Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Den Røde Drage

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Thomas Harris’ første seriemorderroman er en rigtig god thriller, der fortjener at blive læst for andet og mere end blot at være bogen, der introducerede verden for Hannibal Lecter.

Den Røde DrageDe fleste danskere, der har en bare perifær interesse i film, kender Hannibal “The Cannibal” Lecter. Langt de fleste kender ham nok i skikkelse af Anthony Hopkins, og især fra Jonathan Demmes fremragende thriller The Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne) fra 1991.

Mød Hannibal Lecter

Men Lecter gjorde faktisk sin entré hele ti år før Demmes thriller ramte alverdens biograflærreder i 1991. Det skete, da den amerikanske forfatter Thomas Harris i 1981 udgav sin anden bog, Red Dragon, der i den danske oversættelse fik titlen Den Røde Drage.

Godt nok spiller Lecter kun en birolle i Den Røde Drage, hvilket også er grunden til, at romanen i dag er mindre kendt end de tre Hannibal-bøger – The Silence of the Lambs (1988, på dansk som Ondskabens Øjne i 1991), Hannibal (1999, dansk udgave i 1999) og Hannibal Rising (2006, på dansk som Hannibal Vågner i 2007). Det er imidlertid synd, for Den Røde Drage er mindst lige så stærk som den ellers glimrende Ondskabens Øjne.

Den Røde Drage er filmatiseret to gange. Første gang i 1986 som Manhunter, instrueret af Michael Mann, og hvor Hannibal Lecter blev spillet af Brian Cox, og igen i 2002, under titlen Red Dragon, instrueret af Brett Ratner. I 2002-udgaven blev Hannibal spillet af Anthony Hopkins, og den ellers udmærkede film blev uden tvivl kun lavet for at lukrere på Hannibal-karakteren, hvilket bl.a. mærkes ved, at Hannibal spiller en væsentlig større rolle i filmen, end han gør i bogen. Men det var et lille sidespring.

Manden med gebisset
Thomas Harris (f. 1940).

Thomas Harris (f. 1940).

Da handlingen i Den Røde Drage begynder, har Hannibal Lecter allerede siddet bag tremmer i flere år, og vi finder ud af, at det er bogens hovedperson, Will Graham, der var ansvarlig for, at Lecter blev fanget. Ved bogens start bliver Graham opsøgt af sin tidligere chef i FBI, Jack Crawford, der kommer for at bede Graham om hjælp. Graham forlod nemlig FBI efter at have fanget Lecter, idet Hannibal kom meget tæt på at slå ham ihjel. Nu bor Graham sammen med sin kone Molly og stedsøn Willy i Florida.

Men FBI er i problemer. Der er dukket en gal seriemorder op, som har myrdet to hele familier ved fuldmåne med en måneds mellemrum. Jack Crawford ved, at Will Graham er den bedste til at opspore denne type forbrydere, og tager derfor til Florida for at lokke Graham tilbage til ét sidste job. Det ender naturligvis med, at Graham siger ja, og så kan jagten på “Manden med gebisset” (The Tooth Fairy) ellers gå i gang. Seriemorderen har fået dette navn, da han har efterladt nogle højst bizarre tandmærker på et af ligene.

Glimrende struktur

Indledningsvist følger vi Grahams opklaringsarbejde – det er bl.a. i den forbindelse, at Graham opsøger Dr. Lecter – men efter et stykke tid begynder Harris også at følge morderen, Francis Dolarhyde, således at romanen udvikler sig til at have to handlingsspor. Det er en glimrende fortællemæssig struktur, og Harris formår at udnytte den til det optimale – bl.a. da han introducerer en kvindelig biperson, der formår at splitte Dolarhydes sind, så han faktisk gør en indsats for at forsøge at stoppe sin trang til at myrde. Da den kvindelige biperson, Reba, imidlertid er blind, betyder det også, at hun er yderst sårbar, og det gør sekvenserne, hvor hun er alene med Dolarhyde yderst nervepirrende.

Afsnittene hvor man følger Will Graham i hans opklaringsarbejde er velskrevne, og man bemærker med interesse, hvorledes Graham synes at være et blåtryk for det utal af detektiver med nærmest overnaturlige evner, der dukkede op inden for alle medier i 1990’erne – bl.a. karakterer som Frank Black fra Millennium (1996-99), Inspector Abberline i Johnny Depps skikkelse fra From Hell (2001) og sågar La Cour fra vores egen Rejseholdet (2000-02).

Lad mig dog gøre det helt klart her, at Graham ikke har overnaturlige evner. Han er bare i besiddelse af en ekstremt veludviklet empati og fantasi, der gør, at han er ekstremt god til at sætte sig ind i andres tankegang – også morderes. Dette undgår naturligvis ikke at pine ham, og det er da også præcis dette hul i hans psyke, som Hannibal Lecter borer i. Men bortset fra, at Graham har disse evner, så benytter han sig også af helt ordinære opklaringsmetoder, som Harris beskriver ganske glimrende.

Den Store Røde Drage

Francis Dolarhyde er bogens morder, der indledningsvist bliver kendt som “Manden med gebisset”. Det er imidlertid ikke et navn, han selv bryder sig om; han vil hellere kendes som Dragen, idet hans spaltede personlighed har påtaget sig identiteten som Den Store Røde Drage fra den engelske digter og maler William Blakes maleri “The Great Red Dragon and the Woman clothed in Sun” (1806-09).

Harris lader os ikke bare få et kig ind i Dolarhydes dagligdag, der også afslører for læseren, hvordan Dolarhyde udvælger sine ofre, men giver også læseren en større forståelse for Dolarhydes personlighed ved at beskrive nogle af de ting, han var udsat for som barn. Sidstnævnte er dog måske en af bogens svagere aspekter, da man ikke helt tror på, at en person kan blive så fucked up af de ting, Harris beskriver. I sidste ende er det dog ikke noget, der betyder det helt store, for Den Røde Drage er ikke et psykologisk studium, men en thriller, og det er også nutidselementerne, der fylder det meste.

Ud over at Will Graham selv opsøger Dr. Lecter for at få Lecters hjælp, om muligt, så kommer Lecter til at spille en ganske væsentlig rolle i handlingen. Da Graham besøger Lecter bliver han nemlig fotograferet uden for sindssygehospitalet af en papparazzi for sladdertabloiden The National Tattler, og da Dragen ser dette fotografi, bliver han inspireret til at skrive til Dr. Lecter. Dette medfører bl.a. at Lecter sætter Dolarhyde på sporet af Will Graham, da det er lykkes for Lecter at fremskaffe Grahams privatadresse. Præcis hvad det kommer til at indebære for Graham, skal jeg ikke afsløre her.

Fremragende spændingsopbygning

Harris skriver fængende, og han har et overordentligt solidt greb om spændingsopbygning. Sekvenserne hvor man følger Grahams opklaringsarbejde er gode, men det er tæt på at være de stedvist makabre afsnit, hvor læseren følger Francis Dolarhyde, der er de bedste. Som nævnt fungerer de to sideløbende plottråde fremragende, og det klassiske greb med at lade læseren vide noget, som hovedpersonerne ikke ved, virker optimalt her.

I Den Røde Drage er det specifikt den måde, hvorpå morderen udvælger sine ofre, for det er nemlig præcis denne forbindelse, både Graham og læseren ved, vil kunne føre FBI-folkene på sporet af Dolarhyde. I takt med at Harris bygger op til bogens klimaks, bliver dette tema afgørende for bogens spændingskurve, og det er en opgave, Harris løser med bravour.

På mange måder er Den Røde Drage også en mere realistisk bog end sine efterfølgere, hvori hovedfokus ligger på Hannibal Lecter. Selv om Lecter i Den Røde Drage fremstilles som en høflig person, er han langt hen ad vejen mere led i Den Røde Drage end i fortsættelserne, hvor Harris beder læseren om at fatte sympati for den urbane, civiliserede doktor. I Ondskabens Øjne bliver Lecter således en nærmest sympatisk biperson, der hjælper den egentlige hovedperson, Clarice Starling, med at finde frem til den “rigtigt” lede morder, og i Hannibal er det klart Lecter, der er den regulære hovedperson.

Skær af realisme

Selv om beskrivelsen af Dolarhydes barndom måske ikke er hundrede procent overbevisende, så gør Harris dog et ærligt forsøg på at give en realistisk forklaring på, hvorfor Dolarhyde har udviklet sin syge personlighed, og det er noget, fortsættelserne i høj grad savner. Jeg skal dog her nævne, at jeg ikke har læst Hannibal Rising, men stærkt tvivler på, at den præsenterer et realistisk portræt af en morders udvikling.

Ligeledes er der også langt mere fokus på de øvrige efterforskningselementer i Den Røde Drage. Meget af dette handler naturligvis om Graham og hans empatiske evner, men der fortælles dog også en del om FBI’s andre metoder, hvilket forlener bogen med et skær af realisme, som fortsættelserne også til en vis grad savner.

Mange flere kvaliteter

Alt i alt er Den Røde Drage en virkelig god thriller, som i dag nok desværre mest huskes fordi den introducerede verden for Hannibal Lecter, men som har langt flere kvaliteter end bare dette kuriosum. Jeg tøver derfor ikke med at anbefale bogen til alle thrillerfans generelt, og hvis man har set Hannibal-filmene eller læst de øvrige bøger, og gerne vil vide, hvor karakterens rejse begyndte, er Den Røde Drage naturligvis helt uundgåeligt pensum.

4 stjerner

Titel: Red Dragon
Forfatter: Thomas Harris
Udgivet: 1981
Forlag: Dell Publishing
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Den Røde Drage
Udgivet: 1991 (første danske udgave 1983)
Forlag: Chr. Erichsen
Format: Paperback
Sideantal: 327
Dansk oversættelse: Henning Albrechtsen
Forsideillustration: William Blake: “Den røde drage og kvinden klædt i solen”.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatiseret, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *