Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Dværgen

Dværgen
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

DværgenOm man finder den svinebilligt producerede og meget bizarre dansk producerede sexploitationgyser Dværgen interessant fra et filmhistorisk synspunkt, vil være bestemmende for ens dom over filmen. Fra et rent filmisk synspunkt er Dværgen lidt af et mareridt, om end det er lidt fascinerende, at den slags er blevet produceret her til lands.

Man må sige, at gutterne ved Another World Entertainment har nosser. Ellers ville de på ingen måde have turdet binde an med at udsende Dværgen, der vel nok er én af de allermest besynderlige og groteske produktioner, der er lavet i Danmark.

Filmen er fra 1973, og de komplicerede omstændigheder omkring dens produktion skal jeg ikke komme alt for meget ind på her – dem kan man læse nærmere om i den booklet, der kommer med DVD’en. Det eneste, jeg vil sige, er, at filmen formentlig blev produceret til det amerikanske marked, og at den tilhører den generation af sexfilm, der dukkede op efter pornoens frigivelse, og inden videopornoen for alvor overtog.

Meget aparte sexploitation

Dværgen slår en intetanende ung kvinde ned med sin stok

Det var film som Dværgen, der holdt liv i de sleazede amerikanske grindhousebiografer og de små danske biografer, der op igennem 70’erne primært holdt sig oven vande ved at vise porno. Selv efter disse standarder tilhører Dværgen dog den mere aparte ende af skalaen. Årsagen til dette er sådan set ikke handlingen i sig selv, der langt hen ad vejen er meget straight exploitation (på nær lige Dværgen himself), men mere den horrible production value, og så det faktum, at de overvejende danske skuespillere taler engelsk med særdeles varierende held!

I Dværgen møder vi titelpersonen, der bærer navnet Olaf (Torben Bille) samt hans fordrukne mor Lila Lash (Clara Keller). De to driver et usselt pensionat, men deres rigtige beskæftigelse er som sexslavealfonser. På loftskammeret holder de nemlig en flok unge kvinder indespærret, som de pacificerer med heroin, og gør tilgængelig for mere eller mindre anonyme kunder.

Ved filmens begyndelse ser vi hvorledes Olaf lokker en ny ung kvinde med op på loftskammeret med et stykke legetøj – ganske bizart al den stund, at der bestemt er tale om voksen kvinde. Hele vejen igennem filmen bliver det dog tydeligt, at Dværgen har en legetøjsfetisch, der dog ikke spiller nogen rolle for den vovede del af filmens handling.

Uheldige lejere

Peter (Tony Eades) og Mary (Anne Sparrow) ankommer til Lila og Olafs pensionat

Det egentlige plot i filmen kredser omkring et ungt par, Mary og Peter, der er økonomisk på røven. Lilas og Olafs pensionat er det eneste, de har råd til, så de lejer et værelse, selv om de godt nok synes, det ser ret lurvet ud. Efter en quickie den første aften (i øvrigt overværet af den voyeuristiske Olaf), hører Mary mystiske lyde fra loftsværelset, men hun har ikke held til at overbevise Peter om, at der foregår noget mystisk. Peter må hver dag bruge timevis på at lede efter arbejde, så den labre Mary bliver hjemme på pensionatet, hvor hun begynder at undersøge sagerne. Til sidst går det dog galt, og hun ender bag den låste dør på loftsværelset. Om det vil lykkes Peter at få hende tilbage, eller om han bliver så godt tilfreds med sit job hos den narkohandlende legetøjsforhandler Santa Claus, at han glemmer alt om konen, må du selv se.

Ikke at jeg egentlig vil anbefale Dværgen til andre end de, der har en interesse i de mærkeligste afkroge af den danske filmhistorie. Som sådan er det dog prisværdigt, at Another World Entertainment nu har udsendt Dværgen på DVD, for det er en film, mange har hørt om, men få har set. Hidtil har den kun været tilgængelig på DVD i udlandet i en let forkortet udgave, der ikke inkluderede de par hardcoresekvenser, der findes i den udgave, AWE nu har sendt på gaden. Endnu engang må selskabet derfor have ros for at have udsendt den komplette version af en film, der ellers i mange år kun har eksisteret i mere eller mindre skamferet form. Det må desuden nævnes, at AWE har udsendt Dværgen i en to-disc udgave, hvor man både får den uklippede version samt den forkortede eksportudgave.

Undervældende opgave

Mary snuser rundt

Problemet er bare, at Dværgen er en noget undervældende oplevelse. Den er i hvert fald alt andet end uhyggelig, og selv om der er bunkevis af full frontal nudity og sågar halvanden hardcorescene, så er den også helt umanerligt uerotisk. Men okay – nu er det jo også de færreste, der finder voldtægtsscener erotiske, så det er måske ikke så mærkeligt.

Synderligt ubehagelig er Dværgen ikke engang. I voldtægtssekvenserne burde en film som Dværgen ellers have potentiale til at være rigtig grum, men det hele er så ringe iscenesat, at man korser sig. Kun én eneste scene er så grotesk, at den nærmer sig noget ubehageligt, og det er der, hvor den impotente Olaf voldtager Mary med sin stok. Ja, det er fandeme bizart, men på den anden side er der noget så grundlæggende komisk over Torben Bille, at det er meget svært at tage det seriøst. Ja, for undertegnede faktisk ganske umuligt.

De bedste øjeblikke i Dværgen er derfor, når Torben Bille skal levere sine replikker, hvilket sker med grotesk overspil og på uhyggelig kikset engelsk. På den måde kan man få nogle relativt billige grin ud af sekvensen, hvor Olaf viser Mary og Peter rundt i deres nye “lejlighed”, og når Dværgen stavrer besværet op og ned af de mange trapper i det gamle hus.

Bizar milepæl

Dværgen er ophidset

Skulle der sidde fans derude af dansk vintageporno, vil de måske være interesseret i at vide, at et par af de piger Olaf og Lila holder indespærret på loftsværelset, “spilles” af Jette Koplev og Lisbeth Olsen. Olsen var aktiv i datidens pornoproduktion, og medvirkede bl.a. i Vilde Pornolyster (1971), Bordellet (1972) og I Tvillingernes Tegn (1975). Koplev blev kendt, da hun deltog i et offentligt orgie med Simon Spies. Narkohandleren Santa Claus spilles af Werner Hedman, der instruerede flere af stjernetegnsfilmene, foruden de to Agent 69 Jensen-film.

Hvem der har instrueret Dværgen er lidt af et mysterium. Navnet Vidal Raski er helt ukendt, og virker mest af alt som et pseudonym. Også manden bag filmens historie, Harlan Asquith er lidt af et mysterium, og er i alle tilfælde ikke krediteret for andet end Dværgen, mens manuskriptforfatteren William Mayo på IMDb krediteres som manden bag en række filippinske film fra perioden 1993-2002. Man spekulerer på, om der ikke er tale om to forskellige personer! Uanset hvad svaret er, bidrager mystikken omkring filmens produktion helt klart til Dværgens status som bizar milepæl i den danske filmhistorie. At det var to danskere, Bent og Aage Tømming, der stod bag produktionsselskabet Scandia Films er dog ganske vist. Som tidligere nævnt er produktionshistorien uddybet i DVD’ens informative booklet med tekst af Mads Jensen.

Filmhistorisk interessant

Mary blandt de andre fanger i loftsværelset - hvordan skal det dog gå?

Den uklippede version af filmen er taget direkte fra et dansk biografprint, hvilket dels betyder, at billedkvaliteten både er grynet og beskidt, dels at underteksterne er faste, hvide biograftekster. Ingen af delene udgør det store problem (i hvert fald ikke sammenlignet med mange af de andre problemer, filmen har), men understreger bare filmens exploitationkarakter.

Dværgen er på ingen måde en god film, men man kommer ikke udenom, at det er en anelse fascinerende, at den slags film er blevet produceret i Danmark. Porno er én ting, men en dybt mærkværdig lille sag som Dværgen er noget helt andet. I den forstand har Dværgen klar filmhistorisk interesse, men de fleste vil gøre sig selv en meget stor tjeneste ved at gå i en stor bue udenom.

Dværgen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Dværgen
Andre titler: The Sinful Dwarf
Instruktør: Vidal Raski
Manuskript: William Mayo efter historie af Harlan Asquith
Cast: Torben Bille (Olaf), Anne Sparrow (Mary), Tony Eades (Peter), Clara Keller (Lila Lash), Werner Hedman (Santa Claus), Gerda Madsen (Winnie), Jeanette Marsden (sexslave), Lisbeth Olsen (sexslave), Jane Cutter (sexslave)
Producere: Nicolas Poole (producer)
Foto: Lasse Björne
Musik: Ole Ørsted
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Danmark/USA 1973
Produktionsselskaber: Scandia Films
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: Region 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/09/2008

Stikord: Erotik, Hardcoreporno, Narko, Softporn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *