Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Bouncer – 2. del: Bødlernes medynk

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Andet bind i westernfortællingen om Bouncer er noget svagere end det første, fordi forfatteren ikke kan holde sig fra allehånde klichéer. Det er ikke et decideret dårligt album, men det indfrier absolut ikke forventningerne.

Bouncer - 2. del: Bødlernes medynkBødlernes medynk – bind to i westernserien Bouncer – fortsætter præcis, hvor bind ét, Kains øje sluttede. Bouncer og hans nevø Seth er på vej ud i ødemarken for at finde Bouncers gamle læremester, den tidligere revolvermand Crazy Butterfly. Bouncer ønsker, at Crazy Butterfly skal oplære Seth, så Seth kan få hævn over sin anden onkel, den psykopatiske sydstatspatriot Ralton, der myrdede drengens forældre i begyndelsen af bind ét.

Samtidig med dette er en ny lærerinde, den smukke Deborah, på vej til Barro City. Den diligence, hun rejser med, bliver undervejs overfaldet af Ralton og hans folk, der midlertidigt har slået sig på gement diligencerøveri. Ralton forventer dog stadig at kunne finde diamanten, Kains øje, så han kan forsætte sin håbløse kamp for sydstaterne. Som den eneste får Deborah lov til at slippe, og Ralton skyder endda en af sine egne, da der ellers er lagt i ovnen til en rask voldtægt. Det undrer naturligt nok Raltons folk, men årsagen skal senere blive afsløret.

Hævn og kærlighed
Francois Boucq fortsætter westernstilen med de store panoramaer - her er Bouncer og Seth på vej ud til Bouncers gamle læremester Crazy Butterfly.

Francois Boucq fortsætter westernstilen med de store panoramaer – her er Bouncer og Seth på vej ud til Bouncers gamle læremester Crazy Butterfly.

Bouncer og Seth opdager, at Crazy Butterfly ligger for døden, da de ankommer til hans afsidesliggende hytte, og i stedet må Bouncer tage det på sig selv at optræne nevøen. Efter en meget klassisk træningssekvens, vender Bouncer og Seth tilbage til Barro City for at afvente Raltons tilbagevenden til egnen.

Der redder Seth Deborah fra alvorlige problemer, idet den unge lærerinde har lagt sig ud med byens bedre borgerskab, fordi hun selv ønsker at bestemme, hvordan hun skal drive sin skole. Seth forelsker sig på rekordtid i Deborah, men han bliver såret, da han redder lærerinden fra de bøller, der er hyret af bedsteborgerne til at give hende en lærestreg. Da Seth vågner igen, er Deborah rejst, og Seth er nu splittet mellem sit ønske om at finde Deborah og få hævn over sine forældres morder.

Udgangen på situationen skal jeg ikke afsløre her – dog skal jeg lige sige, at Bouncer, som jo er seriens titelperson, figurerer prominent hele vejen igennem albummet, og det er også hos ham, albummet slutter. Når man vender sidste side i albummet sidder den enarmede Bouncer igen på sin plads i Infierno Saloon i Barro City og holder øje med eventuelle ballademagere.

Masser af klichéer
Bouncer oplærer Seth.

Bouncer oplærer Seth.

Kains øje var en velfortalt westernhistorie, hvor forfatteren Jodorowsky fermt spillede på de bedste westernklichéer, hvilket Francois Boucq omsatte i flotte og meget filmiske westernpanoramaer. Desværre må man konstatere, at Jodorowsky i Bødlernes medynk ikke har kunnet holde sig til de etablerede westernklichéer, men bare bevæger sig i klichéer generelt. Jeg ødelægger ikke noget ved at afsløre den tykkeste af disse klichéer, nemlig at det viser sig, at Deborah er selveste Raltons datter, hvilket naturligvis yderligere kaster Seth ud i en krise. Men selv om dette så klart er albummets tykkeste kliché, så er det bestemt ikke den eneste.

Bouncers eksotiske læremester, som i sin tid fodrede Bouncer med peyote, er endnu en kliché, det samme er træningssekvensen, der er et helt klassisk filmfænomen – en træningsmontage – blot omsat i tegneserieform. Nu er det bare Bouncer, der er Seths læremester, men naturligvis får Seth også et syretrip på peyote i bedste Young Guns-stil.

I Kains øje var klichéerne velvalgte og fungerede fint, fordi de aldrig kom til at virke overdrevne – til dels også fordi de var nogenlunde balanceret med de relativt nyskabende elementer, Jodorowsky inkorporerede. Her tænker jeg f.eks. på idéen med de vanvittige sydstatspatrioter, der sætter hele handlingen i gang.

Seths første møde med Deborah.

Seths første møde med Deborah.

I Bødlernes medynk lader Jodorowsky desværre klichéer af enhver art tage overhånd og dominere historien. Det betyder, at Bødlernes medynk er et betydeligt svagere bind end Kains øje, og at albummet ikke indfrier de forventninger, man med rette kunne have efter at have læst det første bind.

Francois Boucqs tegninger må dog fortsat roses for både at være flotte og stemningsfulde. Jeg er ikke den store fan af Boucqs måde at tegne ansigter på, men hans dynamiske streg fanger generelt den helt rigtige westernstemning, især i kombination med Nicolas Fructus’ flotte og atmosfærefyldte farvelægning.

Skuffelse
Sergio Leone har ikke levet forgæves - man sporer klart indflydelse fra Leone i Francois Boucqs æstetik.

Sergio Leone har ikke levet forgæves – man sporer klart indflydelse fra Leone i Francois Boucqs æstetik.

Bødlernes medynk er langt fra noget frygteligt album – det er desværre bare noget af en skuffelse efter det første bind, som vitterligt var ret godt. Med forbehold for de tilstedeværende klichéer kan Bødlernes medynk dog godt anbefales, om ikke andet for Francois Boucqs flotte tegninger. Og hvis man alligevel har påbegyndt historien i Kains øje, så skal man naturligvis også have afslutningen med, og finde ud af, om det lykkes for Ralton eller Bouncer at finde diamanten.

Bouncer – 2. del: Bødlernes medynk er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

3 stjerner

Titel: Bødlernes medynk
Originaltitel: La Pitié des Bourreaux
Seriens titel: Bouncer
Seriens originaltitel: Bouncer
Forfatter: Alejandro Jodorowsky
Tegner: Francois Boucq
Farvelægning: Nicolas Fructus
Albumlængde: 63 sider
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen
hvid
Udkom i Frankrig i 2002 på forlaget Les Humanoïdes Associés.
hvid
Udkom i Danmark i 2003 på forlaget Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Hævn, Western

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *