I maj måned i år ville Søren Kierkegaard være fyldt 200 år, hvis han altså ikke var kreperet som 38-årige. Der er nok heller ikke længere nogen i vores lille land, som ikke er klar over, at Søren K. ville være fyldt rund. Samtlige medier har tæppebombet alt og alle med Søren Kierkegaard-tingeltangel og foie gras-style proppet os med Kierkegaard til det sprøjter ud af alle kropsåbninger.

Nu mangler vi bare Tina Turner til at komme og sætte prikken over i’et, så er dét jubilæum kørt hjem! Derfor har vi, udover denne leder, Søren Kierkegaard-fri-zone her på Planet Pulp i denne måned.

D&D og Jurassic Park

I stedet har vi kastet os over et nyere element fra et kulturelt fænomen, der har haft mindst lige så stor indflydelse på den vestlige verdens tanke og åndsliv som Kierkegaard, hvis ikke større: Vi anmelder i dette nummer nemlig den nyeste Dungeons & Dragons-film, nummer tre i rækken. Smukt!

Derudover fejrer vi, at det den 11. juni (altså et par dage før vores næste nummer udkommer) er hele 20 år siden, Steven Spielbergs dinofilm Jurassic Park fik premiere i USA. Det gør vi ved at anmelde dels tegneserien, baseret på filmen, dels ”making of”-bogen The Making of Jurassic Park. Blandt tegneserierne kigger vi også på Spawn-albummet Blood & Salvation og den spritny, og alt andet end vellykkede, A Christmas Carol-gendigtning Happy!.

Host, nys

For at I ikke skal føle jer for sikre, kan I også lige få en anmeldelse af Steven Soderberghs ikke hundrede procent vellykkede Contagion, og så kan I så overveje, hvor længe, der går, inden den mærkelige SARS-agtige virus, der lige nu huserer (og som i skrivende stund allerede er nået til Frankrig) når os. Apokalypsen er på vej, venner!

Og for lige at få os ned på jorden igen, tager vi så også et kig på to lidt mere letbenede sager: Brian Yuznas zombiesjov Return of the Living Dead 3 fra 1993 og Mark. L. ”Commando” Lesters jammerlige junglefilm Gold of the Amazon Women fra 1979. Det er – som altid – lidt af en blandet butik her på Planet Pulp. Det er det, vi elsker! So sue us!

Copenhagen Comics

Husk også, at lige på kanten af maj måneds slutning er det tid til en af de helt store nørdbegivenheder i Danmark: Den 1.-2. juni løber Copenhagen Comics nemlig af stablen i Øksnehallen i København. Der kommer et væld af både danske og udenlandske stjernegæster, og samtidig bliver Ping-prisen uddelt på Vega med Anders Lund Madsen og Felix Rothstein fra Nummer 9 som konferencierer. Der er ingen undskyldninger for at gå glip af alt dette, hvis man bare er lidt tegneserieinteresseret! Planet Pulp vil selvfølgelig være på pletten, så du har også noget at glæde dig til i juninummeret! Så stay tuned og vi ses i juni.

Månedens lederskribent er Claus Jacobsen.

Film:
Contagion (Steven Soderbergh, 2011)
Dungeons & Dragons 3: The Book of Vile Darkness (Gerry Lively, 2012)
Gold of the Amazon Women (Mark L. Lester, 1979)
Return of the Living Dead 3 (Brian Yuzna, 1993)

Bøger:
The Making of Jurassic Park (Don Shay & Jody Duncan, 1993)

Tegneserier:
Happy (Grant Morrison & Darick Robertson, 2013)
Jurassic Park (Walter Simonson, Gil Kane & George Perez, 1993)
Spawn: Blood & Salvation (Alan McElroy & Ashley Wood, 1999)

De første fem minutter af Contagion er sindssygt fede! Vi kommer ind i handlingen på ”Day 2”, hvorefter der følger en række scener fra forskellige storbyer verden over (med angivelse af indbyggertal). Her ser vi nogle mennesker, der ikke ser helt raske ud, bevæge sig rundt på offentlige steder, i offentlig transport osv., alt imens kameraet subtilt fanger hvilke ting, personerne rører ved og lader os vide, hvor mange andre mennesker, de kommer i kontakt med.

Herefter går filmens egentlige handling i gang. Vi følger en række forskellige roller, og det er igennem denne for Steven Soderbergh ret karakteristisk kalejdoskopiske fortælleform, at historien om en dødbringende global virus udfolder sig.

Blandt karaktererne er bl.a. Beth Emhoff (Gwyneth Paltrow), der har været på forretningsrejse i Fjernøsten og der pådraget sig den virus, det hele drejer sig om. Dertil kommer hendes mand (Matt Damon) og steddatter, en læge fra WHO, der sendes til Kina for at opspore smittekilden (Marion Cotillard) samt nogle af de ansvarlige ved det amerikanske CDC (Centers for Disease Control and Prevention), der bekæmper viruset (bl.a. Laurence Fishburne og Kate Winslet).

I andre roller finder vi også folk som Jude Law og Elliot Gould, så Contagion er en stjernespækket film, og på nær Jude Law, der overspiller fælt, er alle medvirkende velspillende og velcastede.

Mellem to stole

Contagion udspiller sig over en periode på adskillige måneder, og filmen vil gerne både have det globale perspektiv og en mere lokal følelsesmæssig forankring. Der sætter filmen sig mellem to stole, og det er én af dens svagheder.

Efter de første fabelagtige fem minutter går det globale perspektiv i høj grad i glemmebogen, og da Marion Cotillards karakter endvidere køres ud på et sidespor og stort set glemmes helt til slutningen af filmen, ender handlingen med stort set kun at have et amerikansk perspektiv.

Men selv det amerikanske perspektiv er ikke uproblematisk. Steven Soderbergh har i flere tidligere film gjort brug af den samme kalejdoskopiske fortælleform, som i Contagion (f.eks. Traffic, 2000), og det er noget, nogen elsker, mens andre har det noget sværere med det. Jeg falder nok hovedsageligt i den sidste gruppe – i hvert fald skal den slags film have ekstremt solide manuser for at hænge ordentligt sammen og ikke komme til at føles unødigt fragmenterede. Det gør Contagion desværre lidt.

Vi følger de forskellige karakterer i deres gøremål: CDC-folkenes forsøg på at inddæmme og stoppe viruset og Matt Damons rolle i forsøget på at holde datteren i sikkerhed, indtil der foreligger en vaccine. Fokus skifter mellem fugleperspektivet og det meget nære og personlige, og jeg kan fint se idéen med det: At forankre den store fortælling i nogle personer, man kan forstå og holde af (Spielberg gjorde det med stort held i sin udgave af War of the Worlds fra 2005).

Det lykkes dog aldrig helt for Soderbergh, for Damons rolle (og hans datter) for får lidt screentime til, at man egentlig lærer dem at kende. Det betyder også, at man ikke rigtig har hjertet med i filmen.

Ikke helt vellykket manuskript

Men selv den spænding, som kunne være skabt af det mere overordnede perspektiv udebliver, fordi vi selv i fugleperspektivet kun får et meget begrænset kig på pandemiens konsekvenser. Her skulle Soderbergh og hans manuskriptforfatter Scott Z. Burns have zoomet helt ud på makroplan og for alvor vist de forskellige globale konsekvenser af en så katastrofal pandemi, som der er tale om.

Uden overhovedet at ville spille Karl Smart, er jeg nødt til at sige, at jeg har set Discovery Channel-dokumentarer, der fik det til at løbe mig koldere ned ad ryggen end Contagion gjorde.

Desuden må det siges, at Scott Z. Burns også har begået lidt af en brøler ved at inkludere den karakter, Jude Law spiller: En sammensværgelsesteoretiker og blogger, der spreder mere eller mindre falske nyheder på sit website og har masser af læsere og derfor potentielt er farlig for samfundsordenen. Rollen har ikke nogen betydning for filmen som sådan, og bruger sådan set bare screentime, der kunne have været anvendt bedre andetsteds.

Og så er det ærgerligt, at Marion Cotillards karakter helt køres ud på et sidespor ret tidligt i filmen for først at vende tilbage helt hen imod slutningen. Det virker som om, en større historie er blevet sakset ud af manuskriptet dér.

Historien med Cotillards karakter, der sendes til Kina for at opspore smitten, er i øvrigt også én af de få steder, hvor der sniger sig en politisk kommentar ind – mest i forhold til nogle af WHO-folkene, der opfører sig som totale røvhuller. Det er heller ikke helt velfungerende, fordi Contagion derudover stort set er apolitisk og forsøger at undgå at bringe alt for meget politik ind i fortællingen.

Filmen fungerer – bare ikke så godt, som den kunne have

Selvom der altså er en række ting ved manuskriptet, der ikke fungerer optimalt, er det ikke ensbetydende med, at de slet ikke fungerer. Contagion er basalt spændende, uhyggelig og tankevækkende; blot ikke så meget, som den kunne have været, og især ikke når man tænker på, at den naturligvis er et produkt af svineinfluenzapandemien i 2009.

Den fragmenterede fortællestil og den i bund og grund meget realistiske historie gør nok også sit til, at det grundlæggende spændingsniveau aldrig når op på højde med f.eks. en thriller-/actionbasker som Outbreak (1995), der er helt plotfokuseret.

Contagion er derfor en blandet fornøjelse: Nogen decideret ringe film er den ikke, men der er et stort uforløst potentiale i den, som gør, at man sidder lidt frustreret tilbage, når man har set den til ende. Til gengæld er emnet så højaktuelt (i skrivende stund huserer en mystisk SARS-lignende virus), at Contagion næppe er den sidste film om emnet, så vi kan håbe på, at den næste film, der kommer, er endnu bedre. I mellemtiden er Contagion ikke noget ringe bud; den kunne bare have været endnu bedre. Og så kan vi jo altid få vores spændingsbehov stillet ved at se Outbreak igen-igen.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Noget var gået min radar forbi. Noget stort. Det gik op for mig, da jeg slog et smut forbi min lokale Blockbuster. Dér, på hylden blandt film til en halvtredser, stod den og glimtede som en juvel: Tredje film i Dungeons & Dragons-serien. Det første, og meget jammerlige, indslag, Dungeons & Dragons (2000), ramte som en stinkende lort året før The Lord of the Rings-serien gjorde fantasy til hvermandseje.

En talentløs serie

Vi husker vel alle den manisk overspillende Jeremy Irons? Næste film var den markant bedre, men stadig ganske jammerlige, Dungeons and Dragons: Wrath of the Dragon God (2005). Hvordan kunne det gå så galt, at der skulle laves endnu en film?

Og denne tredje stinker, som nærmest er den bedste af de tre, er blandt andet produceret af den talentløse Courtney Solomon, der instruerede den første af filmene, og så er den instrueret af Gerry Lively, som instruerede nummer to. Der var åbenbart nogen, måske Solomon, der syntes, at Lively er en sej instruktør? Ellers var der bare ikke penge til mere? Eller måske tænkte man bare, at verden ville have godt af endnu en lortefilm lavet af endnu en talentløs instruktør?

At den så udkom sidste år, som tv-film vel at mærke, kan jo ikke undre, da det jo var der, at første del af The Hobbit-trilogien udkom. Så der er en rød tråd mellem Dungeons & Dragons-serien og Tolkien. Og det vidste vi jo godt, på rollespilsfronten, men på filmscenen har den røde tråd udviklet sig til et gustent reb, der leder direkte ned i den filmiske mødding: Peter Jackson, det er din skyld!

Så langt så godt. Jeg tog den tredje film ned fra hylden og lod mig forføre af både titlen og bagsideteksten. The Book of Vile Darkness! Ondskab, ja tak. På bagsideteksten, som man naturligvis aldrig må stole på, nævnes der en mind flayer, og mit mundvand begyndte at løbe: et helt grotesk monster, som jeg gerne vil se i en liveaction-film. Men nu må jeg allerede skuffe jer: Der er ingen, og jeg gentager ingen, mind flayer med i filmen. Øv.

Velkommen til fantasy-land a la Østeuropa

Men hvad så med selve filmen? Jo, den starter ganske fint med en tegnet introsekvens, hvor vi præsenteres for skabelsen af The Book of Vile Darkness. Stemningsfuldt og elegant. Men så klipper vi til den rigtige film, som endnu engang ligner noget værre lort spækket med dårlige skuespillere (jeg kender umiddelbart ingen af dem fra andre film) og det klassiske østeuropæiske look, som vi kender fra et utal af b-film – med og uden Steven Seagal.

Vores hovedperson og helt Grayson tilhører en gammel ridderorden, der for mange, mange år siden stoppede The Book of Vile Darkness og alle de onde, inden ”Jorden” gik under. Nu skal helten indvies, men det går helt galt, og snart bliver mange af ridderne dræbt og faderen, der også er ridder, tages til fange af et party af onde, onde folk. Så nu er gode råd dyre. Vores helt besøger ”magic item-butikken”, får sig blandt andet en bag of holding, og så forsøger han at komme med i de ondes party for at redde sin far, som i mellemtiden er blevet sendt et eller andet sted hen. Og ja, efter at have bestået en ”ondhedsprøve”, bliver han optaget.

Få fede scener i denne stinker

Så er der lidt sex, lidt balder, lidt amatøragtige kampscener, en masse CGI anno 1998, lidt ondskab, en drage, lidt mere ondskab. Men… Der mangler noget. Hvor er The Book of Vile Darkness? Det virker som om, at folkene bag filmen har tænkt det samme, for pludselig bliver den, nærmest ud af den blå luft, introduceret, og så følger slutningen, som er filmens klart, klart bedste del.

Her er der faktisk decideret ubehagelig stemning og mange fede scener. Der er eksempelvis en fremragende og creepy sekvens med en dæmon, som ligner noget fra en Guillermo del Toro-film. Her viser filmen, hvad den kunne være blevet til, med et ordentligt manuskript.

Gør slutningen så filmen til en nogenlunde god film? Nej, bestemt ikke, og de få velfungerende scener kan ikke redde det samlede indtryk og det tydelige aftryk af amatørarbejde. Men til gengæld gør alle dårligdommene den til en film i den klasse, der hedder so bad it’s good – de falske toner rammes til perfektion, og det gør rent faktisk, at underholdningsværdien er helt i top, dog af alle de helt forkerte årsager.

Dårlige rollespillere har fået en film der passer til dem?

Det er sgu’ utroligt, at man i 2012, eller hvilket som helst år for den sags skyld, vil spise folk af med den slags lort – og så fik jeg slet ikke sagt, at der i replikkerne er direkte referencer til rollespilsmateriale. Jeg ved ikke, hvor dumme de tror vi er? Tror de, at det er sådan, vi spiller rollespil – altså som en jammerlig rodebunke i Østeuropa?

Når jeg nu tænker mig om og tænker tilbage på nogle dårlige oplevelser fra eksempelvis rollespilskongressen Fastaval, så er der faktisk nogen, der spiller rollespil på præcis den måde. Så måske rammer den faktisk sin målgruppe: dårlige rollespillere? Tak for kaffe, siger jeg bare, og kvitterer med én, funklende rød stjerne til både Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness og til de dårlige rollespillere.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

”Man skal ikke skue hunden på hårene”, lyder et gammelt ordsprog. Som de fleste filmfans ved, er det noget, der i den grad gælder for covers, og det gælder i allerhøjeste grad også for Gold of the Amazon Women. Coveret er da også én af de absolut bedste ting ved filmen.

De Syv Byer af Guld

Handlingen er… sparsom. Eventyreren Tom Jensen (svenske Bo Svensson) bliver opsøgt i Eventyrernes Klub af en gammel eventyrer, der egentlig menes at være død under en ekspedition til Amazonjunglen. Han er gået under jorden, fordi han under ekspeditionen fandt Cibola, de Syv Byer af Guld, som den skruppelløse narkohandler Clarence Blasko (Donald Pleasance) er ude efter at finde.

Det siger sig selv, at Blasko aldrig må finde byerne, for så vil han kunne overtage hele verdens narkohandel. Eller noget i den stil. Det siger den gamle eventyrer i hvert fald, kort før han bliver skudt ned med bue og pil af to amazonkvinder, der har forfulgt ham hele vejen fra Sydamerika.

Jensen kan naturligvis ikke lade den gamle mands bøn gå uhørt hen, så han tager af sted til Sydamerika sammen med makkeren Luis Escobar (der, til trods for navnet, ikke er narkohandler). Der sætter de af sted på verdens dårligst udrustede ekspedition – de har dog en jeep, der kan bringe dem noget af vejen.

Undervejs møder de (knap så) vilde indfødte, inden de havner i kløerne på en flok særdeles lyshudede og engelsktalende amazonkvinder under ledelse af dronning Na-Elala (Anita Ekberg). Men sørens også! Blasko er lige i hælene på dem, og i stedet for at traske igennem junglen, bruger han en helikopter til at komme frem sammen med sine to egne amazonkvinder. Det hele kulminerer i én af de syv byer, der i øvrigt INTET har at gøre med billedet på dvd-coveret, men primært består af eksteriørbilleder af et mayatempel (tror jeg nok).

Ringe manuskript

Okay, først og fremmest må det lige bemærkes, at Gold of the Amazon Women er produceret til tv, og at production valuen derfor ikke kan forventes at være skyhøj. Det er da også fair nok, og det taget i betragtning er junglelokaliteterne som sådan fine nok, selvom de unægtelig er ret cheap.

Men for fanden, hvor er manuskriptet ringe, og manuskriptforfatteren Stanley Ralph Ross (der i øvrigt er krediteret som Sue Donem og som også er filmens executive producer) har tydeligvis haft svært ved at finde på, hvad der skulle ske undervejs. Det fører bl.a. til en ulideligt lang sekvens i den indianerlandsby, Jensen og Escobar besøger undervejs.

Hele opbygningen er desuden håbløs: Jensen er nok verdens dårligst forberedte eventyrer, der tager på en farlig ekspedition uden andet udstyr end en jeep, og plottet med Blasko er mildest talt også ret bøvet. Især da han uden problemer flyver mere eller mindre direkte til De Syv Byer i sin helikopter, mens Jensen og Escobar må kæmpe sig igennem junglen. De opgiver dog først deres jeep, da Blasko skyder den i smadder fra sin helikopter, så helt generelt tegnes der et billede af Amazonjunglen som ”ret nemt eventyrterræn”.

Så når vi endelig frem til Amazonkvinderne, og de er jo kønne at se på (Anita Ekberg ser dog lidt slidt ud på det her tidspunkt), men hvordan de lige taler skidegodt engelsk og er hvide får vi ingen forklaring på. Til gengæld lykkes det vildt hurtigt for vore to helte at charmere de ellers krigeriske kvinder, så de gutter ikke må tage til takke med en skæbne som avlshingste.

Oven i det hele kan vi så lægge helt håbløs dialog og nogle mildest talt tvivlsomme skuespilpræstationer fra hele flokken, og resultatet er en vaskeægte turkey. Det kan godt være, Bo Svensson har fået lidt af et kultry på grund af film som Quel maledetto treno blindato (engelsk: The Inglorious Basterds, og nej, ikke Tarantino-filmen, men den fra 1978), men nogen stor skuespiller er han altså ikke, og det gør næsten helt ondt at se Donald Pleasence tage til takke med en fjollet rolle som Blasko: Fra Blofeld til Blasko på 12 år.

Kultklassiker?

Man griner lidt undervejs, men det er af filmen, ikke med den, og desværre ikke nok til, at Gold of the Amazon Women er én af den slags film, der er so good, it’s bad. Langt hen ad vejen var jeg på nippet til at lade mig charmere af dens generelle no-budget feel og mange tåbeligheder, men til sidst blev det bare trættende – det kunne selv ikke en nådefuld kort spilletid på 90 minutter gøre noget ved.

”Gold of the Amazon Women er en vaskeægte kultklassiker” hedder det på bagsiden af dvd-coveret. Jeg gad godt vide, hvem der kultdyrker lige præcis den her, for sammenlignet med andre junglefilm fra samme tid, er der ikke meget at komme efter – det skulle da lige være det stedvist ret fine score af Gil Melle, der også leverede musikken til The Andromeda Strain (1971).

Men måske dyrkes Gold of the Amazon Women af hardcorefans af Mark L. Lester?! Ham kender vi bedre som manden bag Stephen King-filmatiseringen Firestarter (1984), Schwarzenegger-hittet Commando (1986) og Dolph Lundgren-baskeren Showdown in Little Tokyo (1991). Noget senere har han også instrueret Pterodactyl (2005), som i sin tid fik en alt andet end begejstret anmeldelse her på Pulpen.

Det vil nok være løgn at sige, at Lester er én af historiens store instruktører, og man mærker da heller ingen stærk instruktørs hånd i Gold of the Amazon Women. Det skulle da lige være venstre hånd.

Gold of the Amazon Women er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Dan O’Bannons fremragende Return of the Living Dead (1985), blev efterfulgt af en sløj omgang zombie-nonsens i 1988, der prøvede at ligne den første for meget, uden at tilføje noget nyt, udover mere gakket humor. Der skulle så gå yderligere fem år, før Brian Yuzna (manden bag Bride of Re-Animator fra 1989 og Beyond Re-Animator fra 2003) igen tog fat om serien og pustede nyt liv i den.

Med tredje kapitel bliver der åbnet op for et nyt publikum, der ikke nødvendigvis har set de to foregående film, og dette klarer Yuzna ganske tilfredsstillende. Vi får hurtigt præsenteret gassen 2-4-5 Trioxin, der spiller en vigtig rolle i serien, samt at zombierne spiser hjerner, kan snakke (til dels) og kun kan stoppes ved, at man smadrer deres rådne hjerner. Herfra kører Yuzna ellers sin egen vej med en historie, der adskiller sig markant fra de to forrige Return of the Living Dead-film.

Zombiekæreste

Filmens første zombie.

Curt og Julie når at stikke af, men da Julie dør i en trafikulykke, bliver Curt sat i et dilemma. Skal han lade Julie hvile i fred, eller skal han udsætte sin udkårnes lig for gassen i håb om at få hende tilbage?

Det er nok ingen overraskelse, at Curt genopliver sit livs kærlighed, men den Julie, der vågner, er ikke den samme. For at styre sin sult må hun påføre sig selv smerte gennem gør-det-selv-kropspiercinger med alskens skarpe genstande. Det forelskede par løber naturligvis ind i problemer og ender med at må flygte fra både militære og en bande af knap så skræmmende slyngler.

Trækker i langdrag

Curt og Julie før det hele går galt.

Parret ramler ind i nogle bøller, der virker fejlcastet og som aldrig virker faretruende men blot ganske irriterende, indtil de hen imod klimakset leverer deres egentlige funktion – kanonføde. Plottet er drevet af, at parret skal flygte fra militæret og finde et sted, hvor de kan leve et lykkeligt og frit liv sammen, men truslen bliver aldrig for alvor skræmmende, før de sidste par minutter, hvor Curt og Julie må stå ansigt til ansigt med militæret og deres zombieeksperimenter.

Selvom tempoet til tider er højt, og der bliver serveret noget zombiesplat, bliver det hele bare trukket i langdrag, og der sker ikke nok til, at Yuzna kan holde publikum fanget. Flugten fører ikke rigtig nogle steder hen, udover at hovedpersonerne ender i en kloak sammen med den venlige Riverman (Basil Wallace). Dog tager handlingen lidt fat igen i løbet af de sidste 15-20 minutter, hvor militæret må lære af deres fejl, og Julie-zombien går i kamp.

Svingende

Curt.

Yuzna har ellers bevist, at han formår at tackle det klamme, bizarre og humoristiske i produktioner som Society (1989), The Dentist (1996) samt de to sidste indslag i Re-Animator-trilogien.

Der vil dog stadig være noget at hente for zombiefans i Return of the Living Dead 3, der byder på et par ganske ulækre scener og en god portion blod – og så er Melinda Clarke en fryd for øjet som zombie-Julie.

Budgettet har ikke været det store, og det mærkes tydeligt på teknikken bag. Effekterne er sparsomme, men effektive, kulisserne (især militærbasen) virker billige, og man køber ikke rigtigt, at de lange gange skulle være en tophemmelig militærforskningsbase.

Ikke skyggen af titlen

Julie i fuldt zombie-outfit.

Yuzna har siden udtalt sig om, at han ville have udsendt filmen under en anden titel – for det første, fordi titlen var for lang og for det andet for ikke at koble filmen for meget sammen med O’Bannons original. Om dette ville have hjulpet filmen til større succes er tvivlsomt, men den kunne måske have fået sit eget liv og ikke levet i skyggen af Return of the Living Dead-titlen.

Return of the Living Dead 3 er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

For 20 år siden blev der skrevet filmhistorie, da der var premiere på Steven Spielbergs eventyrfilm Jurassic Park (1993), baseret på Michael Crichtons bestseller af samme navn. Filmen viste dinosaurer på den indtil da mest troværdige måde nogensinde – især med brug af CGI, der ændrede filmbranchen for altid.

Endnu i dag er Jurassic Park en af tidens største filmsucceser. Den startede en franchise, og efter den første film kom Spielbergs egen The Lost World: Jurassic Park (1997) og Joe Johnstons Jurassic Park 3 (2001). I skrivende stund er endnu en film på tegnebrættet; denne gang med den relative ukendte Colin Trevorrow bag kameraet.

Bogen The Making Of Jurassic Park, der er skrevet af Cinefex-journalisterne Don Shay og Judy Duncan, udkom naturligvis samtidig med Jurassic Park, og i anledning af 20 års-jubilæet for filmen, kigger vi her nærmere på den.

En detaljeret tilblivelseshistorie

The Making Of Jurassic Park er delt op i fire store kapitler, som er ”Preproduction”, ”Production”, ”Postproduction” og ”Storyboards”. ”Preproduction” fortæller, hvordan ideén til filmen opstod. Spielberg og Crichton mødtes engang, og Crichton fortalte om sin roman Jurassic Park og ideén om kloning af dinosaurus-DNA. Spielberg blev så begejstret for det, han hørte, at han købte rettighederne til romanen, før den overhovedet var udgivet. Crichton skrev filmmanuskriptet sammen med David Koepp, som siden blev en af Spielbergs faste manuskriptforfattere.

Spielberg ville have de mest troværdige dinosaurer på film overhovedet, så han hyrede dinosaureksperter til at hjælpe ham med det enorme researcharbejde, der tog mange måneder. Effektmesteren Stan Winston og hans dygtige folk skabte ud fra researcharbejdet flotte dinosaurer som bl.a den store T-Rex og de sindssygt skræmmende Velociraptors som robotstyrede dukker.

Bogen kommer godt omkring produktionen af filmen med kapitlet ”Production”. Størstedelen af filmen blev filmet på location i Hawaii, mens store effektsekvenser af tekniske årsager måtte laves i filmstudier i Californien. Mens Spielberg & Co. filmede i Hawaii, måtte de på et tidspunkt afbryde optagelserne på grund af en voldsom orkan. Nogle af de scener i filmen, der involver stormvejr, blev faktisk skudt de dage, orkanen rasede.

Man får også godt stof om castingen af filmen, der havde gode skuespillere som Sam Neill, Laura Dern, Jeff Goldblum, Richard Attenborough og Samuel L. Jackson på rollelisten.

De revolutionerede dino-effekter

I det spændende kapitel ”Postproduction” får man den fascinerende historie om de banebrydende, computerskabte dinosaurer. Oprindelig skulle de havde været skabt via den seneste udgave af stop motion-animation, nemlig go-motion – en teknik, der blev udviklet af den legendariske effektmager/stop motion-animator Phil Tippett.

Tippett havde i forvejen skabt en række animatics (animerende storyboards) til de vigtige dino-scener. Spielberg var dog usikker på, om stop motion-teknikken ville fungere, men han var også usikker på, om computereffekter kunne bruges på det tidspunkt.

Dennis Muren og hans folk fra ILM (Industrial Light & Magic) lavede nogle testscener med CGI-skabte dinosaurer, der overbeviste Spielberg om, at CGI var vejen frem. Tippett var bange for at hans rolle i produktionen af Jurassic Park var forbi, men Spielberg brugte ham som animationsinstruktør, så han kunne hjælpe computeranimatorerne til at skabe troværdige dino-animation, og resten er filmhistorie.

I resten af ”Postproduction”-kapitlet får man indsigt fra de sædvanlige Spielberg-folk, klipperen Michael Kahn og komponisten John Williams. De, og en masse andre, havde travlt med at færdiggøre Jurassic Park, mens Spielberg hastede videre til Holocaust-dramaet Schindler’s List (1993).

Storyboards, tegninger og billeder

The Making Of Jurassic Park er heldigvis fyldt til randen med making of-billeder, billeder fra selve filmen, flotte produktionsillustrationer fra folk som John Bell og Mark ”Crash” McCreery og sidst, men bestemt ikke mindst, storyboards, der har et helt kapitel for sig. Det er simpelthen cool at se de originale storyboards fra berømte scener som f.eks. T-Rex-scenen. Undervejs i bogen finder man også en lang række humoristiske dinosaurustegninger.

For enhver fan af Jurassic Park er The Making Of Jurassic Park et sandt must have. Det er en bog, der er skrevet med passion for filmarbejde, og den fungerer som et fint supplement til den fantastiske film, der stadigvæk betager og imponerer ens indre dinosaurusglade barn mange år efter.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Tonen og stilen slås an på de første sider: ord som ”prick”, ”cunt”, ”dicks”, ”assholes” og ”shit” udfylder taleboblerne, en hjemløs mand brækker sig, mens en hund letter ben op ad ham, en prostitueret udfører fellatio på en mand iført kakerlakkostume, ulækkert voldelige scener følger … Det ligner noget, som Mark Millar eller Garth Ennis kunne have fundet på, men med Happy! demonstrerer Grant Morrison, at han kan skrive på samme niveau.

Tegneren er Darick Robertson, hvilket gør associationen til Ennis nærliggende. Det var Robertson, der leverede stregen til Ennis’ The Punisher: Born og The Boys, titler som svælger i kynisme, menneskelig fornedrelse, misantropi og torturporno. Den slags udpenslinger er Robertson god til. Faktisk er han slet ikke uden talent for at give læseren kvalme.

”Fuck it all! Every last living thing.”

Happy! er en slags gendigtning af Dickens’ A Christmas Carol (dansk Et juleeventyr, oprindelig udgivet 1843) med en forhenværende politimand som Scrooge og alle spøgelserne samlet i en flyvende blå enhjørning. Nick Sax, den forhenværende politimand, er korrupt, alkoholiker og narkoman – han er med andre ord en stereotyp.

Den verden han lever i er en rendesten af korruption og vold. Her er julemanden ikke bare stiknarkoman men også pædofil morder, og rigmænd betaler for at se med online. For at appellere til lavest mulige niveau er der naturligvis også en katolsk præst med samme seksuelle præferencer.

”Pay attention to the talking horse!”

Dette triste verdensbillede brydes af den absurde introduktion af Happy, den flyvende blå enhjørning. Hermed bliver det muligt at læse Happy! som et forsøg på at kritisere og forløse nogle af de værste tendenser i den moderne tegneserie. ”So how about turning this into the heartwarming tale of redemption it’s supposed to be?” siger Happy på et tidspunkt.

Fortællingen munder da også ud i en tilnærmelsesvis Dickensk slutning, dog tilsat et skud Punisher – hvilket underminerer kritikken. Man skulle tro, at Happy! var skrevet og tegnet af tolvårige drenge på en cocktail af hash, sprut og piller: hvis det var tilfældet, kunne man i det mindste håbe, at de på et tidspunkt blev voksne, for der er øjeblikke, hvor talentet skinner igennem sølet.

Men er den absurde hest end elskelig, er der mudder på dens vinger. Eller måske er det snarere blodet fra de mange døde, som efterlades i Nick Saxs kølvand. Læs hellere Lee Bermejos lækkert tegnede Batman: Noël, en overraskende vellykket transposition af A Christmas Carol til Batuniverset. Happy! er spild af tid.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Engang var der et tegneserieforlag, der hed Topps Comics. Det var en del af firmaet Topps, der laver tyggegummi og samlekort, som f.eks. den berømte Mars Attacks!-serie, som Tim Burtons film fra 1996 var baseret på.

Fra årene 1993 til 1998 udgav Topps Comics tegneserier, der bl.a. var baseret på tv-serier og film. Det blev bl.a. til tegneserier som The X-Files, Bram Stokers Dracula (tegnet af Hellboy-skaberen Mike Mignola) og Jurassic Park, som vi ser på i denne her anmeldelse.

Udgivelsen her er den oprindelige samlede udgivelse fra Topps Comics. I dag kan man finde tegneserien i forlaget IDW Publishings bagkatalog sammen med en masse andre Jurassic Park-relaterede tegneserier.

Følger filmens handling med enkelte friheder

Jurassic Park udkom i kølvandet på Steven Spielbergs film. Tegneserieveteranen Walter Simonson skrev manuskriptet ud fra filmens manuskript, og de dygtige tegnere Gil Kane (tegner) og George Perez (rentegner) tog sig af tegnearbejdet.

En beskrivelse af plottet er totalt unødvendig, eftersom tegneserien følger filmens handling meget tæt med ganske få undtagelser. Naturligvis er det ikke den samme oplevelse som på film, men det hjælper faktisk at lytte til John Williams’ fantastiske musik, mens man læser tegneserien.

I sin introduktion nævner Walter Simonson at da han fik tilbuddet om at omskrive Jurassic Park til en tegneserie, sagde han ja med det samme, da han er dinosaurfan. Som læser mærker man også Simonsons entusiasme for projektet, og han har såmænd også tegnet tegneseriens flotte forsidetegning.

Tegneren Gil Kane er især kendt for sit arbejde på DC-tegneserierne Green Lantern og Atom. Hans tegninger i Jurassic Park er generelt flotte og er meget tæt på den farverige billedside fra filmen. Dog har Kane taget visse friheder med udseendet af de forskellige figurer, for de ligner ikke ret meget filmens skuespillere, men selve tegneserien skulle jo også gerne stå på egne ben. Det store øjeblik fra filmen – nemlig T-Rex-scenen – fungerer fint i tegneserieform, også selvom man mangler lydeffekterne!

Bonusmateriale

Der er bonusmateriale med i tegneserien i form af et par sider om tilblivelsen af filmen. Det er ultrakort i forhold til den fede bog The Making of Jurassic Park, der er spækket med baggrundsstof, men det fungerer fint alligevel.

Der er også sider om Topps’ samlekort-serie med flotte Jurassic Park-illustrationer af dygtige illustratorer som bl.a. Jeffrey Jones, Kent Williams og Al Williamson. Med i tegneserien finder man også to prequel-historier, der begge foregår før det, der sker i Jurassic Park.

Fint til Jurassic Park-nørder

Er man vild med Spielbergs dinoklassiker, så er tegneserieudgaven af Jurassic Park et fint samleobjekt. Noget mesterværk er tegneserien ikke, men den bærer i det mindste præg af, at den er lavet af folk, der elskede filmen. Den form for entusiasme er det, der gør, at den ikke føles som tom metervare, sådan som ”fra film til tegneserie”-udgivelser tit kan være.

Titel: Jurassic Park
Forfatter: Walter Simonson
Tegnere: Gil Kane, George Perez
Forlag, år: Topps Comics, 1993
Albumlængde: 104 sider

Udkom oprindelig i fire hæfter fra juni til september 1993 på forlaget Topps Comics.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Siden den tidligere Marvel Comics-tegner Todd McFarlane startede sin mørke og dystre tegneserie om helvedesynglen Spawn for 21 år siden, har den dæmoniske superhelt været én af de mest populære tegneseriefigurer i USA og udlandet – okay måske lige på nær Danmark, hvor der har været to mislykkede forsøg på at udgive tegneserien.

Udover selve Spawn-serien, findes der en del spin off-tegneserier som Angela (en sexet englekriger/babe), Curse of the Spawn, Sam & Twitch og den japanske manga Shadows of Spawn. I denne anmeldelse ser vi på en af de selvstændige tegneserieudgivelser, nemlig Spawn: Blood & Salvation, skrevet af den erfarne Spawn-forfatter Alan McElroy og tegnet af det grafiske geni Ashley Wood.

Helvede på jord

Spawn: Blood & Salvation er en lidt speciel udgivelse, da den virker på to planer. Den er en selvstændig historie, men den er også en slags slutning på helvedesynglen Daniel Llansos historie fra miniserien Curse of the Spawn. Man behøver dog ikke umiddelbart at kende den historie i forvejen, men det skader ikke.

Historien i Spawn: Blood & Salvation er grum og dyster: Langt ude i fremtiden er Jorden stærkt påvirket af en altødelæggende katastrofe. Nogle få mennesker forsøger nu at overleve et kommende angreb fra Helvedes hær. Daniel Llanso er vidne til dette, og han vil bruge sine mørke kræfter på at stoppe hæren, før det er for sent…

Et ekspressionistisk helvede fyldt med bibelcitater

Forfatteren Alan McElroy har gode erfaringer med at skrive Spawn. Han skrev Curse of the Spawn, var med til at udvikle den kritikerroste, animerede tv-seriefortolkning af Spawn (1997-99) og skrev filmmanuskripet til den knap så vellykkede Spawn-film fra 1997.

McElroys tekst i Spawn: Blood & Salvation er ret god og i perioder tilmed lyrisk. Noget af dialogen fra de dæmoniske væsner lyder som sangtekster fra heavy metal-sange, hvilket kunne være perfekt at lytte til, mens man læser tegneserien. McElroy er heller ikke bleg for at bruge citater fra Biblen, og til tider gør det Spawn: Blood & Salvation en smule for prætentiøs efter min smag. Spawn fungerer generelt bedst efter min mening som en omgang kulørt underholdning, man ikke skal tage for alvorligt.

Den australske illustrator Ashley Wood tager dog hele opmærksomheden med sine fremragende illustrationer! Han kombinerer oliemaling med digitalt mixed media-arbejde og har også leveret illustrationer til andre Spawn-relaterede tegneserier. Han har været med til at udvikle tegneserier baseret på det populære computerspil Metal Gear Solid og har udgivet kunstbøger samt sin egen tegneserie Popbot.

Woods visuelle fortolkning af den postapokalyptiske fremtidsverden i Spawn: Blood & Salvation sidder lige i skabet. Det er som at se et ekspressionistisk helvede begravet i store skygger uden et glimt af håb. Det kunne være fedt at se Wood lave en animationsfilm i den her stil!

Ren guf for Spawn-fans

Er man i forvejen til Spawn og især Curse of the Spawn, vil man kunne lide Spawn: Blood & Salvation. Nogen stor læseoplevelse er den måske ikke, men tegneserien bliver i den grad reddet af Woods illustrationer og fungerer også som en god introduktion til hans arbejde, hvis man ikke kender det i forvejen – også selvom tegneserien er temmelig kort.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

”Den vestlige civilisation er afgrænset af tre grundlæggende tabuer: incest, mord og kannibalisme. Det er det ækle og modbydelige, som vi ikke vil kendes ved. Måske derfor er det et nødvendigt onde, at kunsten angriber det abjekte, det obskure, det onde, lige på og hårdt, konfronterer os med det. Så det ikke eksploderer eller bare siver ud gennem sprækkerne.”

Så hvis du er i København i maj, er der ingen undskyldning for ikke at troppe op og se nærmere på uhyrlighederne i dette moderne freak show. Læs mere her: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=8500

På Planet Pulp har vi anmeldt Martyrs og Antichrist, og du kan være sikker på, at vi nok også med tiden får anmeldt resten af filmene fra ”Extreme Cinema”-serien. Og vi tør faktisk godt.