En af fantasiens mestre, Jean Giraud, er død

1 minuts læsetid

Jean Giraud blev født i en forstad til Paris i 1938, og døde af kræft i Paris den 10. marts 2012, 73 år gammel.

Han var en mester af den gamle skole, som gennem de sidste 50 år har været med til at forny og forstærke det hastigt voksende tegneseriemedie. Og så har han med sine fantastiske tegninger været flere generationers indgangsbillet til tegneserierne. Som det er tilfældet med skaberne af Linda & Valentin har Moebius ikke kun inspireret læsere verden over, men også filmbranchen har taget hans idéer til sig. George Lucas har blandt andet sagt: ”I have been impressed and affected by Moebius’s keen and unusual sense of design and the distinctive way in which he depicts the fantastic.”

Jean Girauds vel mest berømte kreation, Blueberry

Jean Giraud tog kunsternavnet Moebius i 1963 for at bryde med den side af sig selv, som kørte det ”sikre” løb med eksempelvis Blueberry. Som Moebius kunne Jean Giraud afprøve andre sider af sit talent. En tysk matematiker, August Ferdinand Möbius (1790-1868), er kendt for Möbiusbåndet – et objekt som består af kun én flade og kun én kant. Og på mange måder er de universer, og de tegninger, Moebius skulle lave, lige så udfordrende for vores opfattelse af tegneseriemediet, som Möbiusbåndet var det for matematikken.

Med sine tegninger inden for science fiction-genren tilførte Moebius mange detaljer i forhold til fremmede universer og racer. Og han gjorde det levende og troværdigt. Se blot de fantastiske tegninger fra Le Garage Hermétique de Jerry Cornelius (1976-1980). Det er gjort af det stof, der skaber våde sci-fi-drømme. Man forstår godt i den sammenhæng, at producenterne af The Fifth Element brugte Alejandro Jodorowsky og Moebius’ Incal som inspirationskilde – også selv om de glemte at spørge om lov! Foruden The Fifth Elementz har Moebius været tilknyttet mange andre filmproduktioner, bl.a. Alien (1979) og The Abyss.

Et eksempel på Moebius' fremtidsvisioner - her fra et pladecover

Så hvad enten man elsker Jean Girauds take på Blueberry, det ”stumme” fantasymesterværk Arzach (1975) eller science fiction-eksperimenter fra Moubius, så har vi mistet en sand mester. Hvil i fred Jean” Moebius” Giraud.

Et udvalg af danske udgivelser som sikkert kan huske fra din glade biblioteksungdom:
Løjtnant Blueberry 1: Fort Navajo (1977) (http://pegasus.dk/tegneserier/018613)
Jerry Cornelius’ hermetiske garage (1982) (http://pegasus.dk/tegneserier/015317)
John Difol 1: Den sorte inkal (1982) (http://pegasus.dk/tegneserier/015371)
Universets vidundere 1: Arzach (1990) (http://pegasus.dk/tegneserier/030959)
Universets vidundere 3: Er mennesket godt? (1991) (http://pegasus.dk/tegneserier/030961)

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.