Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Dødsæderne

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

DødsæderneVikinger, en arabisk diplomat, dødsædere og mytiske undertoner. Dette leveret i en akademisk form, som vil snyde de fleste. Crichtons roman leger både med form og indhold, og er et lille mesterværk i grænselandet mellem fiktion og virkelighed, som får de varmeste anbefalinger her fra planetens Crichton-fanboy.

Coveret til den danske 2000-udgave af Dødsæderne (en ganske mundret oversættelse af Eaters of the Dead) snyder lidt. På forsiden ser man et billede af Antonio Banderas, der spiller Fadlan i filmatiseringen The 13th Warrior. Men sådan har det ikke set ud da Dødsæderne oprindeligt udkom tilbage i 1976 (på dansk kom den første oversættelse i 1987 på forlaget Klim), og det er da også et billigt marketingsgreb i et forsøg på at lange romanen over disken.

Mange læsere vil nok blive overasket, for Dødsæderne er ikke en roman i den klassiske forstand, men mere en rejsebeskrivelse spækket med noter og kilder. Så hvis man forventer et klassisk eventyr, bør man springe bogen over, og i stedet sætte filmatiseringen på. Hvis man derimod vil have en meget speciel læseoplevelse, bør man læse bogen, som er en lille perle i Crichtons imponerende oeuvre.

I juni 921 e.Kr forlod Ahmad ibn Fadlan hoffet i Bagdad. Han skulle som ambassadør besøge bulgarernes konge, men hans rejse sendte ham et helt andet sted hen, hvor han skulle opleve ting, der overgik hans fatteevne. Fadlan bliver mod sin vilje sendt på en opgave sammen med en gruppe hårdføre vikinger, som skal i kamp mod de frygtede dødsædere, som truer mod nord.

I mellemtiden får vi som læsere indblik i vikingernes kultur, da dette sidestilles med Fadlans egen kultur. Men Fadlan drages alligevel ind i nordboernes kultur, og tager en aktiv del i kampen mod ”de onde”. Hvordan det hele ender, vil jeg ikke afsløre her.

Faktion i vikingeland

Michael Crichton (1942-2008)

Her har den gode Crichton begået alle tiders kup: den første del er en historisk rekonstruktion med fokus på kilder, troværdighed og virkelighedens vikinger. Det er, næsten, som at læse historiske kilder, da det hele fortælles ud fra Ahmad ibn Fadlans synspunkt – nogen vil nok endda genkende dele af teksten fra gymnasietiden, da man havde om kildekritik i Historie.

Langsomt drages man ind i Fadlans møde med først tyrkerne og siden hen nordboerne, der betegnes Rus, og som er det, man populært kalder vikinger. For danskere er det sjovt at den arabiske diplomats rejse (i Crichtons version) går forbi Danmark, hvor man bl.a. finder et helt kapitel om Trelleborg. Det er beskrivelser, som skildrer hvorledes den (til tider) objektive og nøgterne Fadlan ser på vikingerne. I sig selv er det ganske spændende læsning, og man bliver forført af den måde, Crichton præsenterer det hele i indledningen.

Han beskriver ganske præcist, hvilke problemer der er forbundet med Fadlans kilder, og hvordan forskellige historikere har set på disse. Specielt én passage skal citeres, da den netop bruges som et led i Crichtons troværdighedsstrategi, og samtidig sætter det hans løgn på spidsen:

”Men Ibn Fadlan var skribent, hans hovedformål var ikke underholdning. Ej heller var det at glorificere en opmærksomt lyttende mæcen eller at forstærke myterne om det samfund, han levede i. Tværtimod – han var en udsending, der vendte tilbage med en rapport. Hans stil er en skatteopkrævers – ikke en bardes; en antropologs – ikke en dramatikers. Faktisk negligerer han ofte de mest spændende elementer i sin fortælling frem for at lade dem gribe forstyrrende ind i hans klare og besindige beretning.”

Når man læser ovenstående, og kender lidt til Crichton, er man ikke i tvivl om, at Crichton her både leger med formen og sine læseres forventninger. Vi skal ikke forvente et klassisk eventyr, men nærmere en objektiv skildring af tingenes virkelige forløb. Og da eventyret så for alvor kommer, i en anden form end vi vant til, er vi klar til at læse det som en virkelighedsskildring frem for fiktion.

Den slags vil bestemt få nogle mennesker op i det røde felt, fordi Crichton med sin form får fortællingen til at fremstå som sandheden. Det er også en ganske effektiv leg med troværdighed, da Crichton bruger lang tid både på at beskrive den virkelige Fadlan og på at komme med kilder, der underbygger dette.

Et væddemål

Rent formmæssigt kan Dødsæderne sammenlignes med en universitetsopgave, der har prøvet at samle Fadlans skrifter på en overskuelig måde, og hvor Crichton benytter sig af sin klassiske pseudovidenskabelige form. Så vi får både noter og en omfattende litteraturliste – noget Crichton også brugte i den mere ordinære spændingshistorie Congo (1980).

Det frække ved Dødsæderne er, man faktisk godt kan komme til at tro, at det her er virkeligheden. Det skyldes, at Crichton bruger så lang tid på de historiske facts, at da historien tager den fantastiske drejning, er man med på vognen. For Dødsæderne er en kombination af de ægte Fadlan-tekster sammenstillet med legenden om Beowulf, som Fadlan så bliver en aktiv del af. Oprindeligt udsprang idéen, da Crichton påstod, at man godt kunne gøre legenden om Beowulf spændende, og her ser man et godt eksempel på ”løgneren” Crichton, der også selv har sagt følgende:

”The short version is, I wrote EATERS on a bet that I could make an entertaining story out of Beowulf.”

Og det må man sige lykkedes for ham. Mange historikere, og akademikere generelt, vil nok vægre sig ved den måde, Crichton behandler sandheden og historiske kilder på. For han er jo i bund og grund en løgner. Jeg synes, det er forfriskende, og når det er så godt udført som her, vil jeg faktisk kalde det genialt.

Da fortællingen ændrer karakter, ikke i form men i indhold, tror man som læser på, at den gode Fadlan faktisk oplevede disse uhyrligheder, og at han som den 13. kriger var med i kampen mod dødsæderne. På trods af, at historien på papiret er foregået i virkeligheden og på trods af Crichtons nøgterne sprogbrug, så formår Dødsæderne at være hamrende underholdende. Den er basalt spændende, og der er guf til hjernen, hvor man også både kan få kulturel og historisk indsigt (det er så op til en selv, hvis man vil, at gennemskue hvad der er løgn og sandhed, og det er ikke så nemt).

Om man så køber hele projektet er en helt anden sag, og det er da heller ikke uden grund, at Dødsæderne skiller vandene: enten hader eller elsker man den. Men uanset hvilken fraktion man tilhører, så kommer man ikke uden om, at det er et interessant projekt, hvor Crichton endnu en gang beviser, at han var meget mere end en mainstreamforfatter.

Neandertalere og Crichtons videnskabelige krumspring

Crichton benytter sig ikke kun af historiske facts om Fadlan og vikingerne, men i mødet med dødsæderne kommer der ren videnskab ind i fortællingen. Hos Crichton bliver dødsæderne, for at gøre dem troværdige, til en slags neandertalere. Dette gør Crichton klart i efterskriftet, og Fadlans beskrivelser støtter ifølge Ian Tattersalls artikel ”Neanderthals and Wendols” i The Science of Michael Crichton (2008) op om dette.

Wendolerne, eller tågeuhyrerne som de også omtales, er i Dødsæderne et underligt folkefærd, som også rent fysiologisk skiller sig ud fra mennesker. Fadlan beskriver dem grundigt, og i følge Tattersall er disse beskrivelser meget tæt på, hvordan neandertalere virkeligt så ud.

Tattersall, der arbejder på den antropologiske afdeling på American Museum of Natural History i New York og må anses som en ekspert påområdet, er imponeret af Crichtons blanding af fiktion og virkelighed. Vi får da også i artiklen en lang udredning om netop neandertalerne og det plausible i Crichtons roman. Neandertaleren er en nærmest mytisk skikkelse, som kan vække frygt i det moderne menneske, da de både ligner og er forskellige fra os selv. Og den frygt er et centralt element i Dødsæderne.

Alt dette viser endnu en gang, at Crichton gør sit hjemmearbejde godt. Men Crichton bygger videre på de håndgribelige facts om neandertalere, og giver tågeuhyrerne/neandertalerne træk, som ikke er videnskabeligt bevist. Igen er det et led i hans troværdighedsstrategi, som også gør, at man tror på det, man læser og medvirker til en klar ”suspension of disbelief”, som også er et klassisk Crichton-varemærke, og noget som mange forfattere godt kunne lære noget af.

Det samme og alligevel noget helt andet

I 1999 fik den meget omtale filmatisering af romanen premiere. Den fik titlen The 13th Warrior, som hentyder til en ganske central passage i romanen. Men der er meget, meget stor forskel på roman og film. Som sådan er handlingen næsten identisk, men det er formen som er vidt forskellige. Filmen prøver nemlig ikke på at virke som en gengivelse af virkelige hændelser, men går derimod efter den direkte eventyrlige underholdning. Det syntes jeg faktisk er fedt, og det viser jo tydeligt, at der er stof til et gigantisk episk eventyr i Crichtons roman. Det er en filmatisering, der står på egne ben, og en film, som er langt bedre, end hvad dens omdømme siger.

Dødsæderne er i min bog et fornemt stykke fiktion (eller faktion, hvis man vil bruge den term), som endnu en gang viser, hvor dygtig en forfatter Crichton var. Den leger med formen, underholder, oplyser og skræmmer. Det er en fantastisk roman, og en dejlig løgnehistorie.

6 stjerner

Titel: Dødsæderne
Originaltitel: Eaters of the Dead
Forfatter: Michael Crichton
Dansk oversættelse: John Theodor Thomsen
Udgivet: 1976
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Format: Paperback
Sideantal: 160
hvid
Den anmeldte udgave er fra 2000 og er et fotografisk optryk efter den danske førsteudgave, der udkom på forlaget Klim i 1987.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/11/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *