escape to Victory, har beskrevet deres oplevelser med filmen, at det var den bedste sommer i deres liv. Sådan noget finder altid vej ind foran kameraet.
En anden væsentlig grund til, at filmen fungerer, er den fantastiske musik af Bill Conti. Ingen tvivl om, at det var Sylvester Stallones finger, der pegede i retning af denne komponist, eftersom det var Conti, der skabte den nu ikoniske musik til Rocky. Conti havde desuden lavet musik til Stallones film F-I-S-T, Paradise Alley og Rocky II.
Til Escape to Victory har Bill Conti skabt et skønt “gammeldags” krigs-score, hvor det er tydeligt (og bevidst), at han i høj grad lagde sig tæt på den musik, Elmer Bernstein skabte til The Great Escape et par årtier tidligere.
Men det er i musikken til filmens klimaks, fodboldkampen, at Conti viser dét, der adskiller ham fra andre komponister. Stemningsmusik, der kan løfte en hel sal. Ellers sportsarena.
I høj grad på grund af Bill Conti er kampen noget, man kan se igen og igen og er årsagen til, at Escape to Victory nemt kan glide ind på en short-list over de bedste sportsfilm i historien.
Bill Conti er lidt undervurderet i forhold til andre store komponister, men han har alligevel en imponerende karriere, med musik til film som For Your Eyes Only (1981), The Right Stuff (1983), The Karate Kid (1984), Masters of the Universe (1987) og udødelige temaer til kæmpe TV-serier som Dynasty (Dollars, 1982) og North and South (1985).
Han har arbejdet med Sylvester Stallone gennem hele Rocky-franchisen (med undtagelse af Rocky IV, 1985) samt den (også) lidt glemte fængsels-perle Lock Up (1989).
Der har i mere end 10 år on/off været tale om en remake af Escape to Victory. På et tidspunkt var David Beckham nævnt til at skulle medvirke.
For flere år siden blev en remake med titlen Victory nævnt til at skulle instrueres af Jaume Collet-Serra, men til dato har intet materialiseret sig.
Det vil være mere end svært at få nutidens professionelle spillere fri til 5-6 ugers optagelser, men der er da flere interessante, der er ved at slutte deres karriere. Lionel Messi? Cristiano Ronaldo?
Anmeldt i nr. 209 | 13/04/2023
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
