I disse tider kan man ikke sige vampyr uden også at nævne Twilight-fænomenet, der har taget verdens teenagere (og flere ældre) med storm. Fænomenet startede, da forfatteren Stephanie Meyer udgav den første bog i serien i 2005, og da filmatiseringen af den første bog havde premiere i 2008, eksploderede interessen for romantiske vampyrer.

Dette boom gav vampyren en ny popularitet (og et helt nyt publikum) og medførte blandt andet flere film- og bogefterligninger, samt TV-serier som True Blood (2008-) og The Vampire Diaries (2009-), for ikke at tale om alt det merchandise, bagmændene kunne skubbe ned i halsen på de ivrige fans, der sluger alt, hvad de kan komme i nærheden af, råt.

Udvandede vampyrer

Nu var vampyren ikke et hæsligt, nobelt, ligblegt væsen, der sover i en kiste, bærer kappe og drikker dit blod, imens du sover – nej, nu var vampyren rigtig slået fast som et teenidol, som den så småt var begyndt at udvikle sig til i TV-serier som Buffy the Vampire Slayer (1997-2003) og Angel (1999-2004). Men Twilight-universet adskiller sig alligevel fra det, vi kender, da Meyer har skabt et teenageunivers, hvor alt er klistret ind i en sukkersød triviel romantik, som kun små teenagepiger kan holde af.

Vampyrerne drikker stadigvæk blod, men de vampyrer vi har med at gøre, har valgt en anden livsstil, så det er altså ikke mange blottede halse, vi får at se i denne serie. Foruden manglen på blod, så er vampyren blevet nedtonet så meget, at man nærmest glemmer, at de er udøde, og ja – de kan tåle solskin, men deres hud skinner som diamanter, når solen rammer dem.

Alt det som gjorde en vampyr til en vampyr er fjernet og erstattet med kvalmende honning og sirup, så det er meget nemmere for målgruppen at sluge. Faktisk undrer det mig, at Meyer lige har valgt at bruge vampyren, da hendes version af vampyren er så anderledes og faktisk lige så godt kunne være et hvilket som helst andet overnaturligt væsen.

Som en doven fadøl

Som læser kan du nok allerede her mærke, at Twilight-fænomenet er ligeså interessant for denne anmelder som en doven fadøl, og grunden til dette skyldes umiddelbart, at serien henvender sig til en helt anden målgruppe (som jeg også beskrev i min anmeldelse af den første Twilight-film), nemlig unge piger fra 10-års alderen og op i teenageårene. Der er selvfølgelig nogle, der holder af bøgerne og filmene, som falder uden for denne kategori og fred være med det, hvis de er underholdt.

Men til syvende og sidst er New Moon, ligesom sin forgænger, ikke andet end triviel ungdomsromantik, der ikke har noget nyt eller spændende at byde på og nok vil kede mangen en filmentusiast halvt ihjel.

Vampyrer og Weltschmerz

Bella Swan (Kristen Stewart)

Den unge Bella Swan (Kristen Stewart) er stadig dybt forelsket i sin glimtende vampyrprins Edward Cullen (Robert Pattinson), men da hendes 18 års fødselsdag bliver fejret i vampyrfamiliens hus, skærer hun sig, og én af familiens medlemmer (hvem der er hvem er meget svært at holde styr på, når filmen ikke siger én et pip) går amok i en blodrus. Hele vampyrfamilien vælger derfor at rejse væk fra den lille søvnige by, og det bliver Bella selvfølgelig meget ked – faktisk så ked af det, at vi skal bruge filmens resterende 110 minutter på at høre hende jamre og have ondt af sig selv.

Efter en del jamrende og ligegyldige scener, som nok kun vil holde de mest hårdkogte romantiserede teenagere fanget, finder Bella ud af, at hendes store kærlighed stadig holder et vågent øje med hende og viser sig i små glimt og advarer hende, hvis hun er i farer! Så snedig som Bella nu engang er, indser hun, at for at se Edward må hun jo bare blive ved med at sætte sig selv i farlige situationer, så han kan komme og advare hende.

Hun begynder derfor at interessere sig for motocross (der er yderst farligt, når man er en lille sorgramt teenagepige) og finder et par gamle vrag, som hun vil have gjort i stand – og til at hjælpe sig med dette, opsøger hun Jacob Black (Taylor Lautner), som alle, undtagen Bella, ved er en varulv. De begynder så småt at forelske sig, men her er det som om at instruktøren har indset, at der muligvis skulle være noget kamp, action eller bare en eller anden form for historie udover intetsigende trivielt teenageromantik.

Glasurromantik

Jacob Black (Taylor Lautner)

Der ankommer i hvert fald en meget ond, rødhåret vampyr, der er ude efter Bella, og derfor må Jacob jo beskytte hende, og så går det endelig op for den lille egocentrerede teenagepige, at han faktisk er en varulv. Jeg kan ikke helt huske, om den rødhårede vampyr bliver introduceret bedre i den første film, men i denne omgang virker hun noget ligegyldig, da hun først kommer ind i billedet meget sent og slet ikke virker som en egentlig trussel, men snarere som et element, instruktøren følte, han skulle have med.

Slutningen er som snuppet fra Romeo og Julie, dog udsat for Stephenie Meyers glasurromantik, så det ikke ender med, at de begge dør – hvordan skulle de små piger dog tackle sådan noget?
Der bliver selvfølgelig lagt op til det næste indslag i serien, og den måde New Moon ender på, får mig ikke ligefrem til at ryste i bukserne af spænding over, hvad der nu kommer til at ske, men efterlader snarere en smag af opkast i munden over, at sukkerromantikken endnu ikke har fået en ende.

Opblæst triviallitteratur filmatiseret

Igor.. jeg mener Edward (Robert Pattinson)

Hvordan en så intetsigende, triviel og uoriginal serie som Twilight har fået så stor en succes, kan jeg slet ikke begribe. Serien henvender sig selvfølgelig til et publikum, der virkelig kan gå op i en dille, men ser man på de mange andre ungdomsromaner/-film, som f.eks. Harry Potter-serien, undrer det mig virkeligt, at netop Twilight med så flade karakterer og dårlig handling er nået så langt.

Kærlighed er det helt gennemgående tema i de to Twilight-film, hvor det til tider virker som om, at handlingen er sat på stand by for at vise kærlighedssorger, romantik, nyforelskelse og al den slags pjat, som romantiske piger labber i sig – men det er fandeme ikke nok til at holde en film på 125 minutter kørende. Jovist, målgruppen elsker det skam og vil sikkert ønske, filmen var endnu længere, men falder man uden for målgruppen, eller ser man bare reelt på lortet, vil man indse, at det er som at sidde og læse en tosiders trivialroman i Ude & Hjemme strakt ud til en 500-siders roman og efterfølgende filmatiseret.

Jammerligt plot, jammerlige skuespilpræstationer

En ond vampyr - og nej, det er desværre ikke Blacula

Denne gang er det ikke Catherine Hardwicke, der sidder i instruktørstolen, som var tilfældet i den første Twilight – og hurra for det! For Hardwicke fejlede slemt i den første filmatisering, da hun ikke formåede at skabe nogen form for spænding eller dramatik, men kun gik efter at introducere og følge karaktererne – dog uden held.

Instruktørjobbet landede denne gang hos Chris Weitz, der sidst gjorde sig opmærksom med fantasyfilmen The Golden Compass (2007). Det er stadig ikke spitzenklasse, men niveauet er dog hævet en smule, og man kan fornemme, at Weitz har haft lidt mere sans for drama end Hardwicke.

At New Moon er en tand bedre end sin forgænger (i forhold til historiestrukturen) gør ikke den overordnede oplevelse meget bedre. Plottet er stadig meget tyndt, og at skuespillet og effekterne er hamrende ringe hjælper ikke på tingene.

Den ondskabsfulde vampyrklan fra filmens slutning.. gaaaab

Kristen Stewart leverer igen en tam præstation som den forelskede Bella, som jeg bare elsker at hade. Med ét enkelt ansigtsudtryk tuder og jamrer hun sige igennem filmens 125 lange dræbende minutter, så man til sidst overvejer at æde DVD-skiven bare for at slippe for torturen.

Men det er ikke kun Kristen Stewart, der leverer en skodpræstation – det gør både Taylor Lautner (som Jacob Black) og Robert Pattinson (som Edward Cullen) skam også. De fleste af replikkerne (især i filmens første og sidste del) leveres hviskende og efterfulgt af en masse suk og stønnen, som får denne anmelder til at krumme tæer og giver ønske om, man kunne give karaktererne et ordentligt trælår. Det ser ud til, at Weitz har indset, at skuespillet ikke har været helt i top, og at han har prøvet at kompensere for dette ved at lade Lautner rende rundt i bar overkrop i de fleste scener – for så har pigerne jo noget at kigge på.

Makværk

Et plus ved New Moon er dog, at vi får at se nogle flere varulve i action og ikke bare sørgelige undskyldninger for vampyrer, der fimser rundt og er ulykkeligt forelskede. Varulvene er ikke vanvittig godt lavet, men tendensen med at lave billige CGI-monstre er jo kommet for at blive, så man kan jo ligeså godt vænne sig til den før eller siden. Det er dog rart at se lidt mere kamp i Twilight-universet, men det er desværre stadig for tamt til at kunne holde et publikum, der ikke består af teenagepiger, fanget i længere end to minutter af gangen.

Man kommer ikke udenom, at Twilight er og bliver en tøseserie, og jeg vil formentlig aldrig holde op med at hade alt, hvad serien står for, så hvis man har det ligesom undertegnede, bør man holde sig langt fra dette makværk og holde sig til rigtige vampyrfilm, hvor vampyrerne ikke er svansede casanovaer, men rigtige blodsugere.

Twilight: New Moon er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/08/2010

Bølgen af genindspilninger af gamle gyserfilm ser ikke ud til at tage nogen ende. De store værker som Halloween (1978), Friday the 13th (1980) og The Texas Chainsaw Massacre (1974) er allerede blevet kørt igennem den store Hollywoodmaskine og blevet shinet up til et nyt og yngre publikum.

Og det er åbenbart med stor succes, må man sige, for producenterne i Hollywood er nu begyndt at tage mere eller mindre ukendte film op og give dem et make-over. Dette har resulteret i blandt andet Prom Night (2008), April Fools Day (2008), My Bloody Valentine (2009), Black Christmas (2006) og nu også Sorority Row.

Udmærket underholdning i sommervarmen

Fælles for de fleste af disse film er, at de ofte mangler ånden og rygraden som de originale film havde, da de ofte bare er en nem måde for producenterne at smide en billig film på markedet på. Derfor ender mange af genindspilningerne i den dårlige ende af skalaen og er hurtigt glemt igen – se bare på Rupert Wainwrights forfærdelige genindspilning af John Carpenters The Fog, som de fleste af os helt bare ser tiet ihjel.

Men med det sagt er der jo også nogle remakes, som er ganske underholdende og ændrer filmene til noget nyt, som f.eks. Alexandre Ajas The Hills Have Eyes (2006), der har taget forlægget og ændret en del på det, så vi får noget nyt i stedet for en genindspilning, der ligner originalen på en prik.

Med Sorority Row har vi med et remake, der ligger sig nogenlunde i midten af skalaen, men som tipper imod den svagere ende på grund af for lidt originalitet. Dette gør, at filmen ikke er et must-see for slasherfans, men den fungerer ganske udmærket som simpel underholdning i sommervarmen og kan godt tåle et gennemsyn eller to.

I Know What You Did At The Party

Vores gruppe af hovedpersoner

Historien er nærmest pinlig simpel og spiller på stort set alle de klichéer, vi kender fra gyserfilm. Selv hvis man ikke er den store slasherfan, vil man uden tvivl finde det hele meget bekendt. Meget belejligt starter filmen med en fest på et kvindeligt kollegium, hvor en lille gruppe af de kvindelige studerende laver en spøg med én af deres veninders kæreste. Spøgen ender dog galt, og en af kvinderne dør, da kæresten dolker hende i brystet med et dækjern!

En joke går galt

Efter en stor debat omkring, hvad der skal gøres, beslutter de fem piger og kæresten (nogle mere uvillige end andre) sig for at smide liget ned på bunden af en brønd og aldrig snakke om det igen. Otte måneder senere, lige før pigerne skal holde deres afskedsfest, modtager alle pigerne en skræmmende SMS med et billede af det dækjern, som deres studiekammerat Megan blev myrdet med – og det kommer fra hendes mobil! Er der nogen, som har fundet ud af deres hemmelighed, eller er Megan vendt tilbage fra de døde for at hævne sig på sine mordere?

I starten ignorerer pigerne beskederne og opfatter dem som dårlige jokes fra Megans ekskæreste, der gik psykisk ned efter at have dolket hende ihjel ved et uheld. Men da pigerne én efter én begynder at forsvinde, indser de, at det ikke er en dårlig joke, men skræmmende alvor. Mere vil jeg ikke afsløre her, men har man interesseret sig bare en smule for slasherfilm, vil man nok kunne regne resten af filmens handling ud.

Slavisk efter slasherhåndbogen

En uhyggelig besked fra én der ved, hvad vores ”heltinder” har gjort

Sorority Row er nemlig en gyser, der følger slasherhåndbogen til punkt og prikke – med en maskeret morder, skumle bipersoner, blodige mord samt et persongalleri, vi har set alt for mange gange. Det er dog forfriskende at fokus denne gang ligger på en gruppe af piger i stedet for en den klassiske gruppe af blandede teens, der prøver at komme i bukserne på hinanden. Den overordnede model for historien er set mange gange før, og i de fleste tilfælde virker det jo også på trods af filmenes mangel på originalitet – og det er faktisk også tilfældet langt hen af vejen med Hendlers Sorority Row.

Megans uhyggelige lillesøster – kan det være hende, der kender deres hemmelighed?

Er man med på spøgen og smider alle forventninger over bord allerede fra starten, er Sorority Row ganske underholdende, om end ikke særlig skræmmende. Undervejs pifter Hendler lidt op i sagerne og giver de ellers så uoriginale idéer og plots en lidt anden drejning end hvad, man ellers er vant til. Disse nye ting er med til at hæve filmen et godt stykke over alt det andet remake-affald, man bliver spist af med for tiden, men som tiden går, begynder det hele desværre at falde fra hinanden.

Tumpet afslutning

Mordene starter

Uden at røbe morderens identitet kan jeg roligt sige, at det nok er én af de mest platte afsløringer og idéer, jeg har set i en slasherfilm. Det er ikke fordi, man ikke har set det komme, men mere fordi morderens motiv er så tumpet og fyldt med huller, at man til sidst sidder med en tom følelse af at Hendler og hans manuskriptforfattere løb tør for penge, da filmens klimaks skulle skrives.

Det er en skam, for jeg er overbevist om, at filmen ville kunne fungere ganske udmærket, hvis bare slutningen var skruet lidt bedre sammen. Derfor scorer Sorority Row ikke så højt på karakterskalaen, men placerer sig nogenlunde i midten, da den stadig har visse kvaliteter.

Endnu en mordscene – gradet i grimme 'Saw'-inspirerede farver

I skrivende stund har jeg ikke fået set originalen fra 1983, så jeg kan desværre ikke sammenligne Hendlers remake med originalen eller fortælle noget om, hvad der er at foretrække. Jeg vil gætte på, at originalen er bedre (som de jo normalt altid er), men remaket har sine kvaliteter, og jeg vil ikke tøve med at anbefale den til en sulten slasherfan, der ikke kan få nok.

Slutningen er noget bræk, men kan man se bort fra den, eller er man i godt selskab med sine venner og en stor portion popcorn, fungerer filmen ganske glimrende uden dog at være skræmmende.

Sorority Row er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/08/2010

Will Eisner var en af tegneseriemediets store mestre og var den, der opfandt begrebet ”graphic novel” – den grafiske roman. Han skabte tegneseriemesterværker som bl.a. En kontrakt med Gud (1978), Storbyen (1986) og Den fjerne torden (1991). Men mest kendt var Eisner for sin maskerede tegneseriehelt The Spirit, som så dagens lys i 1940.

Tegneserien handlede om politibetjenten Denny Colt, der dør, men som vender tilbage til livet som The Spirit. Iklædt et blåt jakkesæt, en hat, handsker og en maske bekæmper The Spirit forbrydere – uden at have superkræfter! Til gengæld har han gode evner til at score babes i læssevis…

Frank Millers mentor

The Spirit var perfekt for den unge Frank Miller, og han blev derfor stor fan af og rigtig gode venner med Eisner. Miller betragtede Eisner som sin mentor, og han lærte alt fra den gamle mester. Dengang i 1980′erne og 1990′erne leverede Miller mesterværker som den episke Batman-fortælling Batman: The Dark Knight Returns (1986) og den film noir-inspirende Sin City (1991), som blev filmatiseret på fremragende vis af Miller og Robert Rodriguez i 2005. Miller arbejdede senere som producent på Zack Snyders 300 (2007) efter Millers tegneserie af samme navn.

Efter at have etableret sig i Hollywood, fik Miller mulighed for at lave sin personlige hyldest til Eisner – en filmatisering af The Spirit – efter at producent Michael Uslan havde tilbudt ham instruktørjobbet. I starten var han lidt tvivl, om han kunne klare at lave en film af den type på egen hånd. Men som han sagde det i et interview: ”’Nobody else can touch this, and I agreed to the job on the spot”” En kæmpe fejltagelse..

Det tynde plot

The Spirit ifølge Frank Miller

Det ekstreme tynde plot i filmen handler om The Spirit alias Denny Colt (Gabriel Macht), der forsøger at få ramt på sin ærkefjende The Octopus (Samuel L. Jackson), der har planer om at blive udødelig ved at få fat i sagnhelten Herakles blod og drikke det. Hans håndlangere er skurke-baben Silken Floss (Scarlett Johansson) og de totalt latterlige idiotkloner Pathos, Ethos og Logos (Louis Lombardi).

The Spirit arbejder sammen med politikommissær Dolan (Dan Lauria), som er den eneste, der kender til hans sande jeg. Han elsker Dolans datter – lægen Ellen (Sarah Paulson) – men han bliver tit fristet af andre smukke kvinder. Især af hans gamle flamme, den sexede diamanttyv Sand Saref (Eva Mendes), der vender tilbage til Central City for at sjæle noget værdifuldt.

The Spirit eller Sin City 2?

Central City

Ved første øjekast kan man hurtig mistænke The Spirit for at være en efterfølger til Sin City på grund af den visuelle stil. Miller havde også selv storyboardet og designet filmen, og har derfor givet The Spirit mange af sine sædvanlige, visuelle trademarks så som silhuetter (både sorte og hvide) og film noir-agtige vinkler, som man kender det fra Sin City.

Central City er ligesom Sin City (altså byen) en mørk og dyster storby – lavet 100 % med CGI/green screen-arbejde. Selvom filmfotografen Bill Popes flotte billeder har farver, kunne filmen ligeså godt være i sort/hvid.

Gabriel Macht som The Spirit

The Spirit-figuren ligner ikke sig selv fra tegneserien, for hans tøj i filmen er sort – lige på nær slipset, der er knaldrødt. Det ser umiddelbart flot ud, men det er langt fra den oprindelige tegneseries kulørte stil, hvilket mange af Eisners fans forståeligt nok var sure over.

En anden typisk Miller-metode er de latterlige voice over-sekvenser, hvor The Spirit taler alt for meget om sin store kærlighed til sin by, mens han udfører sine heltegerninger. De virker overhovedet ikke, og man sidder blot og tænker: ”Så hold dog din kæft!”.

The Octopus og hans bande

Endnu et problem med filmen er de mange pinlige optrin, som er med til at trække filmen gevaldigt ned. Et par eksempler finder man i de scener, hvor The Spirit og The Octopus på et tidspunkt kæmper med hinanden. Det virker som en dårlig omgang Looney Tunes – især da The Spirit bliver ramt i hovedet med et lokum!

Filmens score er af David Newman og lyder som et mix af Henry Mancini og Danny Elfman. Ikke særligt originalt, men nogenlunde velfungerende.

Latterligt skuespil og dialog

Sexede Eva Mendes som Sand Seref

Skuespillet er den værste omgang lort i en tegneseriefilm siden Batman & Robin (1997). Det er tegneserieagtigt på den ufede måde. Macht forsøger ellers ivrigt at puste liv i sin titelrolle, men han fejler gang på gang. Han fik ikke et gennembrud med rollen, men det gør han nok engang i fremtiden med andre roller, der forhåbentlig er bedre skrevet end denne her.

Samuel L. Jackson som nazist!

Jackson er direkte rædselsfuld som The Octopus, som man i tegneserien kun ser handskerne på. Her i filmen er The Octopus gået fra at være en gådefuld skurk til at være en rablede, idiotisk skurk med et særpræget garderobe (bla. cowboy-, samurai- og nazi-tøj!), og han leverer mange af filmens mærkelige og tåkrummende replikker som f.eks.: ”I don’t like egg on my face.” og ” Come on! Toilets are always funny!”. Hvad sker der lige for Miller, når han skriver sådan noget dialog? Det er sgu’ lige før, at Jackson kunne bruge en comeback-rolle, der kan forny hans karriere. Hjælp ham, Tarantino!

Babefaktoren i filmen er pænt høj med de sexede skuespillerinder Mendes, Paulson og Johansson. De er dejlig eyecandy men heller ikke mere end det, for deres præstationer er bestemt ikke noget at råbe hurra for. Andre skønheder i filmen er spanske Paz Vega og Jamie King (kendt fra Sin City) og nej, de er heller ikke gode som henholdsvis mavedanserinden/lejemorderen Plaster of Paris og dødsenglen Lorelei.

En sjælløs film

Plaster of Paris (Paz Vega)

The Spirit er en flot film, men desværre har den ingen sjæl. Man bliver ikke i tvivl om, hvem der virkelig var hjernen bag Sin City-filmen, når man ser The Spirit. For det at skrive og instruere film er bestemt ikke noget, Miller har evner for. Han er bedst som den visuelle ener, han er indenfor tegneserier.

Hvis Eisner havde levet i dag, ville han utvivlsomt hade filmen som pest, ligesom Alan Moore hader filmatiseringerne af hans værker. Mon ikke at Eisner roterer i sin grav netop nu?

Anmeldt af: Michael Larsen | 13/08/2010

Filmmusik:
Inception (Hans Zimmer, 2010)

Filmmusik:
Inception (Hans Zimmer, 2010)

Ulli Lommels The Boogeyman beskrives bag på DVD-coveret som “Filmen der fusionerer Halloween med Eksorcisten”, og det er faktisk ikke en helt ueffen beskrivelse, hvis man kigger på, hvilke film, der uden tvivl har inspireret manuskriptforfatterne – Lommel selv, David Hershcel og Suzanna Love (der selv spiller hovedrollen).

Kigger man på kvaliteten er der naturligvis en verden til forskel, for der skal ikke herske tvivl om, at The Boogeyman rangerer mange kvalitative skridt under de to nævnte klassikere. Alligevel er The Boogeyman i størstedelen af sin korte spilletid en ganske fornøjelig blanding af slasherfilm og overnaturlig gyser. Det er først ved filmens meget abrupte slutning, at tingene bliver tabt lidt på gulvet.

Lille spejl på væggen der

Velkommen til Haddonfield - eller hva'?

Som det sig hør og bør i en slasherfilm, starter The Boogeyman med en prolog, der finder sted mange år før filmens egentlige handling. Her ser vi, hvorledes drengen Willy for øjnene af sin lillesøster Lacey, tager livet af deres alkoholiske mors lede satan af en kæreste. Herefter springer handlingen mange år. Willy – der ikke har sagt noget siden mordet – bor sammen med Lacey på en gård sammen med Laceys mand og søn samt en onkel og tante.

Willy myrder sin plageånd i prologen

Den frygtelige aften for mange år siden har plaget Lacey igennem hele livet, men det forværres stærkt, da der kommer et brev fra moderen, som ønsker at se sine børn en sidste gang, inden hun dør. For at få eksorceret Laceys traumer, foreslår en psykolog (spillet af Carradine-brødrenes far, John Carradine), at Lacey og hendes mand tager ud til huset, hvor Lacey og Willy boede som børn, og konfronterer fortiden.

Det skulle de selvfølgelig aldrig have gjort. I et spejl ser Lacey pludselig moderens kæreste, og i ren panik smadrer hun spejlet. Hermed befrier hun spøgelset af kæresten, der igangsætter en rask lille slasherturné.

Solidt underholdt

Willy og Lacey som voksne

Det hele er faktisk ganske muntert og underholdende, indtil slutningen, der desværre ender som noget frygteligt rod. Her tager de overnaturlige aspekter helt over, og resulterer bl.a. i, at Lacey kortvarigt bliver besat af det hævngerrige spøgelse. Den obligatoriske præst er naturligvis kommet på banen på dette tidspunkt, og må som en anden Father Karras lade livet i kampen mod gespenstet. Hvordan det hele ender, vil jeg ikke fortælle her, men der er i hvert fald intet nyt under solen.

Lacey ser spøgelset i spejlet

Det skal siges med det samme, at The Boogeyman på intet tidspunkt er nogen fremragende film. Dertil er den simpelthen for håbløst uoriginal i den måde, den trækker på sine inspirationskilder. Kombinationen af slasher og overnaturligt gys er et lidt frisk pust midt i alle slashergenrens faste elementer, men ikke nok til for alvor at hæve filmen.

Op på fars høtyv

Alligevel er man solidt underholdt i hovedparten af spilletiden, og det er først ved slutningen af filmen, at kvaliteten dropper virkeligt markant. Det er dobbelt ærgerligt, fordi spilletiden i forvejen er så kort, at man egentlig intet ville have haft imod ti-femten minutter ekstra, hvis det havde givet en mere afrundet slutning. Tingene foregår simpelthen for hurtigt her, og det betyder både, at der er forspildt en chance for en endnu bedre opbygning af uhygge og at slutningen kommer til at fremstå unødvendigt rodet og sjusket.

Fermt lavet

Lacey er besat - fra filmens rodede slutning

Visuelt og stemningsmæssigt spiller The Boogeyman i særdeleshed på slægtskabet med Carpenters Halloween. Det er ekstremt tydeligt i prologen, men hele filmen igennem er man aldrig i tvivl om, hvem Lommel har været inspireret af. Teknisk set er filmen ganske fermt lavet, også effekterne, og selv om der er tale om en lowbudget-film, er der ikke tale om en cheap ass-produktion.

The Boogeyman indskriver sit helt og aldeles problemfrit i den lange række af Halloween-kloner, der kom på markedet i årene umiddelbart efter, at Carpenters film var blevet et megahit. Som sådan kan den næppe bringe manges pis i kog, men slasherfans bør bestemt gøre sig selv den tjeneste at tjekke filmen ud. Og på grund af det overnaturlige aspekt er The Boogeyman også både sjovere og bedre end mange af periodens andre Halloween-kloner.

The Boogeyman er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2010

Christopher Nolans mindfuckdrømmethriller Inception (2010) er blevet ét af årets største biografhits og er noget så sjældent som en stor Hollywoodfilm, der både har fået topanmeldelser og kolossal publikumssucces.

Blandt filmmusikfans har filmens score fået en noget mere blandet modtagelse, hvilket er lidt ufortjent, for ikke alene fungerer Hans Zimmers musik ekstremt godt i filmen; det udgør også en særdeles fin lytteoplevelse som selvstændigt album.

Inception er overvejende komponeret for symfoniorkester og en vis del synth samt masser af elektrisk guitar (fremført af Johnny Marr fra The Smiths). Musikken er efterfølgende elektronisk viderebehandlet, hvilket giver indtryk af, at en større del af musikken er fremført på synthesizer end der egentlig er tilfældet. Hvad angår lyd og orkestrering befinder vi os helt sikkert i Zimmers comfort zone, og det ville da også være forkert at sige, at der på den måde er noget nyt under solen. Det er bare særdeles vellavet, og på lige præcis dette punkt er film og score i komplet overensstemmelse.

Utraditionel tilgang

Hans Zimmer (f. 1957)

Helt konventionelt er scoret til Inception dog ikke, hvilket bl.a. skyldes den måde, Christopher Nolan tvang Hans Zimmer til at arbejde på. Zimmer fik ikke lov til at komponere musikken til en sammenklippet version af filmen; faktisk fik Zimmer slet ikke lov til at se filmen indledningsvist. I stedet tog han udgangspunkt i manuskriptet og komponerede en række “cues”, som Nolan kunne bruge som temp tracks. Først senere fik Zimmer mulighed for at justere de enkelte cues til filmens enkelte scener.

Med andre ord består Inception-scoret ikke af cues i ordets egentlige forstand – altså musikalske enheder, der er skræddersyet til de enkelte sceners behov med alt, hvad det indebærer af stil- og temposkift og så videre. De enkelte cues er i stedet selvbærende stemningsbilleder, og som sådan består Inception-scoret nærmere af 12 suiter end af 12 cues.

I lige præcis Inception fungerer denne tilgang faktisk glimrende, fordi hele filmen kan anskues som en række stemningsbilleder og tableauer fra det menneskelige sind, men det er næppe en tilgang, der vil fungere godt i al almindelighed. Af samme grund kan man uden videre afvise den frygt, en amerikansk filmmusikanmelder har givet udtryk for – at denne metode skulle blive alment udbredt – som grundløst hysteri.

Tematisk subtilitet

Flere steder på nettet kan man læse, at Zimmers score er meget anderledes end noget, han har lavet tidligere. Disse udsagn kommer dog ikke fra inkarnerede filmmusikentusiaster, for hvis man ikke lader sig snyde af, at scorets overordnede struktur er usædvanlig, er musikken faktisk meget karakteristisk for Zimmer. Som nævnt er både lyd og orkestrering inden for Zimmers comfort zone, og Inception ligger også i sin kompositoriske struktur i forlængelse af Zimmers senere output.

Med andre ord skal man ikke forvente testosteronfyldte power anthems á la Media Ventures, men nærmere den samme tilgang, der kendetegner scores som The Thin Red Line (1998), The Da Vinci Code (2006) og The Dark Knight (2008). Det gælder bl.a. en udpræget subtilitet i det tematiske materiale og den måde, Zimmer opbygger flere af sine cues på – som lag på lag på lag indtil de når et klimaks.

Den tematiske subtilitet opnår Zimmer ved at holde temaerne ekstremt minimalt udviklede. De består hovedsageligt af en række skiftende akkorder, der gentages igen og igen, og kun med god vilje kan kaldes egentlige temaer. Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om tematisk materiale, for Zimmer etablerer en håndfuld af disse motiver og bruger dem i de forskellige cues. Motivet fra “We Built Our Own World” (nr. 2) høres således igen i bl.a. “Old Souls” (nr. 5) og “Waiting For A Train” (nr. 10), mens motivet fra “Dream Is Collapsing” (nr. 3) høres igen i “Dream Within a Dream” (nr. 9). Og sådan kan man fortsætte.

Denne tilgang er med til at give hele scoret en fornemmelse af tematisk sammenhæng på et niveau, der ligger under det tydeligt tematiske. Motiverne er så forræderisk enkle, at man faktisk kan høre et motiv og genkende det uden nødvendigvis at være helt sikker på, hvilket cue der var det første til at introducere det. Vi er altså ikke i John Williams-land, hvor temaerne er letgenkendelige, og hvor man ikke er i tvivl, når man hører f.eks. “The Raiders March” inkorporeret i et cue.

Faktisk synes jeg, det er er temmelig genialt af Zimmer på den måde at binde musikken sammen på et næsten underbevist niveau, for det er jo præcis én af filmens centrale idéer, og ikke nødvendigvis en idé, der havde været bedre formidlet med et score, der blæser tydeligt artikulerede temaer ud i hovedet på folk.

Ikke synderligt originalt – og hvad så?!

Det er måske præcis denne temmelig raffinerede subtilitet i struktur og tematisk materiale, der har fået nogle til at sige, at Inception er et nybrud for Zimmer. Men selv om han måske her tager det et skridt længere ud end nogensinde tidligere, så er det ikke noget nyt. Helt tilbage i 1998 hørte vi meget af det samme i The Thin Red Line, og man hører da også umiskendeligt ekkoer af “Journey to the Line” i Inception-scoret (f.eks. i “Time”, nr. 12). Opbygningen af f.eks. “Dream Is Collapsing” og “Time” i form af lag på lag på lag er også noget vi kender – ikke bare fra The Thin Red Line, men i de senere år også fra The Da Vinci Code, hvor “Chevaliers De Sangreal” er konstrueret efter samme princip.

Kort sagt kan vi konstatere, at Inception-scoret ikke er synderligt originalt, og netop dette har fået galden op i visse filmmusikentusiaster. Det er efter min mening noget pjat. Det er utaknemmeligt at forvente, at en komponist konstant skal genopfinde sig selv, og faktisk synes jeg, Zimmer har undergået en fin – og tiltrængt – stilmæssigt fornyelse inden for de senere år. Selvfølgelig kan han stadig finde på at gå i klassisk Zimmer-modus med store, patetiske power anthems, men samtidig med at han komponerer en Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest (2006), leverede han også materiale som The Da Vinci Code. Og ja, i forhold til The Da Vinci Code har vi måske på et strukturelt niveau hørt flere ting fra Inception tidligere, men det er ikke plagiat.

Når alt dette er sagt, betyder det ikke at alle cues på Inception-albummet er lige interessante, men de bliver efter min mening heller aldrig kedsommelige, selv ikke lange tracks som “Radical Notion” (nr. 4) og “Waiting For A Train”. I hvert fald ikke, hvis man er i den rette sindstilstand. Hvis man har lyst til gung ho-action, ja så sætter man et klassisk Jerry Goldsmith-score på. Hvis man har lyst til noget, der er langsomt, nærmest meditativt, kan man gå til Inception. Den ene undtagelse er det intense og uptempo “Mombasa” (nr. 7), der med sit beat og sine rytmiske strygere virkelig sætter adrenalinen i gang, og som faktisk er ganske fremragende chase-musik.

Ellers er de fleste cues i et noget lavere tempo, selv om det ikke nødvendigvis betyder, de er stille. “Dream is Collapsing” er et glimrende eksempel på netop dette – efter en langsom men konstant opbygning sætter huggende strygere ind, efterfulgt af en række brutale blæserudbrud, der gentages igen og igen. Efter min mening albummets bedste cue – stort, bombastisk, brutalt og umanerlig fedt! Samme motiv bruges igen i både “Dream Within A Dream” og “Waiting For A Train” og må betragtes som ét af scorets centrale motiver.

Inkorporerer Piaf

Også indledningsnummeret “Half Remembered Dream” er effektivt. Det er enkelt og skaber igen sin effekt primært ved hjælp af en række rå blæserudbrud. Men her er igen ét af scorets raffinementer: De der har set filmen vil vide, at Edith Piafs fremførsel af “Non, je ne regrette rien” spiller en væsentlig rolle i flere af de centrale scener som det musikalske cue, der gør hovedpersonerne opmærksomme på, at de får “the kick” – måden at forlade drømmeverdenen på.

Første halvdel af “Half Remembered Dream” er baseret direkte på Edith Piaf-nummeret, men reduceret så voldsomt i hastighed, at man næppe bemærker det, med mindre man kender Piaf-nummeret vældig godt. En fin, fin idé af Zimmer. I øvrigt indgår Piaf-nummeret kortvarigt i “Waiting For A Train”, hvor det ligger hen over Zimmers score – et greb der faktisk virker rigtig godt!

Helt generelt virker Inception-scoret rigtig godt i både film og som album, og det er i mine øjne (og ører) opskriften på rigtig god filmmusik. Det skulle bestemt heller ikke undre mig, om Zimmer får endnu en Oscarnominering, når den tid kommer, hvilket i givet fald uden tvivl vil polarisere filmmusikanmelderne lige så meget som scoret i sig selv har gjort.

Herfra kommer albummet med musik fra Inception i hvert fald med de varmeste anbefalinger!

Nummerliste:
1. Half Remembered Dream (1:12)
2. We Built Our Own World (1:56)
3. Dream Is Collapsing (2:24)
4. Radical Notion (3:43)
5. Old Souls (7:44)
6. 528491 (2:24)
7. Mombasa  (4:54)
8. One Simple Idea (2:28)
9. Dream Within A Dream (5:04)
10. Waiting For A Train (9:30)
11. Paradox (3:25)
12. Time (4:36)

Total spilletid: 49:20

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2010

Tredje kapitel i Elm Street-serien starter, da den unge Kristen (Patricia Arquette) bliver indlagt på psykiatrisk afdeling efter et mislykket selvmordsforsøg. Igennem længere tid er hun blevet hjemsøgt af nogle frygtelige mareridt, hvor en vansiret morder med knive i stedet for fingre, prøver at dræbe hende.

På hospitalet viser det sig dog, at hun ikke er den eneste, der lider af disse frygtelige mareridt. En lille gruppe af unge mennesker lider alle af frygtelige mareridt om den samme person, som lægerne mener er en form for massepsykose. Men det er ikke helt nemt for lægerne, Neil Gordon (Craig Wasson) og den kolde Dr. Simms (Priscilla Pointer), at helbrede de unge mennesker – faktisk har flere af deres patienter taget livet af sig selv i deres søvn.

Lystig senfirserstemning

Kristen Parker (Patricia Arquette)

Men det er lige indtil den nyuddannede Nancy Thompson (hovedrollen fra Wes Cravens originale A Nightmare on Elm Street, 1984), bliver ansat på klinikken. Efter handlingen i den første film, har hun uddannet sig som psykiater med speciale i drømme for bedre at kunne forstå og bekæmpe sine mareridt – og Krueger. Nancy vinder hurtigt de unges tillid og får især et godt forhold til Kristen.

Det viser sig nemlig, at Kristen har en speciel evne, der tillader hende at hive andre personer ind i sine drømme, og dette vil Nancy udnytte for at bekæmpe Freddy. Sammen med hospitalets andre patienter slår de sig sammen og bliver Dream Warriors.

Dr. Neil Gordon og Elizabeth Simms (Craig Wasson og Priscilla Pointer)

Man fornemmer allerede fra starten af filmen, at instruktøren Chuck Russell ikke har satset på en mørk og dyster teenagegyser, som Craven skød serien i gang med. I stedet er Dream Warriors fyldt med en meget mere lystig senfirserstemning, der også præger film som Fred Dekkers Night of the Creeps (1986) eller Russells egen The Blob (1988) – uden at Russell dog forfalder til total komedie.

Historien i det tredje kapitel ignorerer fuldstændig handlingerne i Jack Sholders forfærdelige Freddy’s Revenge (1984), og man kan derfor nøjes med at se etteren og treeren (hvilket klart er at fortrække), hvis man da ikke er fanatiker (eller masochist) og vil se dem alle.

Gamle kendinge

Nancy Thompson (Heather Langenkamp) gør sin entré

New Line Cinema, der har produceret A Nightmare on Elm Street-serien, indså heldigvis deres fejl med 2′eren og fik Wes Craven til at arbejde på manusset til Dream Warriors. Craven takkede ja til tilbuddet, selvom han nogle år forinden havde udtalt, at han ikke kunne se en længere filmserie om Freddy Krueger og ikke ønskede at arbejde på kapitel to. Om det så var pengene, der lokkede, eller om Craven bare ikke brød sig om, hvad Sholder havde gjort ved Freddy, vides ikke.

Men det er ikke kun folkene bag kameraet, der er fælles for de to film. Også foran kameraet møder vi folk, vi har set før. Heather Langenkamp vender tilbage i rollen som Nancy, og John Saxon spiller igen hendes far – i en meget lille rolle. Endelig har vi selvfølgelig Robert Englund i rollen som Freddy. Skuespillet har fået en tand opad, selvom vi har med forholdsvis ukendte skuespillere (på dette tidspunkt) at gøre, men Langenkamps præstation skærer stadig i ørerne, og man har det bedst, når hun holder mund eller slet ikke er på skærmen.

Resten af skuespillerstaben gør det ganske glimrende, deres roller taget i betragtning, for de unge patienter er kun med for at hæve bodycounten betydeligt. Ingen af dem bliver rigtig interessante, og selvom de måske virker meget sjove de første par gange, man ser filmen, bliver de bare mere og mere irriterende ved hvert gennemsyn. Desværre mente producenterne alligevel, at nogle af karaktererne var interessante nok til at bruge i fortsættelsen The Dream Master (1988).

Comic book-stemning

Freddy er tilbage!

Dream Warriors havde et forholdsvis stort budget set i forhold til den første film, der var en lowbudgetproduktion, og det er ensbetydende med, at effekterne og mareridtene også er blevet mere omfangsrige og af meget bedre kvalitet. Hvor meget var holdt i skyggerne i den originale film, får vi nu en masse at se. Det tæller blandt andet Freddy, der styrer én af patienterne som en marionetdukke, hvor trådene er patientens kød- og muskelvæv, samt et mareridt med en kæmpe falloslignende Freddy-orm!

Mordene i Dream Warriors er generelt blevet løftet en del fra de to første indslag, og det er her, der bliver sat en standard for, hvad serien senere diskede op med. Mareridtene og mordene er stadig gennemsyret af en tyk comic book-stemning, der gør, at selvom det virker nok så grumt, bliver det aldrig superrealistisk som f.eks. i The Fly (1986) eller de senere voldsorgier i f.eks. Saw-filmene.

En besked til Nancy

Kan man lide stilen, vil man helt sikkert også være rigtig godt underholdt af det i Dream Warriors, men skal ens horror/splat have et strejf af virkelighed, vil man sikkert ikke komme helt op af stolen. Personligt synes jeg, det er meget hyggeligt med den campede 80′er-stemning, som Russell disker op med, og som han senere brugte til perfektion i remaket af The Blob (1988) og i The Mask (1994), men det er desværre ikke alt, der virker.

Da gruppen af patienter falder i søvn og vågner i deres drømme, får de nemlig nogle ”drømme-evner”, som de skal bruge imod Krueger – og det er her, filmen knækker. Den nørdede invalide dreng i kørestolen kan nu både gå og trylle, Kristen kan lave flotte saltomortaler i luften, den sorte Kincaid er nu superstærk osv. osv.

Deux ex machina griber ind her og redder dagen for de unge, der ikke rigtig skal igennem en udvikling, som f.eks. Nancy skulle, da hun første gang kæmpede imod Krueger. I en børnevenlig film vil det sikkert have virket ganske glimrende, men det er nu engang en gyserfilm, vi har med at gøre, og ikke en tegnefilm.

En klar forbedring

Freddy Krueger er ikke bleg for en kæk kommentar

Dream Warriors er meget bedre end de to første film, og rigtig mange fans betragter den som én af de bedste A Nightmare on Elm Street-film – foruden den originale. Det er selvfølgelig en smagssag, og det kan man jo diskutere fra nu af og til dommedag, men jeg foretrækker personligt kapitel tre frem for den originale.

Filmen får alligevel ikke så høj en karakter her, da der stadig er for mange elementer, der mangler. Vi har med en gyser at gøre, men der er ikke rigtig nogle elementer, der for alvor virker uhyggelige – jo, selvfølgelig er nogle af mareridtene grumme og måske lidt ulækre, men der er ikke noget, der hænger ved, efter filmen er overstået.

Elm Street-serien er en mainstream teengyser-serie og henvender sig til et ungt publikum. Derfor er filmene ikke så grumme som så mange andre splatterfilm fra den tid. Så hvis man virkelig vil have grumt blodsjask eller noget rigtig skræmmende, bør man nok søge andetsteds.

Jeg har givet filmen 3 stjerner, og på en god dag kunne man måske smide en stjerne mere efter den eller blot en pil opad. Men det er en klar forbedring i forhold til Cravens knap så spændende originale film.

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/08/2010