Jens Christian Hoff
Ingen kommentarer

Æon Flux

Æon Flux
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Æon Flux skuffer primært i kraft af at have et uudnyttet potentiale i forhold til et forlæg, man kunne have fået adskillige gode film ud af.

Æon FluxBemærk at anmeldelsen er baseret på biografversionen af filmen.

Så havde den så, endelig om man vil, dansk premiere: MTV Films live action film, baseret på den animerede serie af samme navn.

Kender man ikke Æon Flux kan man kigge på artiklen om den animerede serie i En introduktion til Æon Flux andetsteds på Planet Pulp.

Filmen havde premiere i USA for en rum tid siden, hvor den, på trods af at indspille en pæn sum penge, fik anmelderkniven i langt de fleste tilfælde. Både af dem, der kendte til den animerede Æon Flux, men også af dem der ikke gjorde.

Fra marginal til mainstream

En af de mest grundliggende og nok også afgørende forskelle mellem to udgaver af Æon Flux er, at den animerede serie startede som noget, der var meget smalt og decideret marginalt, både i appeal og eksponering, som en lille del af det syrede program Liquid Television, der altid blev sendt relativt sent på MTV. Seriens gradvist stigende popularitet gjorde den så til noget tilnærmelsesvis mainstream, men aldrig noget man kunne betegne som rigtig mainstream.

Seriens kultstatus har dog fået MTV til at gå efter at producere en mainstream film, vel primært også for at tjene penge. Dette er nok grunden til, at der er en afgørende forskel på, hvad de to inkarnationer af Æon Flux kan og tør, og med dette in mente kan vi kigge mere detaljeret på det overordnede elementer i filmen.

Ingen direkte sammenhæng mellem serie og film

Lad os starte med historien. Her kan vi til en start kort konstatere, at filmens baggrundshistorie kun baserer sig løst på seriens. Med andre ord er der ingen direkte sammenhæng imellem baggrunden eller plottet i de to versioner. Filmen er, ud over at være inspireret af hele Æon Flux-universet, mere konkret baseret på fragmenter fra en række af de længere afsnit fra seriens tredje sæson, men det ligger uden for denne anmeldelses fokus at dissekere disse referencer i detaljer.

I filmen er verden lagt øde af en virus, og menneskehedens sidste fem millioner er samlet i den sidste by Bregna. Trevor Goodchild er blevet til den videnskabsmand, der stoppede sygdommen, og det er hans efterkommere, der stadig regerer Bregna. Byen er tilsyneladende et idyllisk paradis, men folk er gennemgribende lettere ulykkelige uden helt at vide hvorfor, og der er begyndt at forsvinde folk på mystisk vis.

Det etableres umiddelbart fra begyndelsen, at der findes nogle, som vil styrte Goodchild-regimet, og disse rebeller kalder sig “The Monicans”. Tvillingestaterne Monica og Bregna, med deres modsatrettede ideologier, der, om end lidt tåget, blev beskrevet i serien, er altså erstattet med én by og nogle rebeller. I filmen kender vi rebellernes mål, at styrte regimet, men hvorfor er ikke helt klart, eftersom regimet aldrig rigtigt bliver etableret som værende det ene eller det andet.

I serien er forholdet imellem Monica og Bregna, i al fald i de længere afsnit, et slags spejl af forholdet mellem Æon og Trevor. Under alle omstændigheder er det et ambivalent forhold, der ikke umiddelbart lader sig karakterisere, hverken som godt eller ondt eller rigtigt eller forkert. Allerede her har filmen valgt at simplificere forholdene og konflikten, hvilket vil vise sig at være et gennemgående, men vel også forudsigeligt, træk ved filmens behandling af forlægget.

Æon bliver i filmen givet en søster, Una Flux, der ikke figurerer i serien og i øvrigt alene tjener for at underbygge filmens hovedplot. Hvis hensigten også skulle være at uddybe Æons karakter og hendes valg senere, efter tabet af hendes søster, så fungerer det rigtigt dårligt. I det hele taget kan man diskutere, om man kan forlige Æons karakter i serien med det at have en familie.

Forudsigeligt

Filmens plot er forudsigeligt: Efter tabet af sin søster ønsker Æon hævn, og muligheden byder sig nogen tid senere, da hun gives opgaven at myrde Trevor – en opgave hun med glæde tager imod. Det kan her nævnes, at Æon i serien aldrig rigtigt på noget tidspunkt decideret er ude på at slå Trevor ihjel, men det er en afvigelse, der kan accepteres indenfor filmens univers.

Æon infiltrerer altså Goodchild-dynastiets kompleks sammen med en Monican-kollega, den modificerede Sithandra, der har også har hænder, der hvor hendes fødder burde være. Alt går egentligt som planlagt, men tingene udvikler sig alligevel meget anderledes, end de var tænkt fra rebellernes side, og snart er Æon på jagt efter sandheden om Bregna, og hvad der er så galt med dette paradis.

Filmens baggrundhistorie er egentligt ikke så dårlig, og passer i sin tematik ganske godt ind i Æon Flux-universet, men den “skumle” sandhed bag filmens Bregna er mindre kompleks, mindre farlig og mindre syret, end hvad vi er vant til fra serien. Det er, i overensstemmelse med filmens generelle tendens, en mere letspiselig udgave, der er langt mindre grum og ambivalent, end den burde være i henhold til forlægget.

Hvad denne hemmelighed er, skal ikke afsløres her, for selv om det ikke er en afsløring i Soylent Green-klassen (1973), så vil det at kende baggrunden gøre filmen endnu mindre seværdig, end den er i forvejen. For selv om selve hovedplottet egentlig er i orden, så bliver historien ikke fortalt særligt godt, ja nærmest lidt uinteressant. Historien flyder simpelthen ikke.

Mangler kant

Æon og Trevor, og spillet imellem dem, er nok det vigtigste element i Æon Flux-serien. I filmen må man konstatere, at de begge er markant anderledes end i serien. I forhold til serien mangler de begge farlighed, “edge” om man vil. Det er mest problematisk i forhold til Trevor, der i serien er en meget ambivalent, nærmest skizofren karakter, der er Æons modstander men samtidig begærer og måske endda elsker hende.

Denne dobbelthed i karakteren, der gør den så interessant i serien, kunne man også i filmen have fået noget spændende ud af. I stedet er Trevor alt for hurtigt og alt for klart defineret. Marton Csokas’ gode udseende gør, at man hurtigt er sikker på, hvor han står, og det forspilder chancen for at opbygge spillet mellem Trevor og Æon. Csokas’ portrættering af Trevor mangler simpelthen den farlighed og ubehagelighed, der ligger side om side med hans charme i serien. Især Csokas’ stemmeføring mangler dette, som John Rafter Lee giver Trevor i serien.

Der er i det hele taget kun én dialog Æon og Trevor imellem, der giver mindelser om seriens skarpe dialog, hvilket igen er en forspildt chance til at bruge det, der gør serien så god.

Charlize Theron som Æon har lidt det samme problem, selvom hendes stemme matcher ret godt; til tider er den endog lige på kornet. Men portrætteringen af Æon mangler i lige så høj grad som Trevor farlighed, og hun bliver i det hele taget lidt flad og uinteressant, lidt ligesom hendes ydre, der er blevet glat og poleret: Kanterne er væk, det hele er tonet lidt ned. Ligesom man kan sige om filmen i det hele taget.

Visuelt flot men ikke imponerende

Visuelt er filmen flot, men ikke decideret imponerende. Filmens Bregna er helt klart inspireret af seriens, men i en meget ren og utopisk version, der godt nok har mange ligheder med serien, men som, med fare for at gentage mig selv, er en tam version af seriens Bregna. Selvfølgelig er det indenfor filmens ramme og univers, at byen bliver til et idyllisk paradis, men derfor savner man nu alligevel især de surreale og absurde visuelle optrin, ligesom man savner det beskidte og umenneskelige, der også er del af seriens Bregna.

Filmen gør en del brug af eksisterende bygninger i sin scenografi, hvilket er lidt sjovt, når man kender værkerne, der er brugt, men alt i alt virker det ok. Desuden er der bygget en del interiør-sets som også er flotte, men som igen er lidt for glatte og kønsløse. Trevors private rum er noget af det mest stemningsfulde, og sjovt nok fungerer Æons ditto også udmærket.

CGI-effekterne i filmen er ligeledes godt nok lavet, men virkelig imponeret bliver man aldrig. De indgår dog ganske sømløst i filmens helhed, hvilket i sig selv er en kvalitet.

Skuffende actionsekvenser

Kostumerne er et andet afgørende punkt i forhold til Æon Flux-serien, fordi denne er kendt for især Æons beklædning – eller mangel på samme. Nu er der jo ting, man kan i det tegnede medie, som ikke går på film, men kostumerne er en meget vigtig del af seriens stil, og derfor er det afgørende, hvordan de overføres til film. Det gælder så igen for kostumerne, som med alt andet i filmen, at de er flot og godt lavet, men ikke rammer seriens sjæl, eller hvad man i det hele taget kunne have håbet på.

Actionsekvenserne i filmen, der jo nok må betegnes som en actionfilm, er faktisk noget af det mest skuffende ved filmen overhovedet. De er hverken specielt flot koreograferet eller visuelt interessante, som man kunne have håbet på. De er i stedet moderne metervare med hurtige klip og er oven i købet ikke engang særligt velklippede. Hen mod slutningen slås Æon som eksempel mod, hvad der nok skal opfattes som rigtigt mange soldater, men det er bare tydeligt, at der er meget få statister, og det falder totalt til jorden

Der er i det hele taget flere tilløb til interessante eller bare imponerede visuelle virkemidler i filmen, men det fungerer aldrig rigtigt, og det meste bliver ikke udnyttet ordentligt. Der er f.eks. Æons første mission i filmen, hvor hun skal uskadeliggøre et overvågningssystem – en scene, der er visuelt flot, men minder mere om noget, man ville se i en musikvideo, og som i sidste ende mangler både relevans og konsekvens. På en eller anden måde er det meget sigende, at noget at det flotteste visuelle arbejde i forbindelse med filmen er de forskellige plakater.

Uudnyttet potentiale

Æon Flux er ikke nogen decideret dårlig film, men rigtigt god er den heller ikke. Den skuffer primært i kraft af at have et uudnyttet potentiale i forhold til et forlæg, som jeg nægter at tro på, at man ikke kunne have fået adskillige gode film ud af. Dertil skuffer den også med hensyn til de valg, der nu engang er truffet i filmens egen sammenhæng, og hvor den kunne have fungeret bedre, været flottere og frem for alt mere interessant.

3 stjerner

Titel: Æon Flux
Instruktør: Karyn Kusama
Manuskript: Phil Hay & Matt Manfredi
Cast: Charlize Theron (Æon), Marton Csokas (Trevor Goodchild), Johnny Lee Miller (Oren Goodchild), Sophie Okonedo (Sithandra), Frances McDormand (Handler)
Producere: David Gale (producer), Gregory Goodman (producer), Martha Griffin (producer), Gale Anne Hurd (producer), Gary Lucchesi (producer)
Foto: Stuart Dryburgh
Klip: Peter Honess, Plummy Tucker
Musik: Graeme Revell
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2005
Produktionsselskaber: MTV Productions, Lakeshore Entertainment, Valhalla Motion Pictures, Colossal Pictures, MTV Films, Paramount Pictures

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Fremtiden, Postapokalyptika

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *